|
Neandertalerne
Neandertal-lokaliteten
Stamtræ
Hominine arter |
Neanderdalen nær Düsseldorf havde i
1800-tallet været sæde for en betydelig brydning af kalksten. Men bortset
fra dette havde dalen altid ligget hen i uberørthed, romantisk, frodig og
grøn, gennemstrømmet af den lille Düssel, der er en biflod til Rhinen.
Navnet på dalen kan føres tilbage til
komponisten Joachim Neumann, der levede i 1600-tallet. Neumann, der bl.a.
ernærede sig som organist i Düsseldorf, tilbragte mange stunder i
neanderdalen, hvor han kunne finde ro og inspiration til sine kompositioner.
Joachim Neumann var en forfængelig person, der mente, at hans navn var for
almindeligt til, at han og hans kompositioner kunne gå over i erindringen.
Måske hans forfængelighed overgik hans musikalske evner; i det mindste havde
han en forventning om, at et navneskifte kunne begunstige overlevelsen af
hans hymner og melodier i eftertiden. Måske håbede han, at ”Pris Herren,
herlighedens mægtige konge” ville gå over i historien som en del af
århundredets store kirkemusik? Ville hans kompositioner rangere på linie med
Bachs og Buxtehudes? Hvor om alting er, oversatte han sit efternavn til et
klassisk sprog, græsk, hvor Neumann oversættes til Neander, græsk for ”nyt
menneske.”
Hans samtidige elskede hans musik, og de ærede ham ved at
opkalde dalen efter ham, Neander Thal. I begyndelsen af 1900-tallet
moderniseres det tyske skriftsprog, så h blev udeladt i thal.
I det nuværende, men gamle skilt på stationen i Neandertal er H'et
bevaret
Symbolikken er åbenlys om end tilfældig, da ingen i
1600-tallet kunne ane, at man netop her i ”Det Nye Menneskes Dal” 200 år
senere skulle finde et ”nyt” menneske. Det var her, på en solbeskinnet dag i
august 1856, at menneskets største udfordring gennem tiderne begyndte,
nemlig forsøget på at forene guden og dyret, og at forstå essensen af
menneskets natur. |
