|
Menneskets vugge
Ældste homininer
Hominine arter |

 |
I 2001 blev der gjort et sensationelt fund
af et 6-7 millioner år gammelt, næsten komplet kranium i ørkensandet i det
nordlige Chad. Nakkehullets placering på kraniets underside kan måske tages
som udtryk for en opret holdning og gang hos kraniets ejermand; det er dog
væsentligt at bemærke, at kraniets underside i betydelig grad er forvredet,
hvilket gør fortolkningen af nakkehullets placering usikker. Men finderen,
franskmanden M. Brunet (og flere andre palæoantropologer) er overbeviste om,
at kraniet tilhører et individ på menneskelinien (er en hominin). Kraniet
tilskrives en helt ny art, Sahelanthropus tchadensis, der i
bekræftende fald er den indiskutabelt ældste kendte hominin, der rykker
oprindelsen af menneskelinien tilbage til slutningen af Miocæn. Nogle
palæoantropologer er dog af den opfattelse, at kraniet skal placeres på
gorillalinien. Der er ikke gjort yderligere fund, der kan tilskrives arten.
Der kendes endnu et fossil fra Chad – en underkæbe, der imidlertid ”kun” er
3,5 millioner år gammel (arten Australopithecus bahrelghazali).
|