Tre af disse, proto-elamitisk, proto-indisk og kretensisk (linear A), er endnu ikke tydede og kun ét, kinesisk, er stadigvæk i brug. Proto-elamitisk og proto-indisk har ingen efterkommere, hvorimod det kretensiske linear A blev efterfulgt af linear B.

De fleste er af den opfattelse, at skrivekunsten er opstået uafhængigt af hinanden i disse områder. Der er dog ingen tvivl om, at man i en vis udstrækning har lånt af hinanden gennem tiderne. F.eks. lånte romerne fra etruskerne, japanerne fra kineserne og i nyere tid lånte tyrkerne (under Kemal Atatürk) den latinske skrift efter at have forladt den arabiske.

 

Komplette og begrænsede skriftsprog

Et fuldt udviklet skriftsprog kan defineres som en samling af selvstændige tegn, der kan repræsentere alle lyde i det sprog, hvortil det er knyttet. Begrænsede skriftsprog, som består af tegn eller mærker, der er lavet for at tælle eller for identifikation, går ca. 30.000 år tilbage i tiden, mens udviklingen af komplette systemer først har fundet sted indenfor de sidste ca. 5.000 år. Begrænsede skriftsprog inkluderer både billedtegning, illustrationer eller piktografi og ideografi, som er brugen af billeder til at repræsentere ikke objektet selv, men nogle egenskaber eller ideer antydet af objektet. F.eks. brugen af en tegning af solen til at angive ideen om varme eller lys. Begrænset skriftsprog refererer direkte til objektet eller ideen, der er tegnet. Piktogrammer eller ideogrammer frembringer et billede eller et koncept, som kan udtrykkes i sproget, hvor læseren ikke nødvendigvis behøver at kende skriverens sprog, men kan oversætte tegnene direkte til eget sprog. Et begrænset skriftsprog, der har sin oprindelse i ét sprog, kan derfor i mange tilfælde tilpasses et nyt sprog. Eksempler herpå er akkadernes overtagelse af sumerernes kileskrift, japanernes overtagelse af kinesernes tegn, og grækernes overtagelse af det fønikiske alfabet; det sidstnævnte skete ved at modificere den semitiske skrift og tilføje vokaler.

De tidligste skriftsprog fra Mesopotamien, Ægypten og Centralamerika er begrænsede skriftsprog, da de refererer til repræsenterede objekter og ikke til ordene for objekterne. Internationale trafikskilte er et eksempel på et nutidigt begrænset skriftsprog (figur 2a og b).

Alle komplette skriftsprog hviler på et og samme basale princip: Både de alfabetisk baserede skriftsprog og kinesisk og japansk anvender symboler til at repræsentere lyde (dvs. fonetiske tegn). Et fuldt udviklet eller sandt skriftsprog repræsenterer ord eller lyde, ikke objekter. Også tegnsprog er avancerede og ikke uafhængig af sproget: Tegnene er begrebsmæssigt abstrakte ligesom bogstaverne i alfabetet. For at forstå en besked skrevet i et komplet skriftsprog må læseren kende skriverens sprog.

Et skriftsprog, der har et tegn for hvert ord i sproget, kaldes logografisk (eller ideografisk), mens et skriftsprog med et tegn for hver stavelse kaldes syllabisk, og et skriftsprog med et tegn for hver lyd i sproget kaldes alfabetisk eller fonografisk.

Ethvert logografisk eller logo-syllabisk skriftsprog behøver som minimum hen imod 600 tegn. Et rent syllabisk skriftsprog kan klare sig med 100 (sjældent 200) tegn, hvor hvert tegn som nævnt repræsenterer en stavelse. I de fleste logografiske skriftsprog kan et tegn betyde flere forskellige ord. Nogle logografisk baserede skriftsprog anvender derfor såkaldte determinativer eller fonetiske indikatorer til at løse problemet med flertydighed.

Et alfabetisk skriftsprog er karakteriseret ved et begrænset antal tegn (30 eller færre), og flertydigheden er næsten elimineret, fordi skriveren kan stave lyden af hvert ord.

Få skriftsprog eksisterer dog i en ren logografisk, syllabisk eller alfabetisk form. De fleste alfabetiske skriftsprog anvender eksempelvis logogrammer for tal og tegn som f.eks. &, $ og % tegn i vores skriftsprog.

Alle moderne, fuldtudviklede skriftsprog har som forløber forskellige former for piktogrammer. Hvis de er tegnet på en klippeoverflade kaldes de petrogrammer, hvis de er indridset kaldes de petroglyfer. Sidstnævnte blev meget anvendt af de nordamerikanske indianere. Når piktogrammer og ideogrammer er blevet så stiliserede, at de ikke længere er genkendelige som repræsenterende specifikke objekter, begynder brugerne, både når de læser og når de skriver, at overføre betydningen af tegnene fra objekterne til navnene på objekterne – dvs. tegnene kommer til at betyde ord frem for objektet. Skrivningen bliver hermed mere fonetisk (lydbaseret).

Noget meget afgørende i skriftsprogenes udvikling var opfindelsen af rebusprincippet, som indebar at de piktografiske symboler nu kunne anvendes for dets fonetiske værdi. Et rent piktografisk system kommer hurtig til kort allerede når, der skal udtrykkes elementære talte begreber. Men piktogrammer kan transformeres til en rebus, hvor et enkelte piktogram ikke længere repræsenterer det objekt eller den idé, det angiver, men i stedet lyden forbundet med ideen. På denne måde kan man ved hjælp af rebusprincippet gøre lyde synlige på en systematisk måde, hvorved abstrakte begreber kan angives med symboler. Et eksempel er tegnet for sol, der kom til at blive det første tegn i den hieroglyffiske stavning til Ramses (R(e)).

Set i en international sammenhæng falder de dominerende skriftsprog i to hovedgrupper, en vestlig, der benytter sig af alfabeter med fælles oprindelse, samt en østlig med kinesisk og japansk som de to vigtigste, nært beslægtede skriftsprog. I en europæisk sammenhæng falder det mest naturligt at tale om alfabetets tilblivelse og udvikling. Her er udviklingen forløbet ad de samme kendte baner - fra en billedskrift (piktografisk) over idéskrift (ideografisk) til stavelsesskrift (syllabisk) og videre frem til en egentlig lydskrift (fonografisk eller alfabetisk).

 

Tallene

Vi kalder tallene øverst på tastaturet for arabertal. Araberne kalder dem for persiske tal, og perserne omtaler dem som indiske. Ingen vil tilsyneladende kendes ved dem, men det er fra Indien, at tallene oprindelig kommer. Det er også inderne, der indførte nullet (mayaerne indførte nullet uafhængigt heraf). Nul kommer af latin: nullus, dvs. intet. Araberne kalder tegnet sifr, dvs. torn - det samme ord som vort ciffer; det bliver på italiensk til zeflro og siden på fransk og engelsk til zero.

 

       

 

Kileskriftens opfindelse i Sumer

Det var sumererne, der først opfandt skrivekunsten – dette skete i form af kileskriften. De første sumeriske lertavler var rent piktografiske og dateres til ca. 3300 fvt. – de stammer fra Uruk (det bibelske Erech) i den sydlige del af Mesopotamien (figur 3). Kileskriften blev anvendt i mere end 3000 år, idet de yngste inskriptioner med kileskrift er fra ca. 75 evt. (figur 4 og 5).

Det sumeriske skriftsprog opstod af nødvendighed og havde uden tvivl sin rod i ønsket om at føre regnskab med handelen med de meget store mængder landbrugsprodukter, der fremstilledes i Sumer. Der skulle eksempelvis holdes regnskab med hvor meget af høsten, der skulle lagres til eget forbrug, hvor meget der skulle anvendes til næste års såning og hvor meget, der skulle afsættes til handel med andre.
 

Lerbrikker

De tidligste forsøg på at holde regnskab kan faktisk føres helt tilbage til tidlig-neolitisk tid, hvor små brikker eller figurer af ler kendes fra bl.a. Çatal Hüyük (Tyrkiet) og Jarmo (Iran) - figur 6. Disse lerbrikker har formentlig repræsenteret forskellige værdier eller forskellige typer af varer (får, kvæg m.m.). Anvendelsen af lerbrikker var vidt udbredt i det vestlige Asien fra Beldibi i det nuværende sydvestlige Tyrkiet til Chanhu Daro i Pakistan. Næsten 10.000 år gamle brikker er endvidere fundet nær Khartoum ved Nilen. Lerbrikker har været anvendt indtil ca. 1500 fvt., dog er antallet af fundne lerbrikker yngre end 3000 fvt. begrænset.

Indtil for relativt for nylig henlå lerbrikkerne hengemt i skuffer på arkæologiske museer forskellige steder i verden. Det var Denise Schmandt-Besserat, professor i tidlige mellemøst-studier ved University of Texas, Austin, der identificerede lerbrikkerne som en slags skriftsprog.

I begyndelsen af Uruk-perioden (3800-3200 fvt.) var anvendelsen af lerbrikker vidt udbredt i Sumer. Hver genstand (eller vare) havde sin bestemte form, ligesom der var bestemte former til betegnelse af antal og kvalitet, steder og personer. Når en vare skulle sendes til en anden person, lagde man lerbrikker, der angav varens art, antal og kvalitet ind i en hul lerkugle (bulla), der fulgte med varen. Senere begyndte man at lave aftryk af lerbrikkerne på ydersiden af lerbeholderen, så man derved kunne se beholderens indhold, uden at den skulle slås i stykker (figur 7).

 

Lertavler med billeder

Lerbrikkerne var som nævnt ikke opfundet af sumererne, de var langt ældre end den sumeriske civilisation. Men metoden med lerbrikkerne blev moderniseret af sumererne, idet de fandt på at tegne den samme figur ind på en flad lertavle i stedet for at have besværet med brikkerne. De ældste piktografiske lertavler af denne type stammer fra Uruk-perioden; 80% af tavlerne er økonomiske dokumenter, men der er også fundet lister over professioner o. lign. (figur 8). Da det sumeriske sprog for en stor dels vedkommende havde ord for de fleste varer på 1-2 stavelser, var springet til et rigtigt skriftsprog nærliggende. Man fandt ud af, at den enkelte stavelse havde en lyd, som man kunne sammensætte og dermed få en helt ny betydning (f.eks. på dansk ordet får og ordet bi kan sættes sammen og blive til forbi).

Udviklingen af kileskriften

Den sumeriske skrift var således oprindelig en piktografisk skrift (figur 9). Et vigtigt trin i udviklingen var, at piktogrammet ikke kun kom til at repræsentere betydningen af genstanden, det forestillede, men også lyden af ordet eller af en stavelse, der indgik i ordet for genstanden. Sumererne udviklede dog aldrig et alfabetisk skriftsprog. For at udtrykke sig i sætninger anvendte sumererne (og senere ægypterne) som nævnt rebusformen. Efterhånden stiliseredes piktogrammerne, og de blev mere og mere abstrakte (figur 10). I starten tegnede man i leret med skriveredskaber af træ, ben eller elfenben, hvor den ene ende var stump, den anden spids, så det kunne tegne i det bløde ler. Mod slutningen af Uruk-perioden gik man over til at bruge et lige afskåret siv, der var trekantet eller kileformet (eng. cuneiform, af græsk cuneus = kile) i tværsnit og som man trykkede ned i leret, hvorved kileskriften opstod. Herved opstod dog det problem, at man ikke kunne lave buede linier, men kun trekanter, hvorfor skriften blev mere stiliseret. Egentlige tekster fandtes fra 3100 fvt. og fra 2600 fvt. findes en hel række myter og sagn. 2400 fvt. finder vi lange og mange tekster, skøder, aftaler, kontrakter, litteratur osv. (figur 11-14).

På tidspunktet for det assyriske imperium i det første årtusinde fvt. kunne man i kileskriften ikke længere genkende dets piktografiske ophav. Tavlerne blev fra dette tidspunkt ofte inddelt i spalter og sektioner, og skriften skulle læses fra venstre mod højre (figur 14 og 15). Når der skulle skrives en lertavle, ville skriveren begynde øverst til venstre og bevæge sig nedad. Herefter vendte han tilbage til toppen og startede på næste søjle. Når han på denne måde nåede nederste højre hjørne, vendte han tavlen om over den nederste kant, hvorefter han begyndte at skrive i øverste højre hjørne og arbejdede sig i søjler mod venstre. På den måde blev lertavler skrevet som en moderne avis bortset fra, at de gamle skrivere vendte ”bladet” over den nederste kant i stedet for over sidekanten.

På et eller andet tidspunkt sent i 3. årt. eller tidligt i 2. årt. fvt. sker der en ændring i tegnenes orientering. Piktogrammerne på tavlerne blev drejet 90 grader, så de lå på ryggen; og i stedet for at bliver skrevet vertikalt blev de nu skrevet horisontalt. Og de blev nu altid skrevet fra venstre mod højre.

Der var 800-1000 tegn på sumerisk, men efter akkadernes overtagelse (efter 2300 fvt.) blev antallet reduceret til 150-200. Men ca. år 1500 fvt. var antallet af tegn atter steget til 700-800. De hyppigst anvendte karakterer repræsenterede genstande som brød, øl, får, kvæg og klæder. Der er fundet lister med tegn, en slags ordbog som skriveren kunne benytte sig af. Et tegn kunne have flere betydninger afhængig af sammenhængen. Dette betød, at antallet af tegn gradvist blev reduceret til omkring 600 tegn i almindelig brug.

Kileskrift var primært skrevet på lertavler, men det er også blevet indridset i sten, metal, elfenben glas og voks. I figur ses en babylonisk skoletavle (figur 16). Mange sådanne skoletavler er fundet med lærerens version på den ene side og elevens ufuldstændige version på den anden. Al skrivning og læsning var overladt til professionelle skrivere. Selv om kileskriften efterhånden blev meget simplificeret var skrivekunsten dog forbeholdt de meget få. I Babylon og i Assyrien udgjorde skrivere nærmest deres egne kaste, meget magtfulde, i nogle tilfælde mere magtfulde end herskeren selv.

Efter udviklingen af kileskriften omkring 3.000 år fvt. slutter oldtiden (den forhistoriske periode), og historisk tid, dvs. menneskets nedfældede historie tager sin begyndelse. Indholdet af de fleste sumeriske tavler var fortsat med regnskabsmæssigt indhold, men efterhånden optrådte også historiske dokumenter og tavler med hymner, hellige skrifter og med mytologisk indhold. Kong Shulgi af Ur (2046-1988 fvt.) beordrede således alle myter, sagn og litteratur nedskrevet. Der findes også en tekst, der beskriver Ur-Nammu’s død (Ur-Nammu var konge i Ur i det 3. årt. fvt.) og en tekst, der beskriver mulighederne for at forbedre livet efter døden; til dette formål blev den døde medgivet gaver i graven beregnet til underverdenens herskere. En anden tekst med mytologisk indhold forholder sig også til livet efter døden: Her beskrives guden Inanna’s rejse til underverdenen; de døde beskrives som frataget lyset, og ler og støv var deres føde; de var klædt som fugle. Al komfort skulle derfor medbringes fra de levendes verden. Også tekster af egentlig litterær karakter er fundet, f.eks. eposet om Gilgamesh. Dette epos blev forbillede for de senere græske myter, f.eks. om Herkules, men indeholder også en historie om Syndfloden, som den bibelske version bygger på.

Den sumeriske ”kongeliste” er den ældste historiebog, der er nedskrevet på lertavler (figur 3). Den er den eneste skriftlige kilde til de ældste tider, selvom den på ingen måde kan anses for at være korrekt. Den starter med at nævne fem bystater, hvor otte konger regerede i 241.200 år! ”Så skyllede Syndfloden over landet”. En af de otte konger før Syndfloden var far til Utnapishtim, konge af Shuruppak, der overlevede katastrofen. Efter Syndfloden nævnes kongerne fra ”helte-tiden”, bl.a. den berømte kong Gilgamesh af Uruk.

Det akkadiske sprog, der er basis for alle senere semitiske sprog, kom til at dominere Mesopotamien efter 2000 fvt., men kileskriften fra Sumer kunne umiddelbart anvendes til at skrive akkadisk og senere også babylonisk, elamitisk, eblaitisk, hittitisk, assyrisk og oldpersisk. Kileskriften nåede også Palæstina (kanaanæisk) og Armenien (urartisk).

Forskellige former af hittitisk, der tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie, blev talt på den anatolske højslette fra det andet årtusinde fvt. til kort efter år 0. Hittitterne anvendte fra 1500 til 1200 fvt. en skriftform, der var en direkte udløber af den sumeriske. Hittitterne var stort set ukendte (bortset fra spredte henvisninger til dem i det Gamle Testamente og i ægyptiske og babyloniske optegnelser) indtil 1906, hvor man udgravede deres hovedstad ved Boghazköy (fortidens Hattusas) i Tyrkiet, hvor man fandt et kongeligt bibliotek med 10.000 lertavler med kileskrift.

Hittitterne anvendte også et hieroglyffisk baseret skriftsprog (fra 1500 til 700 fvt.), men hieroglyfferne var helt forskellige fra de ægyptiske. Den hieroglyffiske skrift blev næsten udelukkende anvendt i ”udstillingsøjemed” og ikke til kommunikation; den er fundet på segl og klipper.

 

Tallene

Sumererne anvendte det seksagesimale system baseret på multiple af 60 til at tælle, både når det angik mennesker og dyr, daglige produkter, tekstiler, fisk træ, stenredskaber og beholdere (figur 17 og 18). I figur er vist en af de vigtigste sumeriske lertavler, som igen udelukkende indeholder beregninger, der er ingen rebus til at udtrykke fonetiske elementer i sproget. Tallene undergik også en udvikling til kileformede tegn. Dette system var dog først fuldstændig gennemført på tidspunktet for det oldbabylonske rige (første halvdel af det 2. årt. fvt.). Tallenes værdi var nu også angivet ved deres placering, som vi kender det fra vort eget talsystem. Det eneste, der manglede for 4000 år siden, var et symbol for tallet 0.

I dag anvender vi det seksagesimale system for at markere tid og vinkel.

 

Dechifrering af kileskrift

Europæerne genopdagede kileskriften i 1618 i Persepolis, Iran; opdageren var den spanske ambassadør i Persien, Garcia Silva Figueroa. Den første inskription med kileskrift blev publiceret i 1657. De fleste eksperter antog på daværende tidspunkt, at tegnene ikke var udtryk for skrivning, men for ornamentik; nogle antog endda, at det var aftryk lavet af fugle, der havde spadseret hen over vådt ler. Også Thomas Hyde, der var professor udi mellemøstlige sprog ved universitetet i Oxford, afviste, at der kunne være tale om et skriftsprog, men det var dog ham, der først anvendte betegnelsen kileformet.

 Der var ingen fremskridt i tydningen af kileskriften indtil 1770’rne. Det var bl.a. danskeren Carsten Niebuhrs (1733-1815) undersøgelse af kileskriften i Persepolis, der bidrog til de første tiltag mod en tydning. Han var den første, der nøjagtig afskrev teksten fra Persepolis, og han publicerede sine første undersøgelser i 1772 (figur 19). Han kunne bl.a. slå fast, at kileskriften i Persepolis skulle læses fra venstre mod højre, og han kunne skelne tre forskellige skriftsprog. Den egentlige tydning startede dog først efter 1880, men denne byggede i væsentlig grad på Niebuhrs undersøgelser.

Den første, der tog et afgørende skridt frem mod en tydning, var den tyske lærer Georg Grotefend. Han begik dog desværre den fejl at opfatte den oldpersiske kileskrift som udelukkende alfabetisk, mens den i virkeligheden er blandet alfabetisk-syllabisk.

Den engelske officer Sir Henry Creswicke Rawlinson (1810-95) tilskrives æren at have leveret den endelige tydning af kileskriften. Kileskriftens ”rosettasten” blev den omfattende inskription af den persiske kong Darios på en klippe i Zagros bjergene i det vestlige Iran nær den lille by Behistun (figur 20). Kong Darios er omtalt i en af inskriptionerne fra Persepolis: ”Darios, den store konge, kongen over kongerne, konge over landene, søn af Hystapes, en achæmenier, der byggede dette palads”. Som i Persepolis kunne tre skriftsprog erkendes i Behistun: Oldpersisk, elamitisk og babylonisk. Den oldpersiske kileskrift var den første, der blev tydet. Rawlinson havde stor hjælp af sit kendskab til to andre sprog, avestan og sanskrit i sin tydning; begge var indoeuropæiske som oldpersisk, og især avestan var tæt på oldpersisk. I 1846 var han i stand til at lave en komplet oversættelse af den oldpersiske del i Behistun. I 1857 blev den babylonske kileskrift tydet (figur 21).

Elamitisk kileskrift viste sig vanskeligst at tyde, da elamitisk ikke er beslægtet med noget andet kendt sprog, mens babylonisk er beslægtet med hebræisk, aramæisk og andre semitiske sprog. Elamitisk er det gamle Elams sprog. Elam udgjorde et areal, der groft svarer til nutidens iranske oliefelter. 2500 år før kileskriften fra Behistun blev en piktografisk skrift anvendt til at skrive Elams sprog – dette kaldes proto-elamitisk, der aldrig er blevet dechifreret. Lertavler med proto-elamitisk er fundet i Susa, Elams gamle hovedstad, men også oppe ved den iranske grænse mod Afghanistan. De er nogenlunde tidssvarende med de tidligste sumeriske tavler fra Uruk.

Den hittitiske kileskrift blev tydet i 1933.

 

 

ÆGYPTENS HIEROGLYFFER

Hieroglyffisk er betegnelsen for ethvert system af højt stiliserede, men stadig genkendelige billeder, og betegnelsen er, foruden for det tidlige ægyptiske skriftsprog, også blevet anvendt for det gamle kretensiske skriftsprog og for maya-skriftsproget. Den ægyptiske hieroglyfskrift var poetisk og næsten levende, fordi den bestod af smukke stiliserede tegninger af fugle, andre dyr, menneskehoveder, planter og blomster. I modsætning hertil står kileskriften, der nærmest kan betegnes som asketisk, geometrisk og abstrakt (figur 22-27).

Hieroglyf betyder sprogligt gudernes skrift (ordet hieroglyf kommer af græsk, Hieros = hellig og glyf = skrift). Ifølge ægypterne var skrivekunsten givet til menneskeheden af guden Thoth (figur 28).

De ældste kendte lertavler med (primitiv) ægyptisk skriftsprog blev fundet for nogle år siden i den ægyptiske kong Skorpions grav. En kulstof-14 datering viste en alder på godt 5.000 år. De tidligste genkendelige ægyptiske hieroglyffer er fra omkring 3000 fvt. Hieroglyfferne er derfor næsten lige så gamle som kileskriften, og skriften bevaredes næsten uændret helt frem til 394 evt. Antallet af tegn steg dog hen over århundrederne fra oprindeligt 700 til omkring 5000.

Sidst i 300-tallet er ingen længere i stand til at læse de gamle hieroglyffer. De havde mistet deres mening og var præcis lige så uforståelige, som de er i dag for de tusinder af turister, der svedende trasker forbi de aldrende monumenter.

 

Oprindelse og udvikling

Det er helt uafklaret, hvordan hieroglyfferne er udviklet. Modsat kileskriften synes de ægyptiske hieroglyffer ikke at være udviklet over århundreder; pludselig var de der i fuldt flor omkring 3000 fvt., lige før begyndelsen af den dynastiske periode.

I modsætning til sumerernes kileskrift udgjorde ægypternes hieroglyffer fra starten et tilnærmelsesvist ægte skriftsprog, der næsten fuldstændigt kunne gengive det talte sprog. Ved hjælp af hieroglyfferne var det muligt at beskæftige sig med både abstrakte og konkrete anliggender, og tidlige tekster omhandler en lang række emner: Landbrug, medicin, jura, uddannelse, religion og traditionelle myter. Oldægyptisk rummer desuden en rig litteratur skrevet med hieroglyffer. Meget berømt er Dødebogen skrevet under det 19. dynasti i det 13. årh. fvt.

Der er ingen sikre holdepunkter for en forbindelse mellem Sumers kileskrift og Ægyptens hieroglyffer. Man kan dog ikke helt afvise, at ideen til udviklingen af den ægyptiske skriftform stammer fra det nærliggende Sumer. Man ved, at der på det pågældende tidspunkt fandt udbredt handel sted over store afstande. F.eks. importerede ægypterne lapis lazuli fra Afghanistan. Der er imidlertid meget betydelige forskelle på ægyptiske hieroglyffer og sumeriske piktogrammer, både i formen, i anvendelsen af vokaler (fandtes ikke på ægyptisk) og den højere grad af fonografi i ægyptisk skriftsprog sammenlignet med sumerisk skriftsprog.

Ægyptisk hieroglyffisk skrift er en blanding af symboler, der står for ord og ideer (logo- eller ideogrammer) og fonetiske tegn (fonogrammer). Nogle hieroglyffer er genkendelige billeder af objekter, som f.eks. en fugl eller en slange, dvs. de er piktogrammer, men billedet angiver ikke nødvendigvis betydningen af tegnet. F.eks. ”hånd” tegnet i en kartouche for Cleopatra har ikke noget med betydningen ”hånd” at gøre; det er et fonogram for værdien t. Dvs. at et piktogram kunne fungere som et fonogram, et ideogram eller et piktogram afhængig af sammenhængen. Forpartiet af en løve kunne f.eks. betyde overhøjhed (jf. sfinksen), en hveps kongelighed, og en haletudse stod for tusinder. Skriftsproget indeholdt også determinativer, der føjedes til enden af et logogram for at angive ordets betydning i den pågældende sammenhæng. Rebusprincippet fandt udstrakt anvendelse.

Gravkamrenes hieroglyffer er kunstværker af stor æstetisk virkning – de var frembragt med yderste omhu i nøje overensstemmelse med en fast forankret tradition. I virkeligheden skal disse først og fremmest opfattes som udtryk for en okkult filosofi og manifestationer af magt, snarere end som meddelelser, der skal opfattes rationelt (figur 29).

Oftest blev hieroglyffer læst og skrevet fra højre mod venstre, og denne retning blev vist med menneskets eller fuglens hoved. Der var dog undtagelser herfra, idet ansigterne i hieroglyfferne kunne vendes mod en gud eller en farao, hvilket indikerede en anden læseretning. Reglen var at tegn m.m. altid var skrevet på en måde, så læserens øje passerede over dem fra front og bagud. Hieroglyffer kunne også skrives fra bund mod top eller i alternerende retninger: Fra højre mod venstre i én linie og fra venstre mod højre i den næste linie (kaldet bustrofedon, hvilket betyder som en okse, der traver frem og tilbage under pløjning af markerne, dvs. oksevendingsskrift).

Tal blev altid skrevet fra venstre mod højre. Der var intet nul og ingen negative tal. Tallet 9 blev skrevet som IIIIIIIII.

I Ægypten som i Mesopotamien var evnen til at skrive og læse et privilegium og en kilde til magt. I Ægypten var det en kolossal opgave at beherske disse evner pga. det enormt store antal skrifttegn. Ægyptens befolkning er estimeret til ca. 1 million i det Gamle Rige og til 4-5 millioner i den græsk-romerske periode. Højst 1 % kunne læse og skrive.

Ægypterne skrev på papyrus, men pergament blev anvendt til særlige, værdifulde dokumenter. Navnet papyrus menes at stamme fra det ægyptiske pa-en-per-aa, der betyder ”det som tilhørte kongen”. Højst sandsynlig havde kongehuset monopol på fremstilling og handel med papyrus. Brugen af papyrus kom allerede i gang under det første dynasti. Standardstørrelsen var 40 x 40cm, men arkene kunne sættes sammen i ruller, hvor den længste man har fundet er 41m. Blækket var sort og holdbart, det blev lavet ved at blande vand med sod og vegetabilsk lim (f.eks. gummi arabicum) på en træpalette. Overskrifter blev skrevet med rødt blæk fremstillet ud fra cinnober (kviksølvsulfid) eller minium (blyoxid). Pennen var et simpelt sivrør omdannet i spidsen til en lille pensel.

Guddommelige navne og navne på faraoner optræder i form af  en kartouche (”navneskilt”, hieroglyffer omgivet af en oval ramme), hvorfor de er nemme at genkende. Ordet kartouche blev opfundet af Napoleons soldater i Ægypten 1798. Ovalerne, der omsluttede en gruppe af hieroglyffer, mindede dem om patronerne (”cartouches”) i deres bøsser (figur 30-33).

Fra hieroglyfferne udvikledes til praktiske formål to kursive skriftsprog, hieratisk og demotisk, hvor den førstnævnte anvendtes fra det 5. dynasti (2400 fvt.), mens demotisk blev udviklet ca. 650 fvt. Hieratisk var oprindeligt Ægyptens dagligdags administrative og forretningsskriftform, men efter udvikling af demotisk blev hieratisk fortrinsvist anvendt af præsteskabet. Demotisk kommer af det græske demotikos, der betyder ”i almindelig brug”, men demotisk har dog ikke noget at gøre med spredningen af skrive- og læseevnen til almuen. Demotisk er nærmest en stenografisk skrift, der anvendtes indtil 452 evt. Hieroglyffer blev især brugt som en monumental skriftform til indgravering i hårde materialer eller til maling på gips eller træ.

Koptisk repræsenterer det sidste stadium af skrivning i det antikke Ægypten, og det eneste stadium hvor vokaler er inkluderet (figur 34). Koptisk blev anvendt af de kristne efterkommere af de gamle ægyptere. Koptisk anvendes stadig i den koptiske kirke og skrives hovedsageligt med græske bogstaver suppleret med syv tegn lånt fra demotisk. Skønt ordforrådet i koptisk indeholder græske og andre fremmede ord, stammer det meste fra faraonernes tid. De ægyptiske skriftsprog – på nær koptisk – manglede som ovennævnt vokaler. RAMSES blev derfor skrevet som R MS S.

Athanasius Kircher, en jesuitterpræst fra det 17. årh., var blandt de sidste videnskabsmænd i historien, der forsøgte at kombinere totaliteten af menneskets viden. Han interesserede sig også for de ægyptiske hieroglyffer og deltog bl.a. i redningen af det koptiske sprog fra at uddø. Det koptiske sprog opstod som nævnt i Ægypten i den tidlige kristne periode og var i århundreder det officielle sprog i den ægyptiske kirke, men tabte dog med tiden terræn til fordel for arabisk. Koptisk som talesprog uddøde i det 16. årh., og skriftsproget var nær ved at lide samme skæbne i det 17. årh. Men i det følgende århundrede lærte flere sprogforskere sig til alt held koptisk, idet dette sprog skulle vise sig helt afgørende for tydningen af hieroglyfferne. Ordet kopt er i øvrigt deriveret fra det arabiske gubti, som er en forvanskning af det græske ord Aiguptos = Ægypten.

 

Dechifrering - Rosettastenen

Inskriptionerne på Rosettastenen skulle vise sig at rumme nøglen til dechifreringen af hieroglyfferne (figur 35). Rosettastenen blev opdaget af Napoleons soldater i juli 1799 (figur 36); den var bygget ind i en væg på et gammelt hus i landsbyen Rashid (Rosetta), der ligger i Nildeltaet få km fra Middelhavet. En officer indså dens betydning, og han fik stenen flyttet til Cairo. Kopier blev lavet og fordelt til eksperter i Europa i 1800. I 1801 blev stenen flyttet til Alexandria i et forsøg på at hindre, at den blev snuppet af britiske styrker. Men briterne fik alligevel fat i den og fik den sendt til England og udstillet på British Museum, hvor den har været siden.

Inskriptionerne på Rosettastenen er på to sprog, ægyptisk og græsk, men der er tre skriftsprog, foruden græsk, ægyptiske hieroglyffer og demotisk. Årsagen til den græske inskription var, at Ægyptens herskere på tidspunktet for inskriptionen (196 fvt.) ikke var ægyptere, men makedonske grækere, efterkommere af Alexander den Store.

Englænderen Thomas Young (1773-1829) var den første, der forsøgte af arbejde med dechifreringen af Rosettastenen i 1814. Han var den første, der erkendte at ægyptisk skrift både var alfabetisk og ikke-alfabetisk. Han konkluderede, at den demotiske skrift var en blanding af alfabetiske tegn og andre, hieroglyf-lignende tegn. Young mente endvidere, at den hieroglyffiske skrift anvendte et alfabet, når der skulle staves til fremmede navne, men han var overbevist om, at de resterende hieroglyffer, den del der blev anvendt til at skrive det ægyptiske sprog, var ikke-fonetisk. Young informerede franskmanden Jean-François Champollion om sine resultater og publicerede dem desuden i Supplement to the Encyclopaedia Britannica (4. udgave) i 1819.

 Young var imidlertid ude af stand til at tage de afgørende skridt frem mod en tydning, og det blev i stedet Champollion, der i 1823 kunne annoncere den fulde dechifrering af de ægyptiske hieroglyffer – hvilket skete på basis af både Rosettastenen og inskriptionerne på Philae obelisken (den 24. august 394 evt. blev ægyptiske hieroglyffer anvendt for sidste gang til at skrive på oldægyptisk på øen Philae i det sydlige Ægypten – figur 37-38). Champollion antog korrekt at ikke-ægyptiske navne og ord var stavet alfabetisk både i demotisk og hieroglyffisk skrift. Allerede i september 1822 præsenterede Champollion sine berømte Lettre á M. Dacier relative à l’alphabet des hiéroglyphes phonétiques (figur 39).

Selve inskriptionen på Rosettastenen er en kopi af et dekret udstedt af et råd af præster, der repræsenterede alle dele af det ægyptiske rige. Rådet var samlet i Memphis på datoen for det første jubilæum for kroningen af Ptolemeus V Epiphanes, konge over hele Ægypten. Datoen var den 27. marts 196 fvt. I den ptolemæiske periode var de fleste officielle dokumenter skrevet i en græsk og i en ægyptisk version, fordi regeringsmedlemmer og alle højere embedsmænd som tidligere omtalt var makedonske grækere. Ptolemæerne selv var alle efterkommere efter den første Ptolemeus, søn af Lagus, som var en af Alexander den Stores generaler. I teksten på Rosettastenen æres Ptolemeus V af Ægyptens templer til gengæld for de tjenester han gør for Ægypten, både derhjemme og ude i verden. Gejstlige privilegier, især dem af økonomisk karakter, er detaljeret opremset.

 

KRETENSISK SKRIFT

Den britiske arkæolog Sir Arthur Evans (1851-1941) styrede Kretas arkæologi i et halvt århundrede. Knossos paladset, som han udgravede, kaldte han kong Minos palads, og hele Kretas bronzealder kaldte han den minoiske kultur (figur 40 og 41). Han indførte også betegnelserne for fire tidsperioder og for de tre kretensiske skriftsprog: hieroglyffer, Linear A og Linear B.

Evans begyndte at grave ved Knossos i år 1900. I forbindelse med udgravningen af paladset stødte han på store mængder af lertavler med en skrift, som ikke lignede ægyptiske hieroglyffer, sumerisk kileskrift eller det senere græske alfabet. Han benævnte det talte sprog minoisk og den ukendte skrift for Linear skrift, klasse B (figur 42-44). Han brugte de resterende 40 år af sit liv på at dechifrere skriften, men uden held. Dechifreringen kom først i 1952 (se nedenfor). Linear B er den ældste europæiske skrift, som kan læses i dag. Den er 500 år ældre end det ældste græske alfabet. Linear B blev som anført første gang fundet ved Knossos, men skriftformen er senere fundet på det græske fastland i forbindelse med den mykenske civilisation. De kretensiske tavler er fra tidligt i det 14. årh. fvt., mens tavlerne fra fastlandet er yngre, fra det 13. årh. fvt.

Foruden Linear B erkendte Evans to andre skriftsprog på det antikke Kreta: En hieroglyffisk skrift og Linear A. Hieroglyfferne er de ældste og er dateret til mellem 2000 og 1650 fvt. Hieroglyfferne er næsten udelukkende fundet på segl af sten, sjældent indgraveret i ler. Linear A er især fundet på lertavler fra den sydlige del af Kreta, praktisk taget intet er fundet ved Knossos, men overraskende nok på det græske hovedland. Linear A er næstældst blandt de tre kretensiske skriftsprog og dateres til mellem 1750 og 1450 fvt. Linear A er aldrig blevet dechifreret.

Linear A er tilsyneladende udviklet fra den hieroglyffiske skrift og blev anvendt indtil kollapset af den minoiske civilisation i det 15. årh. fvt. (figur 45). Linear A var den minoiske kulturs skriftform, mens linear B blev anvendt af grækere og minoere efter den græske erobring af Knossos og andre dele af Kreta. Linear A blev anvendt til at skrive minoisk, linear B til at skrive græsk.

Efter nogles mening er der et tæt forhold mellem linear A og B, idet sidstnævnte sandsynligvis er udviklet fra den første, dog med visse modifikationer, der var nødvendige for at kunne skrive græsk og ikke minoisk. Andre er dog af den mening, at det er en fejlagtig hypotese, at de minoiske skrifttegn i Linear A og deres lydværdi skulle være overtaget af grækerne i Linear B-tegnene. Ifølge disse er de græske skrifttegn i Linear B en uafhængig opfindelse og kun ideen om stavelsestegn kan være inspireret af de minoiske skrifttegn.

 

Bronzealderen på Kreta

Bronzealderen på Kreta inddeles normalt i fire perioder:

1. Før paladsperioden 2800-2000 fvt. Efter 2800 fvt. blev bronze importeret til Kreta og andre øer i det Ægæiske Hav. Ny teknik muliggjorde bedre bearbejdelse af jorden samt af sten og træ. Hvor beboelsen i den foregående stenalder mest var i klippehuler, bliver der nu bygget huse af ler, sten og træ, og der opstår efterhånden små byer.

2. Den ældre paladsperiode 2000-1650 fvt. Her opstod efterhånden en egentlig bykultur, den første i Europa. I midten af byerne lå en stor rektangulær plads, hvor borgerne kunne deltage i religiøse ritualer som processioner, ofring af dyr, uddeling af brød og vin m.m. Omkring pladsen lå bygninger beregnet til forskellige former for religiøse handlinger, bygninger med kornlagre, bagerier, slagterier m.v. og desuden de største huse, hvor eliten boede. Jorden og dens produkter tilhørte vel Moder Jord, men det var en elite, der fordelte arbejdet med jorden og landbrugsprodukterne.

Der er fundet fire store byer: Knossos, Phaistos, Malia og Zakros. For at administrere byerne blev det, ligesom i andre bykulturer, nødvendigt med et skriftsprog. Fra denne periode findes indgraverede seglsten med hieroglyfskrift. Phaistos-skiven (se nedenfor) hører til i gruppen af hieroglyfskrifter. I løbet af perioden blev hieroglyfskriften suppleret af Linear A skrift, der tegnedes i små bløde lertavler. Perioden afsluttes med flere jordskælv i 1600-tallet fvt., hvor alle paladserne på Kreta bliver lagt i ruiner. Jordskælvene var formentligt udløst af det eksplosive vulkanudbrud på øen Santorini nord for Kreta; udbruddet fandt sted engang i 1600-tallet fvt.

Den yngre paladsperiode 1650-1450 fvt. Paladserne blev genopbygget efter en ensartet plan. Kreta blev centrum for en rig sømagt med interesser i det østlige Middelhav. Politik og økonomi blev styret af en rig og veluddannet religiøs elite. Eliten boede i paladser, men der var tilsyneladende ingen konge. Perioden afsluttedes med en ødelæggelse af paladserne som følge af et angreb af grækere fra Mykene.

Efter paladsperioden 1450-1200 fvt. Kun Knossos paladset blev genopbygget af mykenerne, og det blev hovedsæde for magten. De nye magthavere medbragte et nyt sprog, græsk og en ny skrift, Linear B, opstod. Brugen af Linear B ophørte ca. 1100 fvt., da mykenernes civilisation blev overløbet af dorerne. 300-400 år senere nåede det fønikiske alfabet til Grækenland.

 

Dechifrering

Det var den amerikanske sprogforsker Alice kober, der lagde grunden til tydningen af Linear B, men det var den britiske arkitekt Michael Ventris, der i 1952 løste gåden endeligt. Michael Ventris’, bedrift er kun overgået af Champollions dechifrering af de ægyptiske hieroglyffer i 1823; begge dechifreringer var i det væsentlige en enkelt mands værk.

Oprindeligt troede man (det gjorde både Evans og Ventris), at minoisk (og Linear B) intet havde med græsk at gøre, men i stedet var relateret til det ukendte etruskiske sprog. Det blev dog efterhånden mere og mere klart fra Ventris, at minoerne og mykernerne på det græske fastland havde talt og skrevet græsk i århundreder før Homers tid. 

De første forsøg på dechifrering af Linear B blev gjort ved hjælp af en cypriotisk skrift fra antikken, der allerede var blevet dechifreret. Bl.a. var der fundet inskriptioner med både græsk skrift og cypriotisk skrift (figur 46-47). I begge tilfælde var sproget græsk, og da lyden af de græske bogstaver var kendt kunne man også tyde den cypriotiske skrift, hvilket skete i 1870’rne. Cypriotisk viste sig at være syllabisk.

Den endelige bekræftelse af tydningen af Linear B kom fra en nyfunden tavle stammende fra Pylos på fastlandet; tavlen blev fundet af den amerikanske arkæolog Carl Blegen. Linear B viste sig at være en gammeldags form af græsk. Linear B var som den antikke cypriotiske skrift en stavelsesskrift. Der er ca. 60 stavelsestegn, og for at finde deres lydværdi brugte Ventris bl.a. stednavne på Kreta. Tavlerne viste sig ikke at indeholde noget som helst af litterær værdi, men hovedsageligt prosaiske detaljer om paladsadministration, navnelister, handelslister samt lister over varer.

 

Phaistos-skiven

Phaistos-skiven er en cirkulær skive af brændt ler med en diameter på 16 cm og tykkelse på 1,9 cm. Den blev fundet i 1908 i paladset i Phaistos på Kreta. Paladset blev ødelagt ved et jordskælv, der sandsynligvis var samtidig med det store vulkanudbrud på øen Santorini (se ovenfor). Phaistos-skiven er aldersvarende med Linear A. Faktisk er skiven fundet i et skrin sammen med en lille tavle med Linear A skrift. Antagelig er begge indskrifter i det minoiske sprog.

På begge sider af skiven er der med stempler trykt billedtegn i leret (figur 48). Der er i alt 242 tegn, der er ordnet i en spiral. Alene det, at der kun er 45 forskellige tegn viser, at det er stavelsestegn og ikke ordtegn. Tegnene er ved hjælp af streger inddelt i grupper. Der er 31 grupper på side A og 30 grupper på side B. En gruppe kan indeholde op til seks stavelsestegn. 

Tydningen af Phaistosskiven er opgivet af sprogforskerne, fordi der ikke er fundet andre tekster med de samme tegn. Phaistos-indskriften er imidlertid enestående ved, at skrifttegnene er let genkendelige billeder af dagligdags ting. Denne skrift kunne læses af analfabeter. Læseren, der kendte betegnelsen i hans eget sprog for den afbildede genstand, skulle blot udtale første stavelse af betegnelsen. Så tydelige billeder kunne ikke opnås ved at ridse i lerskiver, der ellers var den teknik, som blev brugt ved skrivning af Linear A. Derfor var der for hvert skrifttegn fremstillet et stempel af metal til at trykke i leret. Phaistos-skiven er derfor verdens ældste trykte dokument. Tegnene på phaistosskiven ligner ikke de tre kendte kretensiske skriftsprog, og den kan den derfor være importeret. Man kender kun dette ene dokument med denne skriftform.

 

ALFABETET

Alfabetet er en semitisk opfindelse, der i Levanten blev udviklet af fønikiske skrivere i det 14. årh. fvt. Dets forbløffende sejrsgang i forhold til de ældre sumeriske og ægyptiske systemer, som krævede beherskelse af flere tusinde symboler, ligger i dets enkelhed, der tillader almindelige borgere at lære det. Fælles for kileskrift, hieroglyffer (og kinesisk) var, at det var nødvendigt at mestre et meget stort antal tegn og karakterer. Med opfindelsen af alfabetet på ca. 30 tegn blev det nu muligt at udtrykke det samme som det var muligt med flere tusinde kinesiske tegn, mange hundrede hieroglyffer og 600 kileskriftstegn.

Et gammelt navn for Palæstina og det vestlige Syrien er Kanaan. Ordet Kanaan kommer af semitisk hanah, der betyder at slå lejr eller slå sig ned. Omkring 2000 fvt. slog amoritterne, et semitisk-talende folk, sig ned i Kanaan. I Kanaan taltes nordvestsemitisk, der omfatter ugaritisk, fønikisk, hebræisk, aramæisk og samaritansk. Ugarit er det eneste sted hvor der er fundet kanaaitisk litteratur fra den sene Bronzealder.

Opfindelsen af alfabetet førte til en enorm reduktion i antallet af tegn og til et skriftsprog, som var potentielt ubegrænset i sin evne til at gengive talesproget og I dens tilgængelighed for den almindelige befolkning. De skriftsprog, der nedstammede fra det oprindelige alfabet, spredte sig vidt i Asien og Europa, og senere også til de øvrige kontinenter. Herved opstod skriftsprog, der var nemme at lære og nemme at bruge.

Der er mange uklarheder omkring alfabetets oprindelse; det er dog sikkert, at det nåede den moderne verden via det antikke Grækenland, men hvornår og hvordan det nåede Grækenland er ikke klart, og mere grundlæggende er det ikke klart, hvordan ideen om et alfabet opstod i det østlige Middelhavsområde i løbet af det 2. årtusinde fvt.  Udsprang ideen til alfabetet af en kommerciel nødvendighed? Var det handlen, der krævede en simplere og hurtigere metode til at dokumentere transaktioner, end hvad kileskriften eksempelvis muliggjorde?

Kan det tænkes, at et opvakt kanaaitisk barn i det nordlige Syrien lånte ideer fra de ægyptiske hieroglyffer og opfandt nogle nye tegn for de grundlæggende konsonantlyde på hans eget semitiske sprog. Måske tegnede han i sandet et hus, ”beth” (”bet” i alfabet), der blev tegnet for ”b” (figur 49). I nyere tid optræder pigen Taffimai i Rudyard Kiplings bog, Hvordan alfabetet blev opfundet. Hun tegner, hvad hun kalder ”støjbilleder”. Bogstavet A er billedet af en karpe med vidt åben mund; dette, fortæller Taffimai sin far, ligner hans åbne mund når han siger ”ah”. Bogstavet O ligner formen af et æg eller en sten og ligner faderens mund, når han siger ”oh”. S repræsenterer slangen og står for slangens hvislelyd. På lignende måde skabte Taffimai alfabetets øvrige bogstaver.

Fra Ugarit ved den syriske Middelhavskyst har vi klare indikationer på eksistensen af et alfabet i det 14. årh. fvt. (figur 50). Det ugaritiske kongerige var stort efter den tids standarder. Store æselkaravaner fra Syrien, Mesopotamien og Anatolien mødtes i Ugarit for at handle med købmænd fra Kanaan og Ægypten og med skibe, der ankom fra Cypern, Kreta og øer i det Ægæiske Hav. Byen var én stor basar.

Ikke mindre end ti sprog og fem forskellige skriftsprog blev anvendt i Ugarit. Akkadisk kileskrift dominerede – i det mindste i begyndelsen. Men på et tidspunkt introduceredes alfabetet, måske importeret fra Kanaan længere sydpå. Ugariterne besluttede at skrive deres alfabet med kileskrift. De opfandt derfor et sæt simple kileformede tegn, 30 i alt, hvor ingen mindede om tegnene i akkadisk kileskrift. Mere end 1000 tavler med det ugaritiske alfabet er blevet fundet siden 1929. De fleste er rent administrative tekster, der blev skrevet med 30 tegn; litterære og religiøse tekster brugte kun 27 tegn. Sidste bærer i påfaldende grad mindelser, både i tema og udtryksform, om fortællingerne i det Gamle Testamente; disse er derfor sandsynligvis nedskrevne mange århundreder før de blev skrevet på hebræisk.

Nogle af de fundne tavler er abecedarier, dvs. de er lister over de kileformede tegn i en bestemt rækkefølge, der minder om den moderne rækkefølge, som vi kender i dagens alfabet. Én tavle lister foruden de ugaritiske tegn, også den akkadiske syllabiske ækvivalent til hver af dem. Det første abecedarium er fra Ugarit, det er fremstillet mellem 1400 og 1200 fvt. (figur 51).

Det fønikiske alfabet. Fønikierne var antikkens største handelsfolk. Blandt deres mest værdsatte varer var purpurfarven, der udvandtes fra murex-snegle. Der er ingen klar linie fra de ugaritiske (eller de proto-kanaaitiske som de nogle gange kaldes) inskriptioner i sidste halvdel af det andet årt. fvt. til det fønikiske alfabet fra omkring år 1000 fvt., der blev forløberen for det hebræiske, græske, latinske og russiske (kyrilliske) alfabet. Byblos i det nuværende Libanon rummer de ældste fønikiske inskriptioner fra det 11. årh. fvt. – en skriftform der vedvarende eksisterede i Middelhavsområdet i de næste tusind år. Det fønikiske alfabet omfattede 22 bogstaver, der alle var konsonanter. Bogstavnavnene var de samme, der anvendes i det hebræiske skriftsprog i dag. Retningen af den fønikiske skrift var ustabil indtil ca. 800 fvt., hvor læseretningen blev fastsat til at være fra højre mod venstre. I Ugarit var læseretningen fra venstre mod højre.

Grækerne lånte alfabetet fra fønikierne. Det tidligste, kendte græske alfabet stammer fra inskriptioner, der er dateret til ca. 730 fvt. Herodot kaldte alfabetet phoinikeia grammata, fønikiske bogstaver.

 

Alfabeternes stamtræ

Fra alfabetets uklare oprindelse ved det østlige Middelhavs kyster spredtes det mod vest (via græsk) til det moderne Europa og mod øst (via aramæisk) til det moderne Indien og videre østover. I dag har de fleste af Jordens folk et alfabet - bortset fra kineserne og japanerne – hvilket skyldes den vestlige imperialisme. De fleste alfabeter anvender mellem 20 og 30 bogstaver; det mindste, rotokas, der anvendes på Solomon-øerne har 11; det største er khmer, der anvendes i Cambodia, har 74 bogstaver.

Den alfabetiske forbindelse mellem grækerne og romerne var etruskerne. I Mesopotamien blev kileskriften gradvist erstattet af det aramæiske alfabet, og kileskriften forsvandt helt omkring starten af vor tidsregning. Kort tid efter dette blev de ægyptiske hieroglyffer erstattet af det koptiske alfabet.

Det kyrilliske alfabet har sin opfindelse i det græske alfabet i det 9. årh. evt. Det koreanske hangul  alfabet blev opfundet i det 15. årh., og det såkaldte Cherokee alfabet blev opfundet i 1821.

 

Gennemgang af det ugaritiske alfabet

For at kunne huske alfabetet må de enkelte bogstaver have navne som begynder med bogstavets fonem. I de fleste alfabeter har disse navne ingen mening.

Det ugaritiske alfabet har 30 bogstaver, måske fordi det lister dagene i en måned (månefase). Rækkefølgen af bogstaverne er for de 22 første nøjagtig den samme i det ugaritiske og det fønikiske alfabet. Det fønikiske alfabet har kun disse 22 bogstaver, mens det ugaritiske som anført har otte bogstaver mere. Rækkefølgen og betegnelserne i det ugaritiske alfabet er som følger: