PIGMENTERING HOS MENNESKET

Temaer

Figur 1: Hudfarven hos mennesket udgør et kontinuum

Figur 2: Variation i hudfarven hos europæere

Figur 3: De tre "klassiske racer"

Figur 4: Variation i hudfarve

Figur 5: Kosmetikkens mirakler. Der er tale om én og samme person

Figur 6: Vægmaleri fra Sethos den Førstes grav

Figur 7: Melanocyt med talrige melanosomer. Cellekernen ses øverst (ses tilsyneladende som to, men det skyldes det tynde snit)

Figur 8: I melanocytten dannes melaninkornene (melanosomerne), der derefter "eksporteres" til overhudscellerne (keratinocytterne). Nederst dannelse af eu- og fæomelanin

Figur 9: Mikroskopisk billede af overhuden (epidermis). Pilene peger på melanocytter)

Figur 10: Udsnit af overhud visende én melanocyt blandt keratinocytter. Nederst t.v. en keratinocyt hvor melanosomerne danner en beskyttende hætte over cellekernen. Midt i overhuden ses en Langerhans-celle, der har betydning for immunforsvaret

Figur 11: Tredimensionalt billede af menneskets hud. Øverst overhuden (epidermis - det rødlige), derunder læderhuden (dermis) og nederst det gullige fedtvæv i underhuden (subcutis). Endvidere ses en hårfollikel, en svedkirtel og et blodkar.

Figur 12: Forskelle i farve og form af melanosomer. Når en europæer udsættes for ultraviolet stråling ændres melanosomernes udseende i retning af det afrikanske mønster

Figur 13: Vigtige kemiske forbindelser, der indgår i melaninsyntesen

Figur 14: Melaninsyntese

Figur 15: Strukturen af en hårfollikel hos mennesket

Figur 16: Leopardens pletter og tigerens striber

Figur 17: Golden retriever

Figur 18: Strukturen af MC1R-receptoren. Pilene viser forskellige mutationer. De røde pile viser de tre mutationer, der hyppigst giver anledning til rødt hår (se tekst). De øvrige pile peger på andre hyppige mutationer. Den kraftige blå pil peger på stedet for mutationen hos de to undersøgte neandertalfossiler. Den grønne bjælke er cellemembranen, hvori de syv transmembrane segmenter af proteinet ses indlejret

Figur 19: Den kromosomale lokalisation af vigtige pigmentgener

Figur 20: Variation af pels- og hårfarve

Figur 21: Den geografiske fordeling af hudfarve. De mørkeste farver svarer til geografiske områder, hvor menneskets hud er stærkest pigmenteret (Centralafrika og Melanesien). Den lyseste hud findes i Nordvesteuropa

Figur 22: Hudens reflektans som funktion af breddegraden. Reflektansen er et indirekte udtryk for hudens pigmentering

Figur 23: Øverst er angivet den periode i løbet af et år, hvor der er utilstrækkelig sollys til at sikre den nødvendige dannelse af vitamin D i huden. Nederst fordeling af hudfarven, hvis denne udelukkende var betinget af fordelingen af UV-indstråling

Figur 24: Engelsk syge (rachitis). A angiver bækkenmål hos en normal kvinde, B hos en kvinde med engelsk syge. Nederst ses deformerede knogler hos et barn med sygdommen

Figur 25: Albino fra Nigeria med "skamfering" af ansigtshuden

Figur 26: Variation i øjenfarve (irispigment)

Figur 27: Skematisk fremstilling af OCA2- og HERC2-generne med angivelser af de SNP's, der er omtalt i teksten.

Til toppen