HOMO NEANDERTHALENSIS

Billeder

Stamtræ

Hominine arter

Neandertal

Neandertal-lokaliteten

Fundet af neandertalknogler i et kalkbrud uden for Düsseldorf i 1856 markerede starten på den videnskabelige disciplin, der kaldes palæoantropologien. Det var de første knogler, der blev anerkendt som stammende fra en fortidig menneskeart, der ikke længere eksisterer.

Neandertalmennesket er uden tvivl det mest berømte og i videnskabelig henseende tillige det bedst beskrevne fortidsmenneske af alle. Udforskningen af neandertalerne startede i midten af 1800-tallet på et tidspunkt, da udviklingstanken netop var blevet skabt i Europa i forbindelse med udgivelsen af Darwins bog om arternes oprindelse (1859). Opdagelsen og den efterfølgende udforskning af neandertalerne skulle vise sig at få stor betydning, ikke blot for palæoantropologien, men også for videnskaben i almindelighed. Dette skyldes, at neandertalerne var de første fossile fortidsmennesker, man fik kendskab til, også i den brede offentlighed. Opdagelsen af neandertalerne var i virkeligheden det første indicium på, at også mennesket havde gennemgået en evolution! 

2006 er blevet kaldt det internationale neandertal-år i anledning af 150-året for det første fund. Jubilæet er blevet markeret med en konference i Bonn i juli måned og en række særudstillinger, hvoraf én på Neandertalmuseet i Neanderdalen uden for Düsseldorf.

Hvem var neandertalerne?

Inden for deres udbredelsesområde var neandertalerne det tidlige moderne menneskes umiddelbare forgængere. Fordi neandertalerne morfologisk og adfærdsmæssigt på mange måder mindede om det moderne menneske, har det endvidere været antaget, at de også i fylogenetisk henseende var direkte forløbere for det moderne menneske. I overensstemmelse hermed er neandertalerne blevet opfattet som en underart af Homo sapiens, Homo sapiens neanderthalensis. Imidlertid har de senere års forskning vist, at samtidig med, at neandertalerne levede i Europa og det vestlige Asien, levede der andre typer mennesker i Fjernøsten og Afrika; og de mennesker, der levede i Afrika, var klart mere moderne end neandertalerne. De afrikanske mennesker er således, alene på dette grundlag, mere sandsynlige forfædre til nutidige mennesker end neandertalere, og der er en stigende tendens til at opfatte sidstnævnte som en evolutionær blindgyde, der kun videregav lidt eller intet af deres arvemasse til det moderne menneske. Af denne grund mener mange i dag, at neandertalerne bør klassificeres som en selvstændig art, Homo neanderthalensis. 

Neandertalerne levede i den sene del af Kvartæret, geografisk afgrænset til Europa og det vestlige Asien fra Gibraltar i vest til Usbekistan i øst; intet tyder på, at neandertalerne var udbredt til Fjernøsten eller Afrika. Der er heller ikke fundet spor efter neandertalere i det centrale Rusland eller Sibirien. Neandertalerne har næppe på noget tidspunkt været særlig talrige, formentlig har antallet af individer aldrig oversteget 100.000. Befolkningstætheden i udbredelsesområdet har derfor været meget lav, i størrelsesordenen 0,01 pr. km². 

De ældste neandertal-fossiler er fundet ved Ehringsdorf (Weimar) i det tidligere Østtyskland, i Pontnewydd-hulen i Wales samt ved Saccopastore i Italien. Ehringsdorf og Pontnewydd er måske tæt ved 200.000 år, mens Saccopastore er ca. 120.000 år gammel og derfor må stamme fra begyndelsen af sidste mellemistid (Eem). Også fossilerne fra Krapina i Kroatien (130.000 år) stammer fra Eem, mens alle andre vigtige europæiske fossiler, inklusive de oprindelige fra Neanderdalen, er fra tidsrummet 75.000 til 35.000 år før nu svarende til første del af sidste istid (Weichsel). De absolut yngste neandertal-fossiler stammer fra det sydlige Spanien (Gibraltar og Zafarraya-hulen) og er dateret til lidt under 30.000 år.

 De ældste fossiler fra Mellemøsten er fra overgangen Eem/Weichsel (ca. 75.000 år) og er således noget yngre end de ældste europæiske fossiler.

 Sammenfattende kan vi sige, at neandertalerne fortrinsvis levede i perioden fra ca. 130.000 år til ca. 30.000 år før nu svarende til Eem og første del af Weichsel, der således udgjorde den egentlige neandertalperiode. 

Det er sandsynligt, at neandertalerne er udviklet fra Homo heidelbergensis, der formentlig opstod i Østafrika for 600.000 år siden eller tidligere. Der er gjort mange fund af Homo heidelbergensis i Europa i tiden fra 500.000 år siden og fremefter. Europæiske fossiler af Homo heidelbergensis yngre end ca. 300.000 år er morfologisk set klart “før-neandertalere”, hvorfor det er logisk at postulere en europæisk oprindelse af neandertalerne. Sandsynligvis er de vestasiatiske og de mellemøstlige neandertalerne indvandret hertil fra Europa i begyndelsen af sidste istid for ca. 75.000 år siden.

Udforskningshistorie

Udforskningen af neandertal-mennesket startede i august 1856, hvor minearbejdere fandt en kraniekalot samt flere andre knogler fra et menneskeskelet i en hule (Kleine Feldhofer Grotte) i Neanderdalen nær Düsseldorf i det vestlige Tyskland. Ingen viste på daværende tidspunkt, at fundet af en mand, der havde været død i 40.000 år, for altid skulle ændre historien og vort syn på os selv. Desværre fik man ikke reddet resten af skelettet eller mulige rester af dyr eller redskaber, der kunne have givet oplysninger om, hvor gammelt fundet var. Mineejeren mente, at knoglerne stammede fra en hulebjørn, men heldigvis overgav han dem til en lokal skolelærer og amatørnaturforsker, Johann K. Fuhlrott (1803-1877), der virkede i den nærliggende lille by, Elberfeld. Fuhlrott indså hurtigt, at knoglerne dels måtte have en meget høj alder: de var stærkt mineraliserede og fundstedet var dækket af 1,5 m tykke jordlag; og at de dels måtte stamme fra et usædvanligt menneske: Kranie-kalotten afslørede store øjenbrynsbuer, en lav pande og udbulende sidevægge (hos nutidige mennesker er sidevæggene tilnærmelsesvis parallelle); de øvrige knogler var usædvanligt tykke og robuste. Fuhlrott mente, at de knogler, han havde fået overdraget, måtte hidrøre fra et komplet skelet, og han søgte – men desværre forgæves - efter resten. Han videregav knoglerne til den kendte tyske professor i anatomi, Herman Schaaffhausen (1816-1893) i Bonn, og denne besluttede sig for, at de måtte stamme fra en race, der havde levet i Nordeuropa før germanerne og kelterne. Han indså imidlertid ikke de potentielle, evolutionære implikationer, der lå i denne tanke, selv om det må indrømmes, at han var snublende nær derved: ”Der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at mennesket sameksisterede med dyr fundet i diluviet [den bibelske syndflod]; og mange vilde racer kan være forsvundet før historisk tid sammen med dyr fra denne ældste tid, mens de racer, hvis struktur er forbedret, har sikret slægtens fortsættelse.” Tiden var dog ingenlunde moden til den slags tanker (Darwins bog om arternes oprindelse blev først publiceret i 1859). Derimod var tiden, som altid, moden til uoverensstemmelser og kontroverser, og kontroverser i stort tal var, hvad Schaaffhausens beskrivelse affødte. Schaaffhausen foretrak i øvrigt betegnelsen Homo primigenius for neandertalfundet. 

Schaaffhausen annoncerede kort fundet den 9. september 1856 i den lokale avis, Elberfelder Zeitung, mens en mere udførlig beskrivelse (”Neanderthal Man”) blev publiceret i juni 1857 og igen i 1858. Fuhlrotts beskrivelse af opdagelsen, de geologiske forhold på fundstedet og hans fortolkning blev offentliggjort i 1859. Knoglerne blev siden anbragt på provinsmuseet (Landesmuseum) i Bonn.

 Den kendte engelske geolog Charles Lyell undersøgte fundstedet i 1868 og erklærede, at skelettet med sikkerhed kunne dateres til istiden. Også Darwin havde hørt om neandertal-knoglerne, men undlod at nævne dem i “Arternes Oprindelse” (1859). Den første, der seriøst diskuterede de evolutionære aspekter, var sandsynligvis Darwins nære ven og støtte, Thomas Huxley, der i sin bog “Evidence as to Man’s Place in Nature” (1863) konkluderede, at Neandertalkraniet repræsenterede et morfologisk primitivt individ (”the most pithecoid (abelignende) of known human skulls”), som ikke desto mindre stod langt fra menneskeaberne og derfor ikke kunne betragtes som et “missing link”. Den irske professor i geologi, William King, foreslog i 1864, at neandertaleren repræsenterede en uddød menneskeart, som han benævnte Homo neanderthalensis. En englænder hævdede derimod, at det måtte dreje sig om en åndsvag stakkel, der havde levet som eneboer i dalen, mens en anatom i Bonn, August Mayer, kollega til Schaaffhausen, mente, at det drejede sig om en kosak, der kæmpede mod Napoleon i 1814; de buede lårbensknogler sås som resultatet af et liv, der fortrinsvist var tilbragt på hesteryg. Endelig mente den franske anatom Franz Pruner-Bey, at det fossile kranium måtte stamme fra en robust bygget kelter, idet det i nogen grad mindede om kraniet hos moderne irere, der, hvad de mentale kvalifikationer angik, jo var de kontinentale europæere underlegne. 

Men på samme tid, og med større autoritet, fastslog den verdenskendte tyske anatom og patolog Rudolf Virchow, at Neandertalkraniet stammede fra et helt almindeligt menneske, der imidlertid var sygt og som ydermere havde fået et slag mod hovedet, mens han endnu levede. Virchow mente, at personen som barn havde lidt af engelsk syge og senere havde pådraget sig flere kraniebrud, der siden var helet op. Desuden havde han haft en svær gigtlidelse. På grund af Virchows store autoritet vandt dette synspunkt udbredt accept. Bidragende hertil var også det faktum, at evolutionsbegrebet var fremmed og ubehageligt for mange på den tid. Virchow selv var en fremtrædende modstander af evolutionsteorien. 

Status i midten af 1860’rne var således, at snart sagt enhver tænkelig forklaring på neandertalfundet var blevet fremført: Sygdom, idioti, ulykke, ydre grænse af den normale variation for Homo sapiens, repræsentant for en anden art eller endog for en anden slægt.

 Bortset fra fundet fra Neanderdalen havde man kun kendskab til ét menneskefossil af formodet tilsvarende høje geologiske alder: En kraniekalot fra et 2½ år gammelt barn fundet i Engis, nær Liège, Belgien i 1829. Men til forskel fra voksne kranier ligner barnekranier fra neandertalere og moderne mennesker hinanden meget, hvorfor Engis-fundet oprindeligt ikke gav anledning til nogen overvejelser om menneskets fortid. Det var først i 1936, at Engis-fundet blev erkendt som hidrørende fra en neandertaler.

 I 1848 blev der gjort et fund af et kranium fra en neandertalkvinde i Forbes’ Quarry på Gibraltarklippen, men også dette fund blev miskendt i første omgang og gemt hen i en skuffe. Gibraltarkraniet har til forskel fra neandertal- og Engis-fundet et bevaret ansigtsskelet. Det blev forelagt anatomen George Busk i 1863, der hurtigt indså ligheden med neandertalkraniet. Dette var imidlertid ikke nok til at overbevise Virchow og det øvrige videnskabelige samfund om den rette sammenhæng. 

Det næste fund, en underkæbe, en overarmsknogle samt en knogle fra hånden, blev gjort i 1866 i en hule i Trou de la Naulette i Belgien. Sammen med disse knogler blev der fundet fossiler af mammutter, næsehorn og rensdyr, der afslørede den høje geologiske alder af menneskeknoglerne. Dette fund er beskrevet af Darwin i 1871 i “On the Descent of Man”. Virchow fastslog imidlertid atter, at knoglerne var sæde for patologiske forandringer og stammede fra et sygt individ, og samme syn havde han på et lignende fund fra Mähren i det østlige Tjekkiet fra 1880. Dette til trods for, at man i Dordogne, Frankrig i 1868 havde fundet de første fossile af de ældste moderne mennesker i Europa (Cro-Magnon-menneskene). Cro-Magnon-knoglerne var meget anderledes end neandertalknoglerne.

 Først med fundet af to skeletter i Spy nær Namur, Belgien, i 1886 blev der sat et alvorligt spørgsmålstegn ved Virchows fortolkning. Spy-skeletterne blev fundet i uforstyrrede lag i 4 m’s dybde sammen med knogler af mammut, næsehorn og rensdyr, der dokumenterede skeletternes høje alder. Fundene fra Spy legitimerede for første gang neandertalerne som fossile mennesker, et synspunkt der blev yderligere bestyrket af Dubois’ fund af “Pithecanthropus” (Homo erectus eller ”Java-mennesket”) på Java i 1891.

 Anerkendelsen af neandertaleren som et fortidsmenneske var almindelig udbredt omkring år 1900. Det skal dog bemærkes, at selv i dag vægrer nogle palæoantropologer sig ved at anerkende neandertaleren som en distinkt menneskeart. Denne vægring har i det mindste delvist historiske årsager og kan føres tilbage til det historiske ”uheld”, at det første neandertalfund blev fortolket i et videnskabeligt miljø, hvor den tanke, at der fandtes fortidige, nu uddøde, menneskearter forskellig fra vor egen, var helt fremmed. 

Talrige fund blev gjort i begyndelsen af det 20. århundrede i det sydvestlige Frankrig (Dordogne-regionen) og ved Krapina nær Zagreb i Kroatien. Krapina-fundene repræsenterer en af de største samlinger af hominine fossiler, der nogensinde er fundet på ét sted – over 800 knoglefragmenter stammende fra mindst 40 individer sammen med talrige stenredskaber.

 Fundene fra det sydvestlige Frankrig blev beskrevet i en monografi af den ledende franske antropolog Marcellin Boule i 1911-13 (“L’homme fossile de La Chapelle-aux-Saints”), og det skulle vise sig at blive et standardværk om neandertaleren i en lang årrække. Meget af beskrivelsen er baseret på et enkelt fund gjort i 1908 i La Chapelle-aux-Saints. Det drejer sig om et næsten komplet skelet, der blev rekonstrueret ud fra de fundne fragmenter. Rekonstruktionen antydede en stærkt ludende holdning hos det pågældende individ, hvilket gav Boule anledning til at overbetone det primitive hos neandertal-mennesket. Han anså ikke Dubois’ “Pithecanthropus” for en hominin, og neandertaleren opfattede han som en overgangsform mellem chimpanse og det moderne menneske! Rekonstruktionen af La Chapelle-aux-Saints-skelettet er formentlig forkert, men Boules synspunkter kom til at præge palæoantropologien i en lang årrække fremover. 

Efter 1930 blev der gjort en række neandertalfund i Mellemøsten og det vestlige Asien, først og fremmest på og omkring Carmelbjerget i det nuværende Israel, i Shanidar-hulen i det nordlige Irak og i Teshik Tash-hulen i Usbekistan (1938).

 I dag har man kendskab til over 275 neandertal-individer, der er fundet på mere end 70 lokaliteter. I skarp kontrast til den situation, der er gældende for tidligere homininer, er neandertalfundene rige på komplette eller næsten komplette skeletter, hvilket verdens ældste gravsteder bærer æren for.

Udviklingen af den europæiske neandertaler

Neandertalerne var lave, stovte mennesker med en lang krop og korte lemmer. Skelettet var robust og afslører desuden, at neandertalerne besad stor muskelstyrke. De vejede i gennemsnit 25 % mere end et moderne menneske. Kraniet var bemærkelsesværdigt. Det var stort og rummede en hjerne, der i størrelse var sammenlignelig med nutidsmenneskets, men hjernekassen var lav og langstrakt. Betragtet bagfra var hjernekassen rund, næsten cirkulær, i skarp kontrast til den nærmest femkantede form af det moderne menneskes kranium. Svarende til nakkebenet var der hos neandertaleren en karakteristisk fordybning. De mest bemærkelsesværdige træk ved det gennemgående langstrakte ansigtsskelet var den vigende, lave pande, de fremstående øjenbrynsbuer, det fremspringende midteransigt og den manglende hage.

 De fysiske træk ved neandertalerne er så specielle, at de tilsammen tegner et unikt anatomisk billede. I dag anser flertallet af forskerne dem derfor som hørende til deres egen art, Homo neanderthalensis. Denne fortolkning bekræftes af nye genetiske undersøgelser, der blev offentliggjort i sommeren 1997 (se nedenfor).

 Hvorfor og hvordan udvikledes neandertalmennesket? Helt alment gælder det, at ny artsdannelse forudsætter fysisk og biologisk isolation. For at en gruppe organismer skal kunne udvikles til en ny art, er isolation fra moderpopulationen nødvendig. En sådan isolation er i reglen et resultat af en geografisk barriere. Europæiske homininer, der udviklede sig til neandertalere, blev fysisk isoleret fra de nærved levende slægtninge i Asien og Afrika. Europa er en lille halvø i den vestlige ende af det kæmpemæssige eurasiske kontinent, og Middelhavet synes at have udgjort en nærmest uoverstigelig barriere i hundrede af tusinde af år. På trods af Gibraltar-strædets smalhed har det ikke fungeret som noget væsentligt brohoved for koloniseringen af Europa. Strædet har været meget vanskeligt at krydse på grund af en meget stærk strøm fra vest mod øst: På grund af Middelhavets lukkethed og den store fordampning, der sker fra havoverfladen trækkes til stadighed store vandmasser fra Atlanterhavet gennem Gibraltar-strædet til Middelhavet. 

Porten til Europa lå i stedet i øst, og hovedvandringsruten forløb over Bosporus-strædet og langs Middelhavets nordlige kyst. I gunstige klimatiske perioder i den mellemste del af Kvartæret for ca. 500.000 år siden har bl.a. Homo heidelbergensis kunnet brede sig mod nord fra Mellemøsten og Afrika til Europa. Det må dog formodes, at homininerne atter blev trængt tilbage under klimaforværringer, hvor udstrakte tundraer bredte sig hundredvis af kilometer syd for den europæiske isrand.

Homo heidelbergensis begyndte sin udvikling frem mod neandertalerne i en periode, der var karakteriseret ved store klimatiske forandringer. Efter 400.000 år før nu forøgedes de klimatiske udsving, og perioder med intense nedisninger indtraf. Mellem for 400.000 og 130.000 år siden indtraf der to istider, kun afbrudt af et køligt mellemspil, hvor udstrakte gletsjere holdt stand i Nordvesteuropa. Den vigtigste konsekvens - i udviklingsmæssig forstand - af de periodevise nedisninger var, at den europæiske befolkning blev geografisk isoleret. I disse perioder levede flertallet af før-neandertalerne i det sydlige Europa. Gletsjerne og den dybfrosne tundra i nord, Middelhavet i syd, iskapperne, der dækkede bjergkæderne, og den voldsomme vækst i udstrækningen af det Kaspiske Hav og Sortehavet i nordvest begrænsede de i forvejen sparsomme muligheder for opblanding af europæerne med befolkninger i naboregionerne. I perioder har der kun været et smalt bælte på 100 km vandret gennem Europa mellem permafrosten i nord og de alpine gletsjere i syd. Den næsten totale isolation af før-neandertalerne fra deres afrikanske og asiatiske naboer under de intense glaciale perioder befordrede udviklingen hen mod det klassiske neandertalmenneske, der således blev moduleret af Europas barske klima i den sidste del af Kvartærtiden: Deres kropsform og øvrige anatomi var udtryk for en ekstrem kuldetilpasning. 

Europas isolerede position blev også neandertalernes skæbne. I løbet af sidste istid blev deres råderum gradvist indskrænket, dels på grund af at det moderne menneske (Cro-Magnon mennesket eller Homo sapiens) bredte sig mere og mere, dels på grund af den tiltagende kulde hen mod sidste istids glaciale maksimum. Europa blev på den måde en blindgyde for neandertalerne.

Analyse af fossilt DNA

I 1997 lykkedes det for første gang nogensinde at udvinde DNA fra fossile neandertalknogler (tilhørende det oprindelige fund fra 1856). Alderen på knoglerne kan ikke bestemmes med sikkerhed, men formodes at være omkring 40.000 år. Ikke overraskende drejede det sig om mitokondrie-DNA (mtDNA), af hvilket der er langt flere kopier end af kerne-DNA i cellen. Det udvundne DNA var stærkt fragmenteret, men det lykkedes alligevel at opformere det til mængder, der muliggjorde sekvensanalyse (bestemmelse af rækkefølgen af basepar). Fra 0,4 g knoglevæv udvandt man 1.000-1.500 fragmenter af mtDNA, og det lykkedes at bestemme en samlet sekvens på i alt 379 basepar. Man sammenlignede herefter den fastlagte sekvens med den tilsvarende sekvens fra nulevende mennesker og fandt, at de to sekvenser afveg så stærkt fra hinanden, at de måtte hidrøre fra to adskilte populationer. Forskellene var så store, at de ikke kunne rummes inden for den variation, der findes blandt nutidige mennesker. Man nøjedes ikke kun med at sammenligne mtDNA-sekvensen fra neandertaleren med mtDNA fra nutidige europæere; man sammenlignede også med mtDNA, der stammede fra nutidige mennesker fra andre kontinenter, og fandt hver gang den samme forskel: Nutidigt europæisk mtDNA ligner ikke neandertal-mtDNA mere end f.eks. nutidigt asiatisk eller afrikansk mtDNA gør.

 Ud fra sekvensforskellene kunne det endvidere estimeres, at de udviklingslinier, der førte frem til henholdsvis neandertalerne og Homo sapiens adskiltes for mere end 500.000 år siden.

 Det er siden lykkedes at udvinde mtDNA fra yderligere ca. 15 neandertalfossiler stammende fra hele udbredelsesområdet samt fra syv tidligt moderne (Cro-Magnon) fossiler fra Central- og Vesteuropa. Samtlige undersøgte prøver af neandertal-DNA ligner hinanden, og der er ikke fundet sekvenser af neandertal-DNA i Cro-Magnon-fossilerne. Cro-magnon-DNA er derimod næsten uadskilleligt fra DNA fra nulevende mennesker. Disse nye undersøgelser bekræfter således de oprindelige resultater, og det er herefter meget usandsynligt, at neandertalerne kan have givet ophav til den moderne europæer. Man kan naturligvis ikke med sikkerhed udelukke en vis minimal opblanding; blot må man så konstatere, at neandertalernes gener atter er forsvundet. Men så har de jo heller ikke bidraget til den genetiske udrustning af nulevende europæere. 

I maj måned 2006 blev der på et møde i Cold Spring Harbor uden for New York annonceret, at man nu også havde haft held til at udvinde kerne-DNA fra neandertalknogler. Det var samme forskergrupper (Svante Pääbo og medarbejdere), som oprindeligt havde udvundet mtDNA fra neandertalknogler i 1997. Det er lykkedes at isolere op mod en million basepar af kerne-DNA (svarende til ca. 0,03 % af arvemassen), hvoraf foreløbig 75.000 basepar er sekventeret. De foreløbige undersøgelser har vist, at bl.a. neandertalernes Y-kromosom afviger en del fra det moderne menneskes Y-kromosom, hvilket gør det usandsynlig, at der har fundet parring sted mellem neandertalerne og de moderne. Alderen for de to arters divergens er også blevet bekræftet (jf. ovenfor). Svante Pääbos forskergruppe har i sommeren 2006 initieret The Neandertal Genome Project og håber, at det i løbet af to år vil lykkes at få sekventeret hele arvemassen fra neandertalerne.

Har neandertalerne bidraget til den moderne europæers genpulje?

De ret klare og éntydige konklusioner, der tilsyneladende kan udledes af analyserne af det fossile DNA har dog ikke ført til ophør af diskussionen om relationen mellem neandertalerne og Homo sapiens i Europa. En af grundene hertil er, at man i foråret 1999 annoncerede fundet af et skelet fra et ca. 4-årigt barn, der blev begravet for 24.500 år siden i Lapedodalen ca. 90 km nord for Lissabon, Portugal (Lagar Velho 1-fossilet). Fundet skal i det følgende omtales lidt nærmere.

 Ved den foreløbige analyse kunne det konstateres, at barnets knogler var blevet farvet med rød okker, og med sig i graven havde det fået smykker fremstillet af muslingeskaller. Der var med andre ord tale om en rituel begravelse af en art, der normalt forbindes med Homo sapiens i øvre Palæolitikum – fra den periode der kaldes Gravettien, hvilket også er i overensstemmelse med dateringen. 

Den foreløbige analyse pegede imidlertid ikke éntydigt på Homo sapiens, men derimod på, at skelettet udviste en blanding af træk typiske for henholdsvis neandertalere og Homo sapiens. De moderne træk var især fremtrædende ved ansigtsskelettet og tænderne, mens de lange rørknogler var stovte og viste stor robusthed; legemsproportionerne var typiske for neandertalere. Skelettet blev betegnet som “hyperarktisk” tilpasset. Da fossilet er flere tusinde år yngre end Europas sidste neandertaler, blev det hævdet, at dets hybridnatur måtte indebære en meget betydelig opblanding af neandertalernes genpulje i det moderne menneskes genpulje i Europa; der kunne ikke være tale om et enkeltstående tilfælde. 

Fortolkningerne af de foreløbige analyser af fossilet har – ikke overraskende – ført til en del kritik. Efter manges mening svarer fossilet slet ikke til, hvad man ville forvente af en hybrid. Det lange tidsrum på mere end 5.000 år (svarende til omkring 200 generationer), der adskiller fossilet fra den sidste neandertalers død, ville eksempelvis betyde, at alle træk, der markant og distinkt peger på den ene eller den anden art, skulle være stærkt udviskede. Sådanne træk, som er beskrevet ved fossilet, ville man forvente at finde i første eller anden generation efter parringen mellem en “ren” neandertaler og et moderne menneske. Den lokaliserede måde, hvorpå henholdsvis de moderne gener og neandetal-generne er slået igennem, er også meget påfaldende. Det store flertal af antropologer hælder til, at skelettet er fuldt moderne, og at den foreløbige analyse rummede en række fejlfortolkninger.

 Vanskelighederne ved at afgrænse arter ud fra rene morfologiske karakterer kan ikke understreges nok (tænk blot på hunderacer!). Derfor kan man heller ikke med absolut sikkerhed vide, om neandertalere og moderne mennesker er to forskellige arter. Men de er i hvert tilfælde to forskellige udviklingslinier, hvis genetiske adskillelse startede for 500.000 år siden. Neandertalernes morfologi er utrolig distinkt, de ligner ikke nogen anden art. Alle neandertalkranier kan eksempelvis tvangfrit, ubesværet og hurtigt klassificeres som sådanne.

 Endnu større usikkerhed er der om, hvorvidt en hybridisering mellem neandertalere og Cro-Magnon-mennesker har været mulig og rent faktisk fandt sted. Selvom de to er forskellige arter, har de jo alligevel været nært beslægtede; derfor har de måske kunnet få infertilt eller endog fertilt afkom. Hvis hybridisering vitterligt har fundet sted, er det dog ikke ensbetydende med, at neandertal-DNA har overlevet til i dag. I så fald er det nemlig tænkeligt, at hybriderne ligesom de rene neandertalere er uddøde. Uanset om hybridisering har fundet sted eller ej ændrer det ikke på synet af det moderne menneskes opståen i Afrika, og at dets udvikling frem til i dag i øvrigt intet har med neandertalerne at gøre.

Os og dem – neandertalernes skæbne

Neandertalerne uddøde sammen med de øvrige fortidige mennesketyper i den Gamle Verden inden den sidste kuldeperiode i Weichsel. Efter den tid (de sidste 25.000-30.000 år) har der kun levet én mennesketype, Homo sapiens, på Jorden. At man indtil for 100 år siden stadig kunne høre forlydender om, at der var set neandertalere – vilde mænd i skovene! – i det sydlige Europa kan vi i denne forbindelse set bort fra.

 Europas neandertalere var ægte istidsspecialister. Måske blev de udkonkurreret, fordi de var for specialiserede og derfor ikke evnede at omstille sig til ændrede livsvilkår. Neandertalernes livsform var præget af rutine, forudsigelighed og ringe mobilitet. Sammenlignet med Homo sapiens var deres adfærd langt mere lokaliseret, og deres aktionsradius var lille. Deres liv var desuden barsk og farligt, hvilket talrige knoglebrud vidner om. Deres foretrukne jagtdyr var vildoksen, som de dræbte med spyd – dog ikke ved at kaste med disse, men ved at stikke dem ind i dyret på nært hold. Neandertalerne brugte dobbelt så mange kalorier som et hårdtarbejdende nutidsmenneske – dels på grund af deres større kropsvægt, men først og fremmest på grund af kulden og anstrengelserne i forbindelse med jagten, der sled hårdt på dem. 

I modsætning hertil var Homo sapiens (Cro-Magnon menneskerne) langt mere mobile, og evnen til at planlægge og forudsige begivenheder var langt mere udviklet hos dem. Cro-Magnon menneskerne spredte sig ud over store områder, og de udnyttede området og ressourcerne langt mere effektivt. De var desuden kreative og udviklede konstant bedre og mere effektive redskaber, med hvilke de udnyttede de tilgængelige ressourcer langt bedre end neandertalerne. Cro-Magnon menneskerne udnyttede et varieret udbud af materialer til redskabsfremstilling, og ofte var materialerne hentet langvejs fra. De fangede laks og jagede rensdyr i stor stil. Cro-Magnon menneskerne var sandsynligvis organiseret i store grupper (”stammer”), der lejlighedsvist mødtes og udvekslede ideer. 

Neandertalernes bytte blev i bogstaveligste forstand taget fra dem af de nytilkomne. Efterhånden blev neandertalerne reduceret til små grupper på måske kun 20-25 individer, der ikke var i stand til at overleve på det lange sigt. I det sydvestlige Frankrig bukkede de under for ca. 35.000 år siden, måske fordi koncentrationen af Cro-Magnon mennesker var størst her. De overlevede længst på den iberiske halvøs sydlige del – Gibraltar har udgjort et sidste tilflugtssted. I en hule ved Zafarraya lidt nord for Solkysten fandt man for nogle år siden en 27.000 år gammel underkæbe, der er det sidste spor vi har af neandertalerne.

 Fra Gibraltarklippens sydvendte huler kunne de sidste neandertalere fordrive dagen med en sørgmunter stirren over på det kontinent, hvorfra deres forfædre var kommet vandrende til Europa i en meget fjern fortid, som selv stammens ældste ikke længere havde nogen erindring om. Som omtalt var det også dét kontinent, der fostrede det moderne menneske, Homo sapiens, der havde bragt neandertalerne i denne fortvivlende situation og som i sidste ende skulle blive deres endelige skæbne.

 Man skal dog på ingen måde undervurdere neandertalerne. De var et enestående folkefærd, der levede i 150.000 år i istidens grusomme favntag. Man bør snarere undre sig over, at neandertalerne holdt ud så længe som de gjorde, end man bør undre sig over, hvorfor de bukkede under. Det særlige ved neandertalerne er, at de har været her sammen med os og det endda indtil for kort tid siden: Kun omkring 1.000 generationer er forløbet, siden den sidste neandertaler vandrede rundt i det sydlige Europa.