| Temaer |
Og Gud sagde til
Noah, ”Jeg har besluttet at gøre en ende på alle menneskene, for Jorden er
fyldt med ondskab på grund af dem….. Jeg vil skabe en oversvømmelse på
Jorden for at ødelægge alt levende kød under himlen; alt, der er på Jorden
skal dø……….”
”Da kom vandfloden over jorden i fyrretyve dage, og vandet steg og løftede
arken, så den hævedes over jorden. Og vandet steg og stod højt over jorden,
og arken flød på vandet….. Da ihukom Gud Noah…. Og vandet tog af efter de
150 dages forløb. På den syttende dag i den syvende måned sad arken fast på
Ararats bjerge…”
Har der virkelig
fundet en verdensomspændende oversvømmelse – i Bibelen betegnet Syndfloden –
sted? En begivenhed der for altid ændrede menneskehedens historie? Myten om
Syndfloden er fælles for Jødedom, Kristendom og Islam, og som det vil fremgå
af det følgende, har myten om Syndfloden dybe rødder i menneskets historie,
rødder der kan føres mindst 5.000 år tilbage til oldtidens Sumer. Myten om
Syndfloden er den største af alle myter i den vestlige kultur. Helt op til
midten af 1800-tallet deltes Jordens og menneskets historie i to tidsaldre:
Én før (antediluvium) og én efter Syndfloden (diluvium).
Myten om Syndfloden
har på det seneste fået en særlig dimension, idet den er blevet kædet sammen
med dels indoeuropæernes (og muligvis også semitternes) oprindelse, dels med
udbredelsen af landbruget til Centraleuropa (Lineær Bånd Keramik eller
LBK-kulturen) i Neolitikum.
Udbredelsen af
landbruget og LBK-kulturen til Centraleuropa for 7.500 år siden var en
pludselig begivenhed, der udspandt sig over få årtier; flere steder i Europa
har man observeret en brat overgang fra de ældre, senmesolitiske kulturer og
LBK-kulturen. Der har altid været usikkerhed om, hvorfra de nye bønder kom
og om årsagerne til, at begivenhederne skete med så stor hast. Men nye
forskningsresultater kan måske kaste lys over begivenhederne fra dengang.
Geologiske og arkæologiske undersøgelser af egnene omkring Sortehavet har
vist, at dette hav har haft en noget omtumlet tilværelse i fortiden. I de
første årtusinde efter sidste istids afslutning dækkede det således et langt
mindre areal, end det er tilfældet i dag. Sortehavet var den gang en
isoleret ferskvandssø uden forbindelse med Middelhavet. Men for 7.500 år
siden brød Middelhavet gennem Bosporus-strædet, hvilket førte til meget
dramatiske begivenheder, hvor Sortehavets bredder i løbet af få år blev
oversvømmet, og menneskene, der boede der, måtte flygte over hals og hoved.
Kan det tænkes, at det var disse flygtninge, der grundlagde LBK-kulturen og
landbruget på Centraleuropas løssjorde? Og var det denne begivenhed, der gav
ophav til Bibelens beretning om Syndfloden? I det følgende vil vi forsøge at
udskille, hvad der er myte, og hvad der er fakta om disse tilsyneladende
voldsomme og skelsættende begivenheder i Oldtiden.
Myten
Sumer var i oldtiden betegnelsen for landet nord og den Persiske Bugt mellem
floderne Eufrats og Tigris’ nedre løb; det udgjorde den sydlige del at det
større landområde, der kaldtes Mesopotamien (figur
1). Sumerernes myter rummer minder om deres fjerne og ukendte fortid. I
”digtet om vismanden”, der er en del af Gilgamesh legenden (jf. nedenfor),
markerede ”Den Store Oversvømmelse” slutningen på den mytologiske tid og
indvarslingen af den historiske tid. Sumererne var af den opfattelse, at syv
vismænd dukkede op af havet i de ”første dage” i form af menneskeskikkelser
klædt i fiskehud. Videre anføres det, at de syv vismænd byggede Uruks mure
og bragte civilisationen til Sumererne – kunstvanding, landbrug, anvendelsen
af kobber, guld og sølv.
Det bibelske Ninive var den sidste og største hovedstad i det
Assyriske Imperium. Sproget, der taltes i Ninive, var akkadisk (babylonsk),
der som hebræisk og arabisk, er et semitisk sprog. I det 19. århundrede
fandt engelske arkæologer i Ninive 12 lertavler med kileskrift i Kong
Assurnasirpal II’s (883-859 f.v.t.) bibliotek. Tavlerne fortalte bl.a. myten
om Syndfloden. De tolv tavler udgør tilsammen Gilgamesh legenden, og
Syndfloden omtales på den 11. tavle (figur
2).
Den unge engelske arkæolog George Smith har hovedæren for fundet af
lertavlerne i Ninive. Smith skrev om sine fund i Daily Telegraph i
1875 og han bemærkede her, at nævnte tavler rummede historien om menneskets
oprindelige uskyld, om fristelsen og om syndefaldet. Historien på
lertavlerne er meget længere end Bibelens Skabelsesberetning, men Smith blev
ikke desto mindre slået af ligheden mellem de to beretninger.
På lertavlerne omtales også ”Livets Træ” i Edens Have, som med stor
sandsynlighed var Anu’s hellige lund (Anu var det gamle Sumers himmelgud,
den gud, der var hovedansvarlig for skabelsen og den øverste leder af
guderne). I flere tilfælde er arkæologerne stødt på afbildninger af Livets
Træ i Nimruds (en anden vigtig by i det Assyriske Rige, i Bibelen opkaldt
efter Noahs tipoldesøn, der hed Nimrod) og Ninives paladser såvel som på de
cylindre, der blev anvendt til at lave segl på tempeldokumenter. Livets Træ
blev altid afbildet sammen med en slange. Det er en fascinerende tanke, at
så meget af vort eget åndelige arvegods måske skyldes sumerernes mytiske
rekonstruktion af deres egen forhistorie i det mesopotamiske delta.
I Gilgamesh legenden hedder det bl.a.:
……”alting begræder dig: Gråden ophører hverken dag
eller nat.
Engene græder; de sørger over dig som en moder.
Bjørnen, hyænen, tigeren, rådyret, løven,
den vilde okse, stenbukken – alle slettens dyr græder over dig.
Floden Ulaj, på hvis bredder vi vandrede, sørger over dig;
vi rejste langs dets bredder. Den rene strøm begræder dig
hvor vi fylder vores vandsæk.”
Gilgamesh legenden er
den ældste fortælling i verden. Den består af en række mytiske vers, der
blev nedfældet med kileskrift på lertavler i det 3. årtusinde f.v.t.
Legenden er i samlet form dog først nedskrevet i det Oldbabylonske Rige
omkring 1.600 f.v.t. Legenden er en righoldig kilde til viden om sumerernes
mytologi og om forholdet mellem guder og mennesker. Helten Gilgamesh var en
virkelig person, der var konge i Uruk omkring 2.600 f.v.t.
(figur
3). Han blev den første historiske person og den første helt i
verdenslitteraturen. Den mest slående del af Gilgamesh legenden er
beretningen om den store oversvømmelse, som udslettede menneskeheden med
undtagelse af en enkelt, særlig begunstiget familie, der overlevede ved at
bygge en ark. Fra denne familie udgik den nye menneskerace, der befolkede
verden efter, at vandfloden havde trukket sig tilbage.
Ifølge legenden
udviklede helten Gilgamesh sig efterhånden til en tyran, hvorfor hans
undersåtter bad guderne om at holde ham i ave. Guderne skabte Enkidu, det
vilde menneske fra skovene, der skulle udfordre kongen. Det endte dog med,
at Gilgamesh og Enkidu blev venner, hvilket guden Inanna (Ishtar), der var
betaget af Gilgamesh, blev meget jaloux over. Gilgamesh afviste imidlertid
Inanna, og Enkidu bebrejdede gudinden hendes lunefulde sind. Inanna ville
ikke tilgive Enkidu denne fornærmelse og dræbte ham. Gilgamesh blev på én
gang fortvivlet og lamslået – han havde mistet sin ven og havde desuden
gjort den frygtelige opdagelse, at mennesket var dødeligt. Han besluttede
sig derfor til at søge efter kilden til evig ungdom og drog af sted for at
finde Utnapishtim.
Utnapishtim var den
sumeriske overlevende fra Syndfloden (svarende til Bibelens Noah), fra hvem
Gilgamesh ønskede at lære om hemmeligheden ved det evige liv. På sin vej til
Utnapishtim vandrede Gilgamesh nordpå til Eufrats kilder; undervejs
passerede han de frugtbare højder, der udgjorde den Frugtbare Halvmåne,
hvorefter han nåede til området omkring Van-søen i Anatolien, hvor det vilde
kongedømme kaldet Urartu befandt sig. Kongedømmet lå midt i de uvejsomme og
snedækkede Taurus-bjerge. De assyriske skrifter omtaler bjerget Ararat under
navnet Urartu. Utnapishtim er søn af Ubartutu, som muligvis henviser til
denne geografiske region – se figur 4.
Utnapishtim, der var givet et evigt liv, fordi han reddede menneskeheden fra
Syndfloden, fortæller Gilgamesh om gudernes to hemmeligheder. Den første
hemmelighed, som Utnapishtim indførte Gilgamesh i, vedrørte en
foryngelsesplante, en art bynke, der voksede på bunden af havet. Utnapishtim
fortalte Gilgamesh, at hvis man fik fat i denne plante og spiste den, ville
man blive belønnet med et evigt liv. Gilgamesh måtte dog indse det umulige i
at opnå udødelighed, og han affandt sig med sin skæbne. Om menneskets
dødelighed fortælles i legenden:
”Menneskenes børn er som liv i sumpen,
de skæres og høstes,
den kønne unge mand, den kønne unge pige,
selv i deres lønkammer river døden dem bort.
Ingen kan se døden,
ingen kan se deres ansigt,
ingen kan høre deres stemme,
og dog høster den grumme død hvert menneske.”
Dernæst fortæller
Utnapishtim om den anden hemmelighed, der vedrører den store oversvømmelse,
om hvordan han selv blev advaret af guden Ea om at bygge en ark og laste den
med frø fra alt levende, fordi det var gudernes hensigt at ødelægge hele
menneskeheden ved hjælp af Syndfloden. Ea gav ikke noget forklaring på,
hvorfor guderne havde taget denne forfærdelige beslutning. Utnapishtim
fulgte Eas råd, og da oversvømmelsen så kom med frygtelig styrke, flød han
og hans familie rundt på må og få i arken i dagevis, hvorefter de til sidst
løb på grund midt i et uendeligt hav.
Utnapishtim fortæller
videre om sine oplevelser med arken:
”Seks dage og nætter
voldsom vind, oversvømmelse og storm på
Jorden.
Da den syvende dag oprandt ophørte stormen
som havde kæmpet som hærskarer.
Havet blev roligt, storm og oversvømmelse
ophørte.
Jeg skuede land og jamrede højlydt:
For hele menneskeheden var omdannet til
ler;
indhegnede marker var blevet til marsk.
Jeg åbnede et vindue og lyset faldt på mit
ansigt….
Da den syvende dag kom,
en due blev bragt frem, og jeg sendte den
af sted:
Duen fløj frem og tilbage:
Da den ikke fandt noget hvilested vendte
den tilbage.
En ravn blev bragt frem, og jeg sendte den
af sted:
Ravnen fløj og så at vandene sank.
Den spiste, den vadede, den skreg hæst,
den vendte ikke tilbage.
……………………
Jeg ofrede.
……………………
Guderne fornemmede duften.
Guderne fornemmede den herlige duft.
Guderne samledes som fluer om offeret.”
Som Noah i Bibelen
udsendte Utnapishtim altså fugle for at søge efter land. Da vandstanden
endelig sank, kunne de alle forlade arken. Utnapishtim beredte et festmåltid
for guderne, som begærligt slugte maden: Guderne havde også lidt voldsomt
under oversvømmelsen.
Inskriptionerne fra Ninive lader antyde, at beretningen er nedskrevet i det
3. årtusinde f.v.t. Ifølge arkæologerne kan det næppe betvivles, at Bibelens
beretning om Syndfloden er en version af samme legende, som med Abrahams
stamme blev udført fra Ur i Kaldæa til Palæstina. Ur var en levende by i
sidste del af det tredje årtusinde f.v.t., hvor syndflodsberetningen kan
være nedskrevet første gang. I dag anses Gilgamesh legenden for at være det
vigtigste litterære værk fra oldtidens Sumer, et mesterværk nedfældet og
ændret talrige gange over en periode på 2.000 år. Ordene blev holdt i live
af skjalde, længe før de blev nedskrevet med kileskrift. Gilgamesh legenden
levede videre på sumerisk, semitisk og indoeuropæisk, hvilket bevidner den
enorme popularitet, som den har haft op gennem historien. For sumererne kan
Gilgamesh legenden have haft samme nationale status som Homers værker havde
for grækerne i Antikken.
Er Gilgamesh legenden den oprindelige beretning om Syndfloden? Måske findes
der en endnu ældre sumerisk version af Syndfloden, der ganske enkelt kaldes
”Syndfloden”. Denne historie er kort, men begynder som de andre med en
skabelsesberetning. Ziusudra udfylder her rollen som Utnapishtim og Noah.
Disse ældste versioner af fortællingen, der optræder i den sumeriske
mytologi, beskriver alle en traumatisk begivenhed, der betegner en
skillelinie i menneskehedens historie.
Den bibelske version af syndflodsberetningen er tidligst nedskrevet i det 9.
århundrede f.v.t. Den afviger på visse punkter fra de ældre versioner, bl.a.
er der her én og kun én gud, der er god og almægtig, og som indgår en pagt
med Noah, den gode mand. Syndfloden kommer som en straf til menneskene,
fordi disse er onde og ikke opfører sig, som Gud vil have det. Formålet med
Syndfloden i de sumeriske versioner er mere uklar, og de mange guder, der
har flere menneskelige træk, er ikke enige i det rigtige i at skabe en
syndflod. Ét sted kan man læse, at de sumeriske guder skabte vandfloden,
fordi de ikke kunne sove for den frygtelige larm, som menneskene lavede. Det
var guden Ea, der advarede Utnapishtim om Syndfloden og rådede ham til at
bygge arken.
Vi skal ikke forsøge at rekonstruere historien ud fra myten, men vi bør
antage, at der til grund for meget af det, som vi opfatter som unaturligt og
som udslag af overtro, gemmer sig en gran af sandhed. Det er dog helt
usandsynligt, at der har været en global oversvømmelse på noget
tidspunkt alene af den grund, at det bliver svært at forklare, hvorfra alt
vandet skulle være kommet, og hvor det er blevet af. Kun få er vel
overbeviste om eksistensen af de underjordiske kæmpekar, som den navnkundige
William Buckland, der var professor i geologi ved Oxford Universitet i
første halvdel af 1800-tallet, fremturede med. Ligeså er det ej heller en
syndflod, men derimod istidernes gletsjere og iskapper, der kan forklare
forekomsten af de talrige store sten og klippeblokke, der ligger tilfældigt
spredt i landskabet på den nordlige halvkugle. Denne forklaring fremlagdes
allerede i 1837 af svejtseren Louis Agassiz, der var den første, der indså,
at store dele af den nordlige halvkugle engang i fortiden havde været dækket
af et ”mægtigt ocean af is.”
Det synes imidlertid sikkert, at der har eksisteret en oversvømmelse så
overvældende, at den delte menneskets historie i to dele, før og efter
oversvømmelsen. Beretningen om oversvømmelsen har sin oprindelse i Sumer.
Selv ”konge-listen” herfra opremsede hvilke konger, der havde regeret før
(antediluvianterne) og hvilke, der havde regeret efter oversvømmelsen
(figur
5). På en tavle af kalksten fundet i Tell al-ubaid nær Ur fandtes en
inskription med navnet A-anni-padda, konge af Ur, søn af Mes-anni-padda,
også konge af Ur. Mes-anni-padda optræder på ”kongelisten” som grundlægger
af det første dynasti efter Syndfloden.
Udsving i Sortehavets areal
Amerikanske og russiske boringer i Sortehavets bund har afsløret, at dette
havs areal har svinget kolossalt under sidste istid og i de første årtusinde
derefter. Udforskningen af Sortehavets fortid indledtes i 1969, hvor tre
amerikanske forskere, David A. Ross, Egon T. Degens og Joseph MacIlvaine fra
Woods Hole Oceanographic Institution, Massachusetts ombord på Atlantis II
gennemundersøgte Sortehavets bundsedimenter. Deres resultater afslørede, at
et fortidigt hav var blevet omdannet til verdens største ferskvandssø for
igen på et senere tidspunkt at blive tilbagedannet til et hav. Kulstof-14
dateringer indikerede, at ferskvandssøen havde eksisteret i flere tusinde
år, og at indtrængning af saltvand og dermed genskabelse af havmiljøet havde
fundet sted på et eller andet tidspunkt mellem for 12.000 og 7.000 år siden.
Midt i 1990’rne genoptog to amerikanske geofysikere, William Ryan and Walter
Pitman fra Lamont-Doherty Earth Observatory i Palisades, New York sammen med
russiske kolleger undersøgelserne af Sortehavets sedimentationshistorie. De
udførte undersøgelserne ombord på det russiske forskningsskib, Aquanaut,
der var et ombygget fiskefartøj. Med sig ombord havde de et avanceret
transportabelt sonar instrument (CHIRP), der kunne afsøge Sortehavets bund
og danne et tværsnit af bundforholdene ned til ca. 10 m dybde. Herved
afsløredes bl.a. fortidige, nu druknede flodlejer, der en gang løb hen over
tørlagt land. Eksempelvis kunne det påvises, at det Asovske Hav, der i dag
er i åben forbindelse med Sortehavet, engang var tørlagt og blev gennemløbet
af Don-floden (figur 6). I dag tømmer Don-floden sig i den nordlige del af
det Asovske Hav.
Bundprøver fra kystnære områder af Sortehavet afslørede alle uden undtagelse
en erosionsflade beliggende ca. en meter under den nuværende havbund.
Erosionsfladen, der repræsenterer en fortidig kystlinie, kunne følges ud på
ca. 175 m dybt vand.
Fortolkningen af de nævnte bundanalyser og boringer resulterede i flere
interessante konklusioner: For det første kunne det påvises, at Sortehavet
under dele af sidste istid havde dækket et betydeligt større areal end i
dag, den største udstrækning menes at være nået omkring istidens klimaks for
godt 20.000 år siden. Men i istidens sidste faser og under første del af
afsmeltningsperioden nåede Sortehavets areal et minimum, da det kun dækkede
et areal, der svarer til ca. to tredjedele af det nuværende. Også det
Kaspiske Hav og Aralsøen dækkede på daværende tidspunkt et langt mindre
areal end i dag. Den laveste kystlinie var 175 m under den nuværende og
nåedes for mindre end 8.000 år siden. På dette tidspunkt var det Asovske Hav
fuldstændig tørlagt. Henover det tørlagte område løb Don-floden so nævnt mod
Sortehavet.
For det andet viste boringerne rester af en underjordisk flod gennem
Bosporus-strædet; floden tillader en svag bundstrømning fra Middelhavet til
Sortehavet. Floden er resterne af den syndflod, der omtales nedenfor. I dag
løber overfladevandet den modsatte vej, fra Sortehavet mod Middelhavet.
For det tredje viste analyse af bundlagene, at Sortehavet i en periode i
fortiden var omdannet til en ferskvandssø, der havde mistet forbindelsen til
Middelhavet, bortset fra en meget smal kanal, der ikke tillod saltvand at
passere ind i søen. Denne situation var skabt for over 20.000 år siden, da
isen dækkede store dele af den nordlige halvkugle; som følge heraf var
havniveauet i Middelhavet sænket til under niveauet for Bosporus-strædet.
Der var derfor ingen forbindelse mellem Middelhavet og Sortehavet, og
Bosporus udgjorde en kolossal dæmning mellem de to have
(figur 7).
Havbundsanalyserne viste, at der for ca. 7.500 år siden skete et pludseligt
skifte i muslingefaunaen i Sortehavet: Nærmest fra det ene øjeblik til det
næste skiftedes ferskvandsfaunaen ud med en saltvandsfauna: Tilsyneladende
overlevede ikke én ferskvandsmusling. Dette skifte i faunaen er udtryk for,
at forbindelsen mellem Middelhavet og Sortehavet på daværende tidspunkt
genetableredes, hvorved det salte Middelhav strømmede ind i Sortehavet
(figur 7). Dateringerne er baseret på kulstof-14 analyse udført på
muslingeskaller med AMS-teknik.
De faktiske begivenheder omkring Sortehavet ved istidens afslutning kan
herefter beskrives som følger (figur 8): Isens afsmeltning skete
hovedsageligt i to faser. Den første fase indledtes for omkring 15.000 år
siden, hvor smeltevandet fra isen over det nordlige Rusland løb sydpå til
Sortehavet, det Kaspiske Hav og Aralsøen. For ca. 12.500 år siden indtraf
der en pause i afsmeltningen svarende til den kuldeperiode, der kaldes Yngre
Dryas. Den anden afsmeltningsfase indledtes for ca. 11.500 år siden, men
denne gang nåede smeltevandet aldrig Sortehavet; isen var smeltet så langt
tilbage, at smeltevandet i stedet løb tværs hen over Europa langs isranden
til Polen, Brandenburger sletten og Nordsøen. Herefter flød der ikke mere
smeltevand i Sortehavet, og den lange fase af udtørring begyndte af den nu
helt isolerede sø. For 7.600 år siden var niveauet 175 m under toppen af
Bosporus-dæmningen. Men på dette tidspunkt begyndte der at gå hul på
dæmningen.
Som ovenfor antydet var gennembruddet af dæmningen nærmest en ”natten over”
begivenhed: Der var tale om en meget dramatisk begivenhed, en sand
naturkatastrofe. Måske har et jordskælv, der før som nu hyppigt hjemsøgte
regionen, været medvirkende til udløsning af katastrofen
(figur 9). Som
følge af isens afsmeltning og temperaturstigningen steg overfladeniveauet af
Middelhavet hurtigt, og for 7.500 år siden nåede det nær toppen af
Bosporus-dæmningen. Havvandet havde nu nået et niveau, hvor det i hvert fald
lejlighedsvist overskyllede Bosporus-dæmningen og spildte over i Sortehavet
175 m længere nede. Efterhånden dannedes små kanaler og flodlejer, som
permanent tilførte havvand til Sortehavet, først under en stille rumlen, som
imidlertid i løbet af dage udvikledes til en torden, da de små vandløb havde
lavet tilstrækkelig hul i barrieren. De stille floder var nu blevet til
rivende malstrømme, der rev alt med sig på sin vej ned i Sortehavet. Jo
dybere sår der blev dannet i barrieren, jo vildere blev malstrømmene. Til
sidst var der dannet en kæmperevne, der tillod 50 km3 vand at
passere dagligt - nok til f.eks. at dække Manhattan med 900 m vand pr. dag.
Sortehavets overflade begyndte at stige 20 cm pr. dag, hvilket øjeblikkelig
oversvømmede de flade floddeltaer og –dale, og vandet bevægede sig opad i
dalene med så meget som 1,5 km pr. dag.
Sortehavet steg i løbet af de første 12 måneder mere end 70 m til det nåede
underkanten af malstrømmen. Herefter aftog vandets hastighed, men alligevel
steg Sortehavet yderligere 35 m det følgende år. Efter to år var stigningen
ca. 110 m, og kystlinien var på dette tidspunkt nogle steder rykket op mod
200 km. Vandet gik ind i strædet til den asovske slette, der for længst var
blevet forladt af mennesker. Der gik dog flere år med at opfylde bassinet,
indtil det Asovske Hav var gendannet. Det var nu sammen med Sortehavet på
niveau med Middelhavet og dermed verdenshavene. Gradvist ændredes
strømningen gennem Bosporus til det nuværende med en sydlig gående
overfladestrøm og en svag nordgående bundstrøm. I alt blev mere end 100.000
km2 frugtbar landbrugsjord dækket af havvandet.
Som antydet i det ovenstående havde Ryan og Pitman regnet sig frem til, at
det tog blot tre år at nivellere vandstanden i Sortehavet og Middelhavet.
Nylige computersimuleringer har imidlertid vist, at nivelleringen snarere
havde taget 33 år uanset at flowet havde været på 60.000 m3 pr.
sekund (20 gange flowet i Niagara vandfaldet).
En begivenhed af disse dimensioner, der ville have
tvunget eventuelle bønder, der var bosatte langs Sortehavets bredder, til at
flygte over hals og hoved med al deres pikpak, såsæd og husdyr, ville være
egnet til at skabe myter. Som konsekvens af den enorme stigningshastighed
skulle bønderne flygte 4-500 m om dagen for at holde trit med vandet og
dobbelt så meget, hvis de flygtede op langs de flade floddale. Hele
landsbyer ville være udslettet i løbet af ganske få uger.
Hvem overværede Syndfloden?
Hvem kan have overværet naturkatastrofen ved Sortehavet for 7.500 år siden?
Hvem beboede Europa, Rusland, Anatolien og Mellemøsten mellem istiden og den
store Syndflod?
I den første afsmeltningsfase og i begyndelsen af den efterfølgende Yngre
Dryas levede natufierne og flere andre senmesolitiske folkeslag i store
dele af Mellemøsten. Men efterhånden som Yngre Dryas skred frem, og klimaet
blev mere og mere tørt, blev mange af de gamle bosættelser opgivet – dette
viser de arkæologiske fund fra eksempelvis Jeriko og Tell Abu Hureyra
(Syrien) tydeligt. Kollapset af natufiernes samfund skete over hele
Mellemøsten: På grund af tørken måtte menneskene bosætte sig ved de
tilbageværende sø- og flodbredder. Måske var Sortehavet et af disse steder.
Efter afslutningen af Yngre Dryas for 11.500 år siden blev klimaet igen
varmere og især mere fugtigt, og menneskene kunne vende tilbage til de
forladte områder. Det var på dette tidspunkt, at de første egentlige
landbrugssamfund opstod i den Frugtbare halvmåne.
Men for 8.200 år siden blev harmonien atter brudt af en kuldeperiode, der
denne gang varede 400 år. Tørken fejede nu igen henover det sydøstlige
Europa, det sydlige Rusland og Mellemøsten. Floder og søer i Anatolien og
Mellemøsten svandt ind. Landsbyer blev igen forladt, og folk flyttede til de
få tilbageværende vådområder. Bl.a. ved vi, at Çatal Hüyük, der var en meget
stor neolitisk bebyggelse i det centrale Anatolien, blev forladt på dette
tidspunkt. Sortehavets overflade lå 1.000 m under Çatal Hüyük; derfor var
Sortehavsregionen beboelig under kuldeperioden, hvorimod der var for koldt
og tørt på den anatolske højslette. Bønderne fra Çatal Hüyük flygtede til
det varmere klima ved Sortehavet. Med adgang til ubegrænsede mængder
ferskvand, rige fiskevande og kystlinier af frugtbar jord var Sortehavet som
en oase midt i det tørre landskab og tiltrak mennesker fra hele regionen
nord og syd derfor. Langs de frodige kyster blomstrede kulturen, og der
skete en fri og livlig udveksling af materielt gods, ideer og sprog. Som
århundrederne gik, voksede befolkningen, og bønder og fiskere boede
efterhånden tæt omkring ferskvandssøen. Sortehavet blev i perioden 8.200 –
7.800 en sand smeltedigel for opblanding af gener og sprog, hvilket kan være
grunden til, at der er så mange lighedspunkter mellem indoeuropæisk,
semitisk og det sprog som ubaiderne, der en dag blev til sumererne, talte.
Flugten
Langs vest og
nordkysten af Sortehavet fører flere store floder – Donau, Dniester, Bug,
Dnieper og Don – gennem brede dale dybt ind i Europa og Ruslands stepper mod
de rige løssjorder, som blev skabt af vindene under istiden. Det er
sandsynligt, at Syndflodens flygtninge fulgte disse floder på deres flugt
bort fra Sortehavet (figur 10).
Vinčaerne var et folkefærd af indoeuropæisk talende bønder. De fulgte
sandsynligvis Donau-dalen under deres flugt fra oversvømmelsen. Spor efter
Vinča-folket dukkede op i Bulgarien 150 år efter Syndfloden; spor efter en
lidt yngre Vinča-kultur er frilagt ved ”Jernporten” på Donaus østbred lidt
syd for Beograd. ”Jernporten” er en indsnævring af Donau-dalen, hvor floden
passerer mellem Karpaterne og Balkanbjergene (figur 10). Ikke langt fra
vinčaernes boplads lå Lepenski Vir; her boede et mesolitisk folk i flere
hundrede år, men bopladsen blev forladt omkring tidspunktet for
oversvømmelsen af Sortehavet.
Et andet indoeuropæisk landbrugsfolk skabte LBK-kulturen, der dukkede op i
Europa på samme tid som Vinča-kulturen. LBK-bønderne bosatte sig i en bue
fra floden Dniester tværs over det nordlige Centraleuropa så langt vest på
som til lavlandet omkring det nuværende Paris, og de fortrængte
sandsynligvis alle steder de oprindelige mesolitiske jæger-samlere.
Udbredelsen af LBK-kulturen skete så hurtigt, at der næsten ingen
tidsforskel er på bosættelserne i øst og vest. Det er muligt, at voldsomme
begivenheder med manddrab, der fandt sted ved Talheim i det sydvestlige
Tyskland og andre steder i Centraleuropa på dette tidspunkt, kan henføres
til mødet mellem de oprindelige senmesolitiske folk og de nye LBK-bønder.
Samtidig med tilsynekomsten af Vinča- og LBK-kulturerne bosatte Danilo-Hvar
folket sig langs Dalmatiens Adriaterhavskyst og op langs mange af de
frugtbare dale, der strakte sig op i de nærliggende bjerge. Et folk kaldet
hamangianere syntes også at være kommet ud af intet, de bosatte sig ved den
bulgarske kyst.
I Haçilar i det vestlige Anatolien blev et fæstningsværk ødelagt og et nyt
bygget ovenpå ruinerne af det gamle. Ødelæggelsen fandt sted på tidspunktet
for Syndfloden, og igen kan de nytilkomne være flygtninge fra Sortehavet,
der i desperation havde overfaldet Haçilar.
Alle de nævnte folkeslag dukkede op i Europa kort tid efter Syndfloden, alle
synes kulturelt mere avancerede end de folkesalg, som de erstattede. De kom
med nye ideer og nye redskaber og vigtigst af alt – de kom med landbruget.
Og handelen kom til at blomstre som aldrig før i Europa. Den tvungne flugt
fra det oversvømmede Sortehav tilførte Europa et kulturelt løft ind i en
gylden æra.
Arkæologiske undersøgelser har vist, at langs Levantens kyster og i hele
Mesopotamien blev mange af de efterladte bosteder genoptaget i tiden omkring
oversvømmelsen, og der skete en massiv indvandring af bønder hertil.
Også langs Rioni-floden i Kaukasus dukkede der på samme tidspunkt bønder op
af intet. Aldersbestemmelse af bosteder langs Rioni-floden viser, at de er
tidssvarende med LBK-kulturen, Haçilars fald, de nye bosættelser i Levanten
og Sortehavets oversvømmelse.
Oprindelsen af den indoeuropæiske og den semitiske sprogfamilie
Oprindelsesstedet for de indoeuropæiske sprog har altid været omgærdet med
usikkerhed: Oprindelsesstedet er skiftevis blevet placeret i Nord- eller
Sydøsteuropa, det sydlige Rusland, det sydlige Ural og Anatolien. Nogle har
endda ment, at det blev bragt til Europa så sent som i det 4. årtusinde
f.v.t. af kurganerne, der var et krigerisk nomade- og hyrdefolk fra de
russiske stepper. Men i lyset af resultaterne af de nye undersøgelser, der
er omtalt i det foregående, er det nu muligt, at oprindelsesstedet for såvel
den indoeuropæiske som den semitiske sprogfamilie skal placeres ved
Sortehavets bredder, og udbredelsen af sprogene har måske en sammenhæng med
flugten fra oversvømmelsen. I det foregående er nævnt udbredelsen af de
indoeuropæiske folkeslag, der var ansvarlige for Vinča- og LBK-kulturen. Her
kan tilføjes, at andre indoeuropæere flygtede ind i hjertet af Eurasien
langs Don og langs Volga for at nå de fjerne stepper ved de sydlige
Uralbjerge. Indoeuropæerne havde således bosat sig i en stor bue, der
strakte sig fra det vestlige Europa og Adriaterhavet over Balkan og Ukraine
til Kaspiske Hav. Fra denne bue skød tocharierne frem mod øst til Tarim
bassinet på kanten af det, der kom til at udgøre den gamle Silkevej. Det
sprog, der kaldes tocharisk, er i dag et uddødt sprog, men i fortiden taltes
det af et folk med europæiske træk, der havde bosat sig i Taklimakan ørkenen
(Tarim-bassinet) i det vestlige Kina. Tarim-bassinet har i fortiden været
opfyldt af en stor sø.
Semitterne og ubaiderne flygtede sydpå fra oversvømmelsen til Levanten og
Mesopotamien. De forcerede bakkerne og bjergene mod syd gennem det østlige
Anatolien og langs Rioni-floden mod syd langs den østlige rand af
Mesopotamien. Nogle af disse, ubaiderne, der talte det sumeriske sprog, slog
sig ned i det, der senere blev til Sumer. Disse folk, der vidste, hvordan
man overrislede den frugtbare, men tørre jord, brugte måske også fra starten
en let plov. Overrisling krævede anlæggelse af kanaler, hvilket igen krævede
en plan, en social organisation for at etablere og vedligeholde kanalerne.
Den usædvanligt frugtbare jord, tilstedeværelsen af ubegrænsede mængder vand
til overrisling og det voksende netværk at kanaler, der også kunne anvendes
til transport, skabte muligheden for en produktion, der oversteg
hjemmemarkedets forbrug væsentligt. Rigdom førte mere rigdom med sig og
snart fremstod Sumer som verdens første store civilisation, skabt af
ubaidernes efterkommere. For 5.000 år siden lærte dette folk sig
skrivekunsten.
Endnu kun en hypotese
Det er oplagt, at
oversvømmelsen af Sortehavet kan have givet anledning til myten om
Syndfloden. Men det beskrevne scenario med en syndflod og en flugt er kun en
hypotese så længe, der ikke er fundet spor efter de neolitiske bosættelser
på de nu oversvømmede bredder og floddale. Men scenariet er sandsynligt
givet det veludviklede landbrug overalt i området. Den amerikanske
undervandsarkæolog, Robert Ballard, har i årene 1999-2001 foretaget
omfattende studier af Sortehavets bund ud for byen Sinop på den tyrkiske
nordkyst. I 1999 fandt han umiskendelige spor efter de fortidige strande på
over 100 m’s dybde. Året efter blev der lokaliseret en rektangulær struktur,
8x4 m i areal, der kan være rester af et fortidigt hus. Samme sted fandt han
rester af tømmerstokke, formodede stenredskaber og små stykker keramik – alt
sammen brudstykker til billedet af en fortidig, neolitisk bosættelse
(figur
11).
Malstrømmen ved
Bosporus varede i mindst 300 dage, nogle har sandsynligvis været vidne til
dens start, andre kan ligefrem have opsøgt stedet af nysgerrighed;
vandkaskadernes torden har kunnet høres 500 km borte. Alle, der så den, må
være gået bort med et forfærdeligt indtryk om en rivende strøm, der rev alt
med sig på sin vej. På et tidspunkt, tilsyneladende uden varsel, stilnede
malstrømmen af, og overfladen af Sortehavet nåede Ægæerhavets overflade. Alt
blev nu stille, Sortehavet faldt til ro, nye strande og nye klitter blev
dannet. Men der skulle gå en rum tid, inden mennesket igen bosatte sig langs
dets bredder.
Myten om Syndfloden blev i løbet af de årtusinde, der gik, efterhånden
glemt. Kun i Sumer overlevede den. For de som flygtede til Sumer mindede de
årlige, naturlige oversvømmelser af Eufrat og Tigris dem om ”Den Store
Oversvømmelse”, som druknede alle menneskene på nær én familie, hvorfra vi
alle nedstammer. Det grundlæggende tema med alle dets facetter bevaredes i
den mundtlige overlevering: Advarslen, den voldsomme oversvømmelse, én
familie der undslipper, den tilsyneladende oversvømmelse af hele verden,
retræten af vandet og redningen af menneskeheden. Patriarken, der steg
ombord i arken med allehånde frø og levende væsener vidste, at han og hans
familie aldrig ville vende tilbage. Det var slutningen på verden, som han
kendte den, men også en ny begyndelse.
Et nyt studium - denne gang af aflejringer i Donaus delta ved udløbet i
Sortehavet - har antydet, at oversvømmelsen måske ikke har været så
dramatisk som først antaget. Måske var niveauforskellene på hver side af
Bosporusdæmningen noget mindre end de første beregninger havde vist. Dette
vil i givet fald betyde, at det oversvømmede landareal også var noget mindre
end først antaget. Men begivenheden kan dog stadig have givet anledning til
myten om Syndfloden.
LITTERATUR:
-
Jensen P K A: Da mennesket blev menneske. Gyldendal, København, 2004.
-
Ryan W.B.F. et al: Mar. Geol. 138: 119-126, 1997.
-
Ryan W & Pitman W: Noah’s Flood. Simon & Schuster,
New York, 2000.
-
Ross D A, Degens E T, MacIlvaine J: Science 170:
163-165, 1970.
-
Schlermeier Q: Nature 430: 718-719, 2004.
-
Lippsett L: Woods Hole Oceanographic Institution
Oceanus, 6. marts 2010.
Sidst redigeret 2010
Til toppen
|
