August 2010: Australopithecus afarensis
anvendte stenredskaber for 3,2 millioner år siden
4I
2009 blev der i Didika-området i Afar-trekanten i Etiopien fundet to
dyreknogler med utvetydige skæremærker afsat med en
skarp sten, og der fandtes desuden rester af stenen i et af skæremærkerne:
Et ribben fra et dyr på størrelse med en ko og dele af en lårbensknogle fra
et dyr på størrelse med en ged. Undersøgelserne viser, at der helt sikkert
er tale om skæremærker, homininers værk, og ikke f.eks. mærker afsat af
rovdyrtænder. Homininerne (mest sandsynligt Australopithecus afarensis)
har skrabt kødet af knoglerne og også forsøgt at få adgang til den
næringsrige marv.
Fundene er offentliggjort i august 2010 (Nature 12. august 2010). Det
mest sensationelle er dateringen, der siger mindst 3,2 millioner år, dvs.
spor efter anvendelsen af stenredskaber kan nu føres næsten en million år
længere tilbage i udviklingen end hidtil antaget. Der er ikke fundet
tildannede redskaber sammen med knoglerne - formentlig har homininerne
anvendt naturligt tildannede sten, der er samlet op fra jorden. Der er ej
heller fundet rester efter "slagteren".
Stedet (DIK-55) ligger i samme område som Gona, hvor de ældste, ca.
2,6 millioner år gamle, kendte stenredskaber er fundet og Bouri, hvor
der tidligere er fundet dyreknogler med skæremærker samt fossiler af
Australopithecus garhi; fundene fra Bouri er ca. 2,5 millioner år gamle.
Meget kunne således tyde på, at det er i dette område, at den første
redskabskultur er udviklet, og hvor fødeskiftet fra en overvejende
vegetabilsk kost til en kost, der inkluderede betydelige mænger animalsk
føde, er sket. Det er også i dette område, at nogle af de ældste, næsten 6
millioner år gamle rester efter vore forfædre er fundet; og ved Bouri er
fundet nogle af de ældste rester efter det moderne menneske, Homo sapiens.
Det etiopiske område har derfor en helt central placering i menneskets
oprindelse og udvikling.
Maj 2010: Neandertalgenomet kortlagt!
Neandertalgenomet er nu kortlagt af forskergruppen i Leipzig
under ledelse af Svante Pääbo - publiceringen fandt sted i tidsskriftet
Science den 7. maj 2010. Projektet blev oprindeligt annonceret under
neandertalmødet i Bonn i 2006, og det har således
taget fire år at kortlægge neandertalerens arvemasse. Kortlægningen af de
moderne menneskes arvemasse tog mere end ti år.
Grundlaget for kortlægningen er fragmenterede DNA-molekyler udvundet fra tre neandertalknogler fra
Vindija-hulen i Kroatien.
For første gang kan vi nu studere arvemassen fra en uddød
menneskeart, og kortlægningen må betragtes som en af de helt store
teknologiske landevindinger indenfor den molekylære antropologi. Ca. 60% af
basesekvensen kendes nu, men kun i kladdeform, dvs. at der vil være mange
fejl, som det er opgaven at rette i de kommende år.
Kortlægningen af neandertalgenomet vil kunne fortælle os to
vigtige ting:
1. Er der spor efter
neandertalernes arvemasse i det moderne menneskes arvemasse? Det
tyder resultaterne på, at der er, men tilsyneladende kun i arvemassen fra
personer, der ikke har en afrikansk herkomst. Sammenligning af
neandertalernes arvemasse med arvemassen fra nulevende mennesker viser, at
arvemassen fra neandertalerne er en anelse mere lig arvemassen hos
europæere, østasiater og melanesiere end arvemassen hos afrikanere.
Sammenligningen med afrikanernes arvemasse omfatter dog indtil videre kun to
personer, en person fra Vestafrika
(Yoruba) og en fra det sydlige Afrika (San). Resultaterne antyder, at
opblandingen med ikke-afrikansk DNA er sket efter det moderne menneskes eksodus fra Afrika
(80.000-50.000 år før nu), og at det er sket i Mellemøsten. Alternativt kan
man tænke sig, at det arkaiske element i det moderne menneskes arvemasse
stammer fra tiden før opsplitningen af neandertallinjen og sapienslinjen i
Afrika for omkring ½ million år siden. De endelige konklusioner må afvente
flere undersøgelser.
Opblandingen er ringe, "brødkrummer", og af
størrelsesordenen 1-4% og kan forklares ved et relativt lille antal
parringer. Der er indtil videre intet, der tyder på, at den pågældende del
af neandertalernes arvemasse har nogen funktionel betydning i det moderne
menneskes arvemasse. Så opblandingen gør ikke ikke-afrikanere til særlige
hulemennesker sammenlignet med afrikanere. Men sidstnævnte er måske den
eneste "rene" population af Homo sapiens.
Der er ingen resultater, der tyder på, at der er sket
opblanding på et senere tidspunkt, f.eks. da neandertalerne levede sammen med tidlig moderne Homo
sapiens (Cro-Magnon) i Europa for 30.000-40.000 år siden. Man kan
naturligvis ikke udelukke, at dette alligevel er sket, men sporene er så blot
forsvundet igen.
2. Hvorved adskiller Homo sapiens
sig genetisk fra neandertalerne? Der er identificeret 88
mutationer i arvemassen hos Homo sapiens, der ikke findes hos
neandertalerne, der på disse områder af arvemassen har samme basesekvens som
chimpansen. De områder, hvor arvemassen hos Homo sapiens adskiller
sig fra neandertalerne, vedrører bl.a. de kognitive funktioner, hudens
funktion, bevægelse af sædceller, sårheling m.m. De kommende års forskning
vil helt sikkert gøre det muligt at afklare, hvad der gør os til Homo
sapiens og hvad der gør neandertalerne til det, de er.
Skelet af neandertaler (t.v.) og Homo sapiens
(t.h.)
"Close encounters" i Mellemøsten?
April 2010: Endnu en ny hominin art?
Et fund af en potentiel ny art af Australopithecus
(eller tidlig Homo?) blev annonceret af Lee Berger og medarbejdere i
Science den 9. april 2010. Fundet, der er relativt omfattende og består af
et kranium og flere postkranielle knogler, blev gjort fra 2008 og frem i
Malapa-hulen nord for Johannesburg, Sydafrika 15 km fra Sterkfontein . De
fleste fossiler tilhører ét individ, en dreng på 11-12 år. Andre fossiler
tilskrives mindst to andre individer, et barn og en voksen kvinde.
Lee Berger benævnte fundet, der er ca. 2 mio. år gammelt,
Australopithecus sediba (sediba for "kildevæld"). Fossilet er fortolket
som havende både primitive og mere avancerede træk, der ifølge Lee Berger
gør den til en overgangsform mellem australopithecinerne og Homo.
Implikationen er, at Homo så er udviklet i Sydafrika og ikke, som
antaget af flertallet af antropologer, i Østafrika.
Evidensen for en ny art er dog indtil videre relativ tynd;
der kunne lige så godt være tale om variation inden for arten
Australopithe-cus africanus, der levede i store dele af Sydafrika på
daværende tidspunkt.
Marts 2010: Er der fundet en ny art af Homo?
Hele mtDNA-sekvensen fra en fingerknogle fundet i 2008 i
Denisova-hulen i det sydlige Sibirien er bestemt og viser sig overraskende
at være markant anderledes end mtDNA-sekvensen fra både Homo sapiens og Homo
neanderthalensis. Kan det derfor være en ny art af Homo, der her
er fundet?
mtDNA-sekvensen fra fingerknoglen er betydeligt mere afvigende fra
Homo
sapiens end mtDNA-sekvensen fra Homo neanderthalensis er fra Homo sapiens.
På grundlag af antallet af forskellige i mtDNA-sekvensen er det estimeret,
at den fælles forfar til Homo sapiens og den nyfundne Homo har levet for
omtrent en million år siden, dvs. dobbelt så langt tilbage i tiden som
forfaderen til Homo sapiens og Homo neanderthalensis.
Såfremt fortolkningen af resultaterne er korrekt, vil det
være første gang, at en ny menneskeart er identificeret alene på grundlag af
undersøgelse af arvemassen. Der skal dog flere undersøgelser, bl.a. af
kerne-DNA, til, inden der kan drages mere sikre konklusioner om fundet.
Denisova-hulen ligger i Altai-bjergene på grænsen mellem
Rusland, Kazakhstan, Kina og Mongoliet, hvor der tidligere også er fundet
fossiler af neandertalere. Fingerknoglen er ca. 40.000 år gammel.
Kilde: Nature 464: 472, 25. marts 2010.
mtDNA-sekvensforskelle mellem Homo sapiens indbyrdes
(grøn), Homo sapiens og neandertalere (rød), Homo sapiens og
den mulige nye art (orange) samt Homo sapiens og chimpansen (blå).
Et muligt stamtræ beskrivende de overordnede forgreninger i den senere
fase af menneskets udvikling
Overlevende arkaiske Homo-arter i Eurasien inden Homo sapiens'
afrikanske eksodus for 60.000 år siden
Februar 2010: Første kortlægning af arvemassen fra to
mennesker tilhørende populationer i det sydlige Afrika - Khoisan og
Bantu
Analyse af arvemassen fra personen tilhørende
Khoisan-populationen ("buskmænd") bekræfter, hvad man i nogle år har
mistænkt, nemlig at Khoisan formentlig er den ældste population af Homo
sapiens - Khoisan er den oprindeige, ca. 200.000 år gamle population,
hvorfra vi alle stammer. Analyserne viser også, at to tilfældige "buskmænd"
afviger genetisk mere fra hinanden end f.eks. en europæer og en asiat.
Tidligere undersøgelser har endvidere antydet, at det sprog,
kliksprog, som "buskmænd" (og visse andre populationer, bl.a. Hadza
fra Tanzania) taler, er menneskets oprindelige sprog.
Kilde: Nature 463: 943, 18. februar 2010.
Februar 2010: Første kortlægning af arvemassen fra et fortidigt
menneske
For første gang nogensinde er det lykkedes at udvinde og kortlægge den
totale arvemasse fra et fortidigt menneske. En dansk forskergruppe under
ledelse af Eske Willerslev har kortlagt arvemassen fra en mand tilhørende
den ældste grønlandske kultur, Saqqaq-kulturen, der opstod i Grønland for
omkring 4.000 år siden. Arvemassen er udvundet fra mandens hår, der blev
fundet tilbage i 1986 i egnen omkring Diskobugten, Vestgrønland. Siden har
hårtotten været opbevaret på nationalmuseet i København. Den enestående
succes skyldes bl.a. en enorm teknologisk udvikling, der har fundet sted
siden kortlægningen af det humane genom (arvemassen) i 2003. Desuden har
hårtotten været indlejret i permafrosten i flere tusinde år (dog opbevaret
ved stuetemperatur de sidste godt 20 år), hvilket er
optimalt for bevaring af DNA, og endelig har hår vist sig at være en
glimrende kilde til DNA.
Ved analyse af markørmønstret (SNP-mønstret) i den kortlagte arvemasse
har det desuden været muligt, dels at beskrive visse fænotypiske træk ved
manden, dels at udtale sig om mandens slægtskabsforhold. Vedr. fænotypen har
det med stor sandsynlighed kunnet slås fast, at manden ikke var lys i huden
som nordeuropæere, han havde brune øjne, mørkt og kraftigt hår, og måske var
han i risiko for tidligt at blive skaldet. Han havde visse typiske asiatiske
træk såsom skovlformede fortænder og tør ørevoks. Han havde blodtype A og var klart tilpasset et
koldt klima.
Vedr. slægtskab og geografisk oprindelse viste undersøgelserne , at han
var nærmest beslægtet med Chukchi-populationen i det nordøstlige Sibirien,
og at han formentlig var udvandret herfra over Beringstrædet for godt 5.000
år siden til Alaska og herfra videre over arktisk Canada til Grønland,
hvortil han ankom for ca. 4.000 år siden. Saqqaq-kulturens mennesker er
således kommet til Nordamerika og Grønland via en indvandring fra Sibirien,
der er adskilt fra den indvandring, der gav ophav til nutidens
inuit-population i Grønland og til Na-Dene i Nordamerika.
Kilde: Nature 463: 757, 11. februar 2010.
Oktober 2009: Ardipithecus ramidus, 4,4 mio. år beskrevet -
afslører overraskende træk.
De første fossiler af Ardipithecus ramidus(A. ramidus)
blev fundet i 1992, flere kom til i de følgende år. Men vi har måttet vente
17 år på den fulde beskrivelse. Denne blev publiceret som en serie af
artikler i et særnummer af tidsskriftet Science den 2. oktober 2009.
Fossilerne repræsenterer bl.a. et næsten komplet skelet, den hidtil ældste
repræsentation af en af vore forfædre. Skelettet tilhører et lille
abemenneske ("Ardi"), en hun med en hjerne af chimpansestørrelse, en vægt på
ca. 50 kg og en legemshøjde på ca. 120 cm.
Ardi blev fundet i Etiopiens nordlige Afar-region, nærmere bestemt i
Aramis, mellemste Awash - kun 74 km fra det sted, hvor den berømte "Lucy" (Australopithecus
afarensis) blev fundet i 1974.
Ardi frembyder en uventet blanding af avancerede og primitive træk,
hvoraf nogle tilsyneladende er arvet fra menneskeaber, der er meget ældre
end chimpansen og gorillaen. På denne måde giver skelettet er indtryk af,
hvordan den sidste fælles forfar til mennesket og de nulevende menneskeaber
kan have set ud.
Det mest særprægede ved Ardi var den måde, som det bevægede sig på.
Udformningen af foden, benet og bækkenet antyder, at Ardi bevægede sig
oprest på to ben på jorden, mens det i træerne bevægede sig på alle fire -
med støtte på hånd- og fodflader og ikke ved knogang som de afrikanske
menneskeaber. Specielt var foden udformet som et griberedskab med en stærkt
divergerende storetå; men foden var desuden udformet, så den oprette gang på
jorden muliggjordes, dog ikke så effektivt som hos senere homininer.
Fund af bl.a. dyrefossiler antyder, at Ardi levede i et relativt tæt og
fugtigt skovområde. Hvis det er sandt, at Ardi både gik oprejst på jorden og
kravlede i træer, sætter dette et alvorligt spørgsmålstegn ved den såkaldte
"Savanne-hypotese", der postulerer, at den oprejste gang er opstået som et
svar på et liv i et åbent skov- eller steppeland. Spørgsmålet er dog, om
Ardi virkelig er vores direkte forfar, dvs. at Ardi har givet ophav til alle
senere homininer, inkl. Australopithecus og Homo. En anden
hominin, Australopithecus anamensis, levede blot 200.000 år senere
end Ardi og var i langt højere grad end Ardi tilpasset den oprejste gang i
et åbent landskab. Foden hos Australopithecus anamensis var helt
anderledes udformet (i retning mod det moderne menneskes fod) end hos Ardi.
Man bør være skeptisk overfor om en sådan radikal anatomisk ændring kan være
opstået på så kort tid. Måske er Ardi i stedet en blindgyde, hvorfor
Australopithecus anamensis bør regnes for vores ældste direkte forfar.
På nærværende tidspunkt er sagen åben.
Kilde: Science 2. oktober 2009
Februar 2009: 1,5 millioner år gamle fodtrin fra Kenya
I slutningen af februar 2009 offentliggjordes fundet af godt 1,5
millioner år gamle fodtrin fra Ileret-lokaliteten lige nord for det berømte
palæoantropologiske sted, Koobi Fora ved Turkana-søens østbred i det
nordlige Kenya. Den tekniske betegnelse for lokaliteten er FwJj14E. Der er
tale om de næstældste fodtrin, der nogensinde er fundet (ældst er fodtrinene
fra Laetoli, Tanzania, ca. 3,75 millioner år). Fundet omfatter flere
strækninger af fodtrin (den længste omfattende 7 trin) fundet i to
forskellige geologiske lag, der tidsmæssigt afviger fra hinanden med ca.
100.000 år. I modsætning til Laetoli-fodtrinene er fordtrinene fra Ileret
fuldt moderne med en storetå, der er helt parallel med de øvrige tæer og en
moderne, veludviklet fodbue. Fodtrinene blev afsat af mennesker, der var ca.
175 cm høje. Det er derfor meget sandsynligt, at fodtrinene er afsat af
Homo ergaster.
Der er også fundet fodspor efter bl.a. fugle og løver på samme lokalitet.
Kilde: Science 323, side 1197ff., 2009.
(kilde: Science, februar 2009)
Februar 2009: Neandertalgenomet er en realitet!
Den 12. februar 2009 annoncerede professor Svante Pääbo, leder af
afdeling for evolutionær antropologi ved Max Planck Institut for Evolutionær
Antropologi i Leipzig, at man nu har en kladdeudgave af neandertalerens
arvemasse. Kladden udgør mere end 60 % af neandertalerens samlede arvemasse.
Denne enestående bedrift har kun været muligt ved et samarbejde med det
amerikanske biotekfirma 454 Life Sciences, der sammen med Leipzig-gruppen
har stået for den nødvendige teknologiske udvikling. Pääbo annoncerede første
gang projektet ved et neandertalmøde i Bonn 2006 (se nyhedsteksten om det
internationale neandertalår nedenfor). Dengang blev projektet mødt med
betydelig skepsis, idet mange tvivlede på, at det ville være teknisk muligt.
Men der er sket et meget stort gennembrud indenfor DNA-sekventeringsteknologien
i den mellemliggende tid.
Kortlægningen er sket på materiale, der først og fremmest stammer fra
neandertalfossiler fra Vindija-hulen i det
nordlige Kroatien (36.000 år). Men der er også arbejdet med prøver fra El
Sidrón, Spanien (43.000 år) og Mezmaiskaya-hulen,
Kaukasus (> 60.000 år). Der påtænkes også analyser på typefossilet fra
Neanderdalen (40.000 år), der som det
første blev fundet i 1856.
Når neandertalgenomet foreligger i en mere færdig
version vil det umiddelbart få betydning på to områder:
1. Det vil formentlig definitivt kunne afgøres,
hvorvidt der i det moderne menneskes (Homo sapiens) genom findes
en arv fra neandertalerne, et emne der har været debatteret i over 100
år.
2. Ved sammenligning af neandertalerens DNA med DNA fra Homo sapiens
vil det være muligt at klarlægge, hvad der i genetisk henseende gør os
til Homo sapiens og dem til neandertalere. Neandertalerne var så
tæt beslægtede med os, at det måske bliver muligt at svare på, hvad der
er det unikt menneskelige?
Svante Pääbo er en af pionererne i arbejdet med DNA
udvundet fra fossiler (fossilt DNA eller aDNA, "a" for ancient). Hans
første arbejder omfattede studier af DNA udvundet fra ægyptiske mumier. I
1997 publicerede han som den første nogensinde studier af DNA udvundet fra
et fortidsmenneske: mitokondrie-DNA fra typefossilet fra Neanderdalen.
Juni 2008: 750.000 år gamle spor efter mennesket fundet i Qatar -
fundene antyder en mulig vandringsrute for Homoergaster
ud af Afrika.
Menneskets første afrikanske eksodus menes at have fundet sted for mellem
1,5 og 2 millioner år siden. Arkæologiske fund fra Levanten (1,4 millioner
gamle) og fossilfund fra Kaukasusområdet (1,75 millioner år gamle) har
angivet en mulig vandringsrute langs Nildalen og videre gennem Levanten til
Asien og Europa. Der har længe været spekulationer om en alternativ rute fra
Østafrika via Bab-el-Mandeb til den Arabiske Halvø og herfra via
Hormuz-strædet videre mod Sydøstasien. Men der har manglet evidens for denne
rute. Det er her, at betydningen af de nye fund fra Qatar gør sig gældende:
De er første indikation på, at mennesket kan have fulgt denne udvandringsrute
på et tidligt tidspunkt i dets udviklingshistorie. Den sandsynlige
vandringsmand er Homo ergaster. Det
erindres, at Bab-el Mandeb- og Hormuz-strædet begge kan have været udtørrede
eller meget lavvandede i dele af Kvartærtiden i forbindelse med istider.
Mulige vandringsruter som mennesket kan have fulgt i forbindelse med første
afrikanske eksodus
April 2008: Analyse af fossilt DNA
fra 14.300 år gamle menneskeekskrementer fra Oregon definerer med
sikkerhed en før-Clovis kultur i Amerika.
Genetiske analyser af mitokondrie-DNA udvundet fra fossile
menneskeekskrementer fundet i en hule (Paisley Caves) i det sydlige Oregon
er publiceret af et danskledet forskerhold (Eske Willerslev og
medarbejdere). Ekskrementerne er dateret til ca. 14.300 før nu. Deres
analyser viser, at mitokondrie-DNA'et fra ekskrementerne indeholder markører
karakteristisk for indianske folk. Analyse-resultaterne udgør et af de
stærkeste indicier for en før-Clovis kultur i Amerika. Endvidere viser de,
at de første amerikanere stammer fra Sibirien og ikke fra Europa, hvilket
har været forslået af nogle (bl.a. på baggrund af fundet af Kennewick-manden).
De første amerikanere til kontinentet kan næppe være kommet til kontinentet
fra Beringia via den isfrie korridor over Canada. Denne var endnu ikke
etableret for 14.000 år siden. Derfor er det mest sandsynligt, at de første
indvandrere til Amerika er ankommet via den isfrie kystzone langs
Stillehavet. Derimod kan Clovis-folket, der ankom ca. 1000 år senere, evt.
være indvandret via den isfrie korridor.
Marts 2008: Den første europæer ankom
for 1, 2 millioner år siden.
Nye fund fra Atapuerca, Nordspanien, af
hominine fossiler har rykket tidspunktet for menneskets første entré på det
europæiske kontinent 0,4 millioner år bagud - til ca. 1,2 millioner år. Det
nye fund, der er gjort i hulen Sima del Elefante, består af et stykke af en
underkæbe med to fastsiddende tænder + nogle løse tænder. Desuden er der
fundet 32 stenredskaber (Mode 1) samt flere knogler fra pattedyr med
skæremærker. Fundet er sikkert dateret.
November 2007: 38.000 eksemplarer af
"Mennesket - den genetiske arv" uddeles til landets gymnasier m.m.
2007:
"Fossilt" DNA fra hår
Ny forskning har vist, at hår er
en rig kilde til udvinding af "fossilt" DNA (aDNA). Det er lykkes for et
internationalt forskerhold at udvinde hele mitokondrie-DNA genomet fra
bevaret hår fra 10 sibiriske mammutter, der har ligget i årtusinde i
permafrosten. Den ældste mammut døde for ca. 50.000 år siden. Studiet
omfattede også Adams mammut, der var den første mammut, der blev
videnskabeligt undersøgt; resultaterne heraf udgjorde den første
uomtvistelige dokumentation af, at en dyreart kan uddø. Adams mammut blev
fundet i 1799 af en jæger fra den sibiriske Tungus-stamme, men det var den
russiske botaniker, Michael Adams, der reddede mammutten for videnskaben i
1806. Det særlige er nu, at Adams mammut, inklusive de 16,4 kg hår, der blev
reddet, er blevet opbevaret ved stuetemperatur i 200 år. På trods heraf er
mitokondrie-DNA'et bevaret. Dette åbner for vide perspektiver i forhold til
udvinding af DNA fra museumspræparater, f.eks. de samlinger, der er
tilvejebragt af Carl von Linné, Charles Darwin og Alexander von Humboldt.
De fleste genetisk baserede studier har
angivet tidspunkter for udspaltningen af henholdsvis gorillalinien og
chimpanselinien på ca. 8 millioner år og ca. 6 millioner år. I 2005-2007 er
der i Afar-regionen i Etiopien fundet i alt 9 tænder, der med stor
sandsynlighed tilhører en forfader til gorillaen (en ny art kaldet
Chororapithecus abyssinicus). Fossilerne er sikkert dateret til 10-10,5
millioner år. De er de første fossiler af store menneskeaber fra Miocæn, der
er fundet på det afrikanske kontinent nord for Kenya. Fundets vigtigste
implikation er, at gorillalinien sandsynligvis er ældre end de ca. 8
millioner år, som de genetiske data har antydet. En anden implikation er, at
fundet styrker formodningen om, at de moderne afrikanske menneskeaber
(gorillaen og chimpansen) er opstået i Afrika og ikke et eller andet sted i
Eurasien, som det tidligere har været antaget.
I årtier har antropologer anset opret gang
(bipedalisme) som det, der definerede menneskets udviklingslinie og
afgrænsede vores slags, homininerne, fra vore nærmeste slægtninge
(de afrikanske menneskeaber: chimpanser (paniner) og gorillaer (gorilliner)). Oprindelsen af
bipedalisme er traditionelt sat i relation til dannelsen af den østafrikanske
riftzone og den dermed forbundne gradvise udtynding af regnskoven i Østafrika,
der førte til en mere spredt forekomst af fødekilderne
(savannehypotesen eller East Side Story; se f.eks.
"Da mennesket blev
menneske", 2. udgave, 2007, side 44ff). Opfattelsen har været, at
store områder med åbent land allerede har været til stede for 6-7 millioner
år siden, hvor udviklingen frem mod mennesket formodes at være indledt.
Nyere forskning har imidlertid sandsynliggjort, at de ældste arter på
menneskelinien er opstået på tidspunkter, hvor der endnu var tæt skov i
Østafrika.
I juni 2007 blev der af engelske forskere
offentliggjort nye, stærke indicier på, at bipedalisme er betydeligt ældre
end menneskelinien og formentlig var udviklet allerede hos forfaderen til
orangutangen. Observation af nulevende orangutanger har vist, at disse
lejlighedsvist - når de bevæger sig ud på tynde grene, hvor det meste af den
modne frugt befinder sig - står og går oprejst med helt strakte ben; armene
bruges til at holde balancen med (når chimpan-ser og gorillaer står oprejst
er det altid med bøjede ben). Homininerne bevarede og udviklede denne
aboreale bipedalisme til at bevæge sig ud i det mere åbne terræn, der
efterhånden opstod mellem mere skovrige områder. Chimpanserne og gorillaerne
udviklede derimod deres karakteristiske knogang, som formentligt oprindeligt
er en tilpasning til vertikal klatring. I følge denne teori var det derfor
ikke homininerne, men de afrikanske menneskeaber, der var nyskabende.
Dansk Forfatterforenings faglitterære pris
for 2006 blev delt mellem journalist Knud Vilby og undertegnede, der fik
prisen for bogen "Da mennesket blev menneske". Prisuddelingen fandt sted i
Teatermuseet i København den 9. november 2006.
2006:
Europas sidste neandertalere
Datering af nye fund af Moustérien-redskaber (mellemste
Palæolitikum) i Gorham's Cave, Gibraltar viser, at neandertalerne levede i
Europas sydvestlige udkant indtil for i hvert tilfælde 28.000 år siden
(måske indtil for 24.000 år siden). Moustérien-redskaber blev fremstillet af
neandertalere.
2006:
Homo floresiensis: Ny menneskeart eller misdannet Homo sapiens?
En international forskergruppe fra Indonesien, USA og
Australien har sat et alvorligt spørgsmålstegn ved, om dværgmennesket fra
Flores, Homo floresienses
virkelig repræsenterer en ny menneskeart, eller om der blot er tale om et
misdannet eksemplar af det moderne menneske, Homo sapiens. Det, der
bl.a. bekymrer forskerholdet, er det usædvanligt lille kranium (også når det
ses i forhold til de øvrige knogler), og de har derfor foreslået, at
LB1-kraniet kan repræsentere et
individ, der lider af den sjældne misdannelse, mikrocefali ("lille hjerne").
Mikrocefali er også i dag en kendt, om end sjælden misdannelse, der
resulterer i svær udviklingshæmning (mental retardering). Tilstanden er ikke
sjældent forårsaget af en gendefekt (mutation).
LB1-kraniet er det hidtil eneste kraniefund
repræsenterende Homo floresiensis. Flere kraniefund vil formentlig
kunne afgøre sagen, idet det er helt usandsynligt, at mikrocefali vil
optræde mere end én gang i den formodede ret lille population af
dværgmennesker på Flores.
Fundet af
neandertalknoglerne i et kalkbrud uden for Düsseldorf i 1856 markerer
starten på den videnskabelige disciplin, der kaldes palæoantropologien. Det
var de første knogler, der blev anerkendt som stammende fra en fortidig
menneskeart, der ikke længere eksisterer. Nogle år tidligere, i 1848, var
der gjort lignende fund i en hule på Gibraltarklippen, men på daværende
tidspunkt viste man ikke hvad man havde mellem hænderne, og knoglerne blev
gemt væk i en skuffe. Neandertalfundet var også længe omgærdet med mystik,
og det var i virkeligheden først, da man have gjort flere fund andre steder
i Vesteuropa, at den rette sammenhæng blev klar. Neandertalmennesket er uden
tvivl det mest berømte og i videnskabelig henseende tillige det bedst
beskrevne fortidsmenneske af alle. Udforskningen af neandertalerne startede
i midten af forrige århundrede på et tidspunkt, da udviklingstanken netop
var blevet skabt i Europa i forbindelse med udgivelse af Darwins bog om
arternes oprindelse (1859). Opdagelsen og den efterfølgende udforskning af
neandertalerne skulle vise sig at få stor betydning, ikke blot for
palæoantropologien, men også for videnskaben i almindelighed. Dette
skyldes, at neandertalerne var de første fossile fortidsmennesker, man fik
kendskab til, også i den brede offentlighed. Opdagelsen af
neandertalerne var i virkeligheden det første indicium på, at også mennesket
havde gennemgået en evolution!
2006 er blevet kaldt det
internationale neandertal-år i anledning af 150-året for fundet. Jubilæet
blev bl.a. markeret med en konference i Bonn i juli måned og særudstillinger på Neandertalmuseet i Neanderdalen uden for Düsseldorf,
Reinisher Landesmuseum, Bonn og det arkæologiske museum i Herne ved Dortmund.
Fødselsdagskagen overrækkes af Ralf Schmidt
Landesmuseum i Bonn
Originalfundet fra 1856 udstillet på Landesmusseum, Bonn
Billede fra 100-årsjubilæet i 1956
2006:
Fremstilling af smykker for mere end 100.000 år siden
Forskere fra England, Frankrig og Israel har med
moderne metoder gendateret perler fremstillet af perforerede marine
sneglehuse, der oprindeligt blev fundet i Israel (Skhul-hulen på
Carmelbjerget) og Algeriet (Oued Djebbana, Bir-el-Ater, der er typelokalitet
for Aterien-kulturen) for mere end 50 år siden. Skhul-hulen blev udgravet i
1930’rne, og der er fundet ti grave med rester af tidlig moderne Homo
sapiens. Oued Djebbana er en open-air lokalitet, der blev
udgravet i 1940’rne. Den nye datering viser, at perlerne fra Skhul
sandsynligvis er mellem 100.000 og 135.000 år gamle, hvilket er meget ældre
end de i 2004 fundne perler i Blombos-hulen i Sydafrika, der ”kun” er 75.000
år gamle. Perlerne fra Oued Djebbana er mindst 35.000 år gamle og muligvis
langt ældre.
Smykker, andre former for personlig dekoration og
kunst tages af arkæologer som bevis for eksistensen af moderne kognitive
evner (evnen til symbolsk tankevirksomhed), hvorfor den nye datering har
væsentlig betydning for debatten om, hvornår mennesker, der ikke blot i
anatomisk henseende men også i adfærdsmæssig henseende var fuldt moderne,
opstod.
De forarbejdede sneglehuse, der blev fundet i
henholdsvis Israel og Algeriet, er af samme slags, hvilket antyder, at en
ensartet symbolsk tradition var udbredt over hele det østlige og sydlige
Middelhavsområde længe før det moderne menneske (Cro-Magnon) ankom til
Europa.
2006:
Mere præcis kalibrering af kulstof-14-datering (14C-datering)
Kulstof-14-metoden blev
som den første radiometriske metode udviklet af den amerikanske kemiker, Willard F. Libby i 1947. I arkæologien (og antropologien) benyttes
14C-metoden til aldersbestemmelse af organisk stof, dvs. alt
materiale, der stammer fra levende organismer såsom fossiler, træ,
tekstiler m.m. 14C henfalder med en halveringstid på 5.730
år, hvorfor metoden kan anvendes til datering af materiale yngre end ca.
50.000 år.
14C-metoden
rummer imidlertid flere alvorlige fejlkilder, hvorfor metoden i praksis
må anses for at være en ret upræcis dateringsmetode; præcisionen falder
desuden med materialets alder. Det er derfor nødvendigt at kalibrere
alle 14C-dateringer til den sande alder i kalenderår. De
vigtigste fejlkilder vedrører atmosfærens varierende indhold af 14C
og forurening (kontaminering) med nutidigt kulstof.
Modsat en tidligere
opfattelse har det vist sig, at ratioen mellem 14C og 12C i
atmosfæren har varieret meget betydeligt de sidste 50.000 år, hvilket
især kan henføres til variation i intensiteten af Jordens magnetiske
felt og solpletters effekt på mængden af kosmisk stråling, der når den
øvre atmosfære.
Hvad angår kontaminering
med nutidigt kulstof har det vist sig, at selv minimal kontaminering kan
have dramatiske effekter. F.eks. vil forurening med 1 % moderne kulstof
i en 40.000 år gammel prøve reducere den målte alder med 7000 år.
Kontaminering er f.eks. næsten helt sikkert forklaringen på den lange
hale af datoer for sene Moustérien lokaliteter i Europa, der fortsætter
langt efter 35.000 år før nu og for en lignende hale af
Aurignacien-dateringer, der strækker sig langt ind i den efterfølgende
Gravettien-periode. Det er også den sandsynlige forklaring på de store
forskelle, der er på
14C-dateringer fortaget i indre kontra ydre dele af huler,
f.eks. Grotta Fumane i Italien og Sesselfelsgrotte i Tyskland m.fl.
Disse viser den dramatiske effekt af kontaminering som følge af
gennemsivende grundvand i prøver indsamlet fra henh. ”våde” og ”tørre”
områder af de pågældende huler. I Sesselfelsgrotten er prøver indsamlet
fra de ydre, ”våde” dele af hulen reelt fra 5.000 år til 12.000 år ældre
end den dato, som 14C-dateringen viser. Af samme grund skal
man være yderst forsigtig med at acceptere publicerede dateringer af
kritiske neandertalfossiler fra bl.a. Zafarraya-hulen (Spanien) og
Vindija-hulen (Kroatien).
Især når 14C-metoden
anvendes på materiale ældre end ca. 7.500 år, kan den ikke betragtes som
nogen god absolut dateringsmetode. Inden for de sidste 7.500 år kan 14C-bestemmelser
derimod sammenlignes med nøjagtige årringsdateringer (dendrokronologi),
der derfor kan anvendes til at kalibrere 14C-kronologien.
F.eks. svarer en 14C-alder
på 6.000 år til en absolut datering på 6.900 kalenderår. Metoden er i
øvrigt mest sikker, når den anvendes til datering af forkullet træ (fra
bålpladser m.m.) og mindre sikker på skaller og knogler.
Uafhængigt af de nævnte
fejlkilder har udviklingen af lineære masseacceleratorer (AMS =
”accelerator mass spectrometry”) betydet en langt mere præcis datering
end 14C-datering
med traditionelle metoder.
Palæolitisk arkæologi
har i mere end 50 år lidt under de usikre 14C-dateringer,
hvor flertallet må siges at repræsentere alvorlige underestimater af den
sande alder af de undersøgte prøver. På det seneste er der imidlertid
sket flere videnskabelige gennembrud, der har gjort det muligt at
reducere de nævnte fejlkilder og dermed gøre 14C-målinger
langt mere præcise end tidligere. Det ene gennembrud vedrører forbedrede
præparationsmetoder, så risikoen for kontaminering reduceres væsentligt.
Risikoen for kontaminering kan bl.a. reduceres meget betydeligt ved at
præparere prøvematerialet, f.eks. knogle, på en ny måde, der er udviklet
af forskere ved universitetet i Oxford, England: Ultrafiltrering af
prøvematerialet med det formål at fjerne lavmolekylære fraktioner af
kollagenet (det der aldersbestemmes på i knogler), der indeholder langt
det meste af en evt. forurening med moderne organisk materiale, der
f.eks. kan stamme fra humussyre, der har gennemtrængt prøvematerialet.
Det andet gennembrud
vedrører nye kalibreringsmetoder. Især vigtig har været dateringen af en
serie på 280 stratificerede 14C-prøver fra dybhavssedimenter
i Cariaco-bassinet nær Venezuela, som er blevet absolut dateret ved at
sammenholde med mønstret i fluktuationerne i oxygenisotopratioer (18O/16O)
fra det uafhængigt daterede Greenland Ice Sheet Project 2
(GISP-2) fra den centrale del af Grønland. Men desuden er der foretaget
nye dateringer af dybhavssedimenter ud for den iberiske kyst samt
kombinerede dateringer med U/Th og 14C af
koraller i tropiske farvande og tilsvarende kombinerede dateringer af
stalagmitter på øen Socotra ud for den arabiske kyst. Ved at sammenligne
og kombinere disse dateringer har det været muligt at konstruere
pålidelige kalibreringskurver for de sidste 50.000 år. Ifølge den nye
kurve svarer en 14C-dateringen på 40.000 år til en absolut
datering på 43.000 år, mens en 14C-alder på
35.000 år svarer til 40.500 år i kalenderår. Hulemalerierne i
Chauvet-hulen i det sydøstlige Frankrig må på tilsvarende måde
gendateres fra oprindeligt 31.000-32.000 år til nu 36.000 år. Den øvre
palæolitiske smykkekunst fra øvre Donau-dal er gendateret til ca. 41.000
år.
I 1997 lykkedes det for første gang nogensinde at
udvinde DNA fra fossile neandertalknogler (tilhørende det oprindelige
fund fra 1856). Ikke overraskende drejede det sig om mitokondrie-DNA
(mtDNA), af hvilket der er langt flere kopier end af kerne-DNA i cellen.
Det udvundne DNA var stærkt fragmenteret, men det lykkedes alligevel at
opformere det til mængder, der muliggjorde sekvensanalyse (dvs.
bestemmelse af baserækkefølgen). Fra 0,4 g knoglevæv udvandt man
1.000-1.500 fragmenter af mtDNA, og det lykkedes at bestemme en samlet
sekvens på i alt 379 nukleotider. Man sammenlignede herefter den
fastlagte sekvens med den tilsvarende sekvens fra nulevende mennesker og
fandt, at de to sekvenser afveg så stærkt fra hinanden, at de måtte
hidrøre fra to adskilte populationer. Forskellene var så store, at de
ikke kunne rummes inden for den variation, der findes blandt nutidige
mennesker. Man nøjedes ikke kun med at sammenligne mtDNA-sekvensen fra
neandertaleren med mtDNA fra nutidige europæere; man
sammenlignede også med mtDNA, der stammede fra nutidige mennesker fra
andre kontinenter, og fandt hver gang den samme forskel: Nutidigt
europæisk mtDNA ligner ikke neandertal-mtDNA mere end f.eks. nutidigt
asiatisk eller afrikansk mtDNA gør.
Ud fra sekvensforskellene kunne det endvidere
estimeres, at de udviklingslinier, der førte frem til henholdsvis
neandertalerne og H. sapiens adskiltes for mere end 500.000 år
siden (tidspunktet for den genetiske divergens).
Det er siden lykkedes at udvinde mtDNA fra yderligere otte
neandertalfossiler stammende fra hele udbredelsesområdet samt fra syv
tidligt moderne (Cro-Magnon) fossiler fra Central- og Vesteuropa.
Samtlige undersøgte prøver af neandertal-DNA ligner hinanden, og der er
ikke fundet sekvenser af neandertal-DNA i Cro-Magnon-fossilerne.
Cro-magnon-DNA er derimod næsten uadskilleligt fra DNA fra nulevende
mennesker. Disse nye undersøgelser bekræfter således de oprindelige
resultater: Det er meget usandsynligt, at neandertalerne kan have givet
ophav til den moderne europæer. Man kan naturligvis ikke med sikkerhed
udelukke en vis minimal opblanding; blot må man så konstatere, at
neandertalernes gener atter er forsvundet (f.eks. ved genetisk drift).
Men så har de jo heller ikke bidraget til den genetiske udrustning af
nulevende europæere.
I maj måned 2006 blev det på et møde i Cold
Spring Harbor uden for New York annonceret, at man nu også havde haft
held til at udvinde kerne-DNA fra neandertalknogler. Det var samme
forskergrupper (Svante Pääbo og medarbejdere), som oprindeligt havde
udvundet mtDNA fra neandertalknogler i 1997. Det er lykkedes at isolere
op mod en million basepar af kerne-DNA (svarende til ca. 0,03 % af
arvemassen), hvoraf foreløbig 75.000 basepar er sekventeret. De
foreløbige undersøgelser har vist, at bl.a. neandertalernes Y-kromosom
afviger en del fra det moderne menneskes Y-kromosom, hvilket gør det
usandsynlig, at der har fundet parring sted mellem neandertalerne og de
moderne. Alderen for de to arters divergens er også blevet bekræftet
(jf. ovenfor). Forskerne håber, at det i løbet af nogle år vil lykkes at
få sekventeret hele arvemassen fra neandertalerne.
2005: Genografiske projekt
Det genografiske projekt, der er iværksat af den amerikanske
molekylærbiolog Spencer Wells, har til formål i detaljer at kortlægge
menneskets kolonisering af verden siden dets afrikanske eksodus for
50-60.000 år siden. Der skal indsamles vævsprøver fra mindst 100.000
individer fra alle egne af kloden og repræsenterende så mange som muligt
af de oprindelige folkeslag[1].
Til kortlægningen anvendes genetiske markører fra henholdsvis
mitokondrie-DNA (mtDNA) og
Y-kromosomet. Mutationer på Y-kromosomet og i
mtDNA er særligt velegnet til at afdække menneskets forhistoriske
migrationer og f.eks. afgøre, hvornår vore forfædres veje skiltes, og
hvornår de mødtes. Dette skyldes først og fremmest, at hverken
Y-kromosomet eller mtDNA undergår rekombination under meiosen. Det er håbet, at projektet kan kortlægge menneskets ældgamle
vandringsruter og f.eks. klarlægge, hvordan landbruget er blevet udbredt
efter afslutningen af sidste istid. Det er også formålet at synliggøre
de historiske og forhistoriske stier, der knytter os alle sammen på
trods af de mere eller mindre åbenlyse fysiske, kulturelle og
geografiske forskelle nulevende befolkningsgrupper i mellem. På denne
måde kan vi få tegnet menneskehedens stamtræ. Projektet er tænkt at vare
5 år og støttes bl.a. af det amerikanske National Geographic Society.
I øverste figur er vist, hvorledes det er muligt ved hjælp af genetiske markører på
Y-kromosomet at belyse, hvordan Homo sapiens fra det formodede
oprindelsessted i Østafrika har spredt sig ud over Jorden. Det er
sandsynligt, at der initialt - for ca. 100.000 år siden - har været en
spredning af moderne eller nærmoderne Homo sapiensud over
det afrikanske kontinent efterfulgt af en spredning til Levanten. Disse
ældste levantine sapienter er sandsynligvis atter uddøde, eller også har
de igen trukket sig tilbage til det afrikanske kontinent (f.eks. i
forbindelse med indledningen af den første kuldebølge i sidste istid for
ca. 70.000 år siden); i det mindste kan de næppe have været udgangspunkt
for migrationen ud af Afrika, der er af noget yngre dato (50.000 –
60.000 år). Fra Østafrika har der været en tidlig østgående migration
for ca. 60.000 år siden til Sydøstasien og videre til Sahul (Ny Guinea
og Australien). De genetiske analyser antyder, at måske højst 5.000
mennesker deltog i denne. Man har endvidere gættet på, at
marchhastigheden har været ca. 2 km i gennemsnit pr. år, hvilket
antyder, at ”rejsen” har taget 5-6.000 år. Senere, for ca. 45.000 år
siden skete der en spredning til det nordlige og vestlige Eurasien og
Amerika, denne gang via Levanten. Undersøgelser af mtDNA giver et
billede, der i store træk svarer til det billede, som Y-kromosomet
giver.
[1] Ved ”oprindelige folkeslag” vil vi her
forstå de mennesker, der levede i det pågældende område før
1492, hvor de europæiske opdagelsesrejser tog deres begyndelse
Kolonisering af verden ved hjælp af data fra Y-kromosomet
Y-liniernes stamtræ
Europa koloniseres
2005: Chimpansegenomet
I september 2005 offentliggjordes
den fuldstændige sekvens af chimpansens arvemasse (genom) i kladdeform
(dvs. at der er en vis procentdel fejl i sekvensen). Da chimpansen er vores
nærmeste nulevende slægtning, udgør den kortlagte sekvens af chimpansens
arvemasse det råmateriale, der skal sætte os i stand til at afdække,
hvad der gør os unikke som mennesker. Offentliggørelsen af
chimpansesekvensen bekræfter den slående lighed mellem chimpansens og
menneskets arvemasse: 29 % af vore proteiner (som er genernes produkter)
er fuldstændig identiske med chimpansens, og det gennemsnitlige protein
afviger kun med to aminosyrer de to arter i mellem. Hvad angår sekvensen
af basepar (nukleotidsekvensen) afviger mennesket og chimpansen kun 1,23
% fra hinanden. Derudover afviger de to arters arvemasse fra hinanden
ved et stort antal insertioner (indsatte nukleotidsekvenser af
forskellig længde) og deletioner (tab af nukleotidsekvenser af
forskellig længde) svarende til 2,7 % af arvemassen. Totalt afviger de to arters arvemasse
således omkring 4 % fra hinanden, hvilket indbefatter 35 millioner nukleotidforskelle og 5 millioner indels
(insertioner og deletioner). Et eller andet sted blandt disse 40
millioner evolutionære begivenheder skal vi finde de ændringer, der
gjorde os til mennesker. Kilder:
Nature
437: 69ff, 1. september 2005 Science 309: 1468f, 2. september 2005.
2005: Kunstens udvikling Læs artiklen i det nye nummer af KRITIK (nr. 174), der udkommer 6.
maj 2005: "Det store skridt fremad. Udviklingen af det moderne
menneske og den kreative eksplosion." Af Peter K. A. Jensen.
2005: Den ældste kolonisering af De Britiske Øer Siden fundet af den berømte, ca. 500.000 år gamle Mauer-kæbe
nær Heidelberg i 1907 har det været den almindelig opfattelse, at
Nordeuropa tidligst blev koloniseret for en halv million år siden. Kun i
Sydeuropa (Atapuerca og muligvis Orce i Spanien og Ceprano i Italien) er
der gjort utvetydige fund, der viser, at mennesket her var til stede, om
end temporært, allerede for 800.000 år siden eller evt. endnu tidligere.
Det hidtil ældste spor efter mennesker på De Britiske Øer blev fundet i
en grusgrav ved Boxgrove i det sydlige England; her blev der i 1993 og i
1996 fundet dele af en skinnebensknogle og nogle tænder stammende fra
Homo heidelbergensis (samme art som Mauer-kæben). Alderen på
Boxgrove fossilerne er ca. 500.000 år.
De nye fundsteder, der alle er beliggende ved bredden af den fortidige
Bytham flod i East Anglia, rummer ingen hominine fossiler, men der er
fundet et stort antal stenredskaber. Redskaberne er forholdsvis
primitive, f.eks. er der ikke fundet håndøkser, der ellers var vidt
udbredte i Afrika på samme tid. De ældste af redskaberne er dateret til
ca. 700.000 år før nu. Der er også fundet fossiler af dyr, bl.a.
tilhørende elefanter, hyæner og flodheste, der viser, at England på
daværende tidspunkt havde et varmt klima. Formentlig var dyrene (og
menneskene) kommet vandrende til De Britiske Øer fra det nordeuropæiske
fastland via en landbro.
Alt tyder dog på, at menneskets tilstedeværelse i England på daværende
tidspunkt var midlertidig. Mennesket forsvandt igen, da klimaet
forværredes hen mod den næste istid. I næstsidste istid (180.000 -
130.000 år før nu) levede mammutten og rensdyret på De Britiske Øer. Ved
overgangen til sidste mellemistid for 130.000 år siden fandtes atter
flodheste og elefanter på øerne, men mennesket (neandertalere) ankom
formentlig først igen for ca. 60.000 år siden. Siden ankom det moderne
menneske, men også disse forsvandt igen i forbindelse med kulminationen
af sidste istid for 22.000 - 17.000 år siden. Mennesket har kun været
permanent til stede på De Britiske Øer de sidste 12.000 år.
Kilde:
Science 308: 490, 22. april 2005.
2005: Det ældste fossil af anatomisk
moderne Homo sapiens Det anatomisk moderne kranium (Omo-Kibish I) blev
fundet i 1967 i Kibish formationen ved Omo-floden i det sydlige
Etiopien; det blev oprindeligt dateret til ca. 130.000 år før nu og
bestred derfor i mange rangen som det ældste fossile fund af
anatomisk moderne Homo sapiens. Et mere arkaisk udseende
kranium (Omo-Kibish II) fundet samme sted blev bestemt til at være
noget ældre, ca. 200.000 år.
I 2003 blev der fundet tre anatomisk moderne (eller nær-moderne)
kranier på Herto-lokaliteten i det nordlige Etiopien; disse
kranier blev aldersbestemt til ca. 160.000 år, og de blev følgelig
anset for at repræsentere de ældste anatomisk moderne mennesker. Men for nylig blev Omo-Kibish I re-dateret, og den nye datering
indikerede en alder på hele 195.000 år! Såfremt den nye
aldersbestemmelse kan bekræftes, må Omo-Kibish I fortsat anses for
at være det ældste fossil af anatomisk moderne Homo sapiens.
Anatomisk moderne fossiler fra andre kontinenter er 100.000 år eller
yngre.
Kilde: Nature
433: 733ff, 17. februar 2005
