MENNESKETS VUGGE

S. tchadensis

Hominine arter

Det er blevet hævdet, at studiet af menneskets udvikling er som at skrive historie uden bøger. Der er kun få fossiler, og de fleste er kun fragmenter. Isolerede tænder, små dele af kæber og kranieknogler dominerer, mens fossiler fra den øvrige del af skelettet er stærkt underrepræsenterede i samlingerne. Der er hidtil kun fundet tre delvist komplette skeletter, der er ældre end blot nogle få hundrede tusinde år. Ældst blandt disse er et ca. 3,3 millioner år gammelt fossil fra Sydafrika af Australopithecus africanus, der er så nyt, at det endnu ikke er fuldstændigt frilagt og beskrevet. Næstældst er “Lucy” (Australopithecus afarensis) fra Hadar i Etiopien (3,2 millioner år gammelt), hvor 40% af skelettet er bevaret. Endelig er der fossilet fra Nariokotome ved Turkana-søen i det nordlige Kenya (“Turkana-drengen”); fossilet, der formentlig er det mest komplette af de tre, er ca. 1,5 millioner år gammelt og tilhører arten Homo ergaster.  

Det første fossil af et fortidigt menneske blev fundet i begyndelsen af det 19. århundrede 35 år før Charles Darwin udgav sit skelsættende værk om arternes oprindelse og udvikling i 1859. Fossilet blev fundet i en hule på halvøen Gower i det sydlige Wales. Finderen, William Buckland, professor i geologi i Oxford, var forbløffet over dets alder. “Den røde frue fra Paviland” (navnet skyldes de okkerfarvede knogler) måtte efter hans overbevisning være umådelig gammel, måske lige så gammel som den romerske okkupation af England. For Buckland, der troede på den bibelske syndflod, var det så langt hans forestilling kunne række. Og offentligheden var enig heri. I dag ved vi, at Paviland fossilet (der faktisk hidrører fra en mand) ikke er 2.000, men 27.000 år gammelt, og dog ikke meget anderledes end os selv.  

De ældste fossiler er fra Østafrika

Det er uomtvisteligt, at mennesket og de afrikanske menneskeaber, gorillaen, den almindelige chimpanse og bonoboen er hinandens meget nære slægtninge: Vi har delt en forfader med de afrikanske menneskeaber i slutningen af Miocæn for 6-8 millioner år siden. Splittet mellem de afrikanske menneskeaber og linien, der førte frem til mennesket (homininerne), fandt formentlig sted for omkring 6 millioner år siden. Desværre har vi kun meget sporadisk kendskab til den første periode af menneskets udvikling, idet fossiler på menneskelinien først bliver (relativt) almindelige efter 4 millioner år før nu. Vi har som følge heraf praktisk taget ingen reel viden om den fælles stamfader til gorillaen, chimpansen og mennesket og kun en yderst begrænset viden om, hvordan de ældste menneskelignende væsener så ud.  

Afrika har vist sig at rumme nøglen til forståelsen af de tidlige stadier af menneskets udvikling, idet en række centrale fossiler er fundet her i årenes løb. Fossilerne stammer fra perioden fra ca. 6 millioner år til ca. 1 million år før nu. Blandt de ældste fossiler skal regnes Ardipithecus ramidus (underart kadabba), der blev fundet for få år siden i Afar-trekanten i det nordlige Etiopien; fossilet menes at være omkring 5,8 millioner år gammelt (figur 3). Næsten samtidig blev 6 millioner år gamle knogler fundet i det centrale Kenya (Orrorin tugenensis eller Millenium Man, da fundet blev gjort i år 2000). Alle er dog ikke enige i, at det kenyanske fund skal regnes blandt homininerne. Et nyt fund fra Chad omtales nedenfor.  

Traditionelt har indskrænkningen af regnskoven i det østlige Centralafrika været anset for at være nært forbundet med menneskeliniens oprindelse. Indtil for nylig har det derfor været almindelig antaget, at menneskehedens vugge skulle findes i Østafrika. Opsplitningen af regnskoven i Centralafrika var allerede indledt for 8-9 millioner år siden og skyldtes udviklingen af den østafrikan­ske riftzone. For omkring 6 millioner år siden, da opsplitningen af chimpanse- og menneskelinien fandt sted, dannede det østafrikanske landskab en mosaik af åbent land med spredte områder med tæt skov. Den tætteste og mest frodige skov fandtes som galleriskov langs floder og omkring søer, og det var også her, at områder med regnskov bevaredes længst.  

Som følge af disse ændrede omstændig­heder blev de afrikanske menneskeaber opsplittet i to geografisk adskilte populationer, i en større vestlig og en mindre østlig. Den vestlige population fortsatte sin tilpasning til vilkårene i regn­skoven og udviklede sig til de nuleven­de afrikanske menneskeaber (chimpansen, bonoboen og gorillaen). De bevægede sig som forfædre­ne hovedsageligt ved knogang. Den østlige population måtte derimod tilpasse sig helt nye omgivelser og udviklede sig til homininerne. Homininerne udviklede en helt ny gangart kaldet bipedalisme (oprejst gang).  

Denne teori for opståelsen af menneskelinien kan forklare, hvorfor man ikke har fundet fossiler af afrikan­ske menneskeaber og af tidlige homininer sammen. Siden begyndelsen af 1960'erne er der fundet omkring 250.000 fossiler af hvirveldyr i det centrale Afrika, og mere end 2.000 af disse stammer fra menneskeaber og homininer. Men alle fossiler fra menne­skeaber er fundet vest for riftzonen - ikke ét fossil er fundet i Østafrika fra den periode, hvor Ardipithecus og Australopithecus eksisterede! Til gengæld er samtlige hominine fossiler ældre end 3 millioner år med en enkelt undtagelse (se nedenfor) fundet på Østsiden af rift­zonen.  

Det nye kranium fra Chad

Måske tvinges vi til at omskrive denne historie på grund af fundet af et 6-7 millioner år gammelt kranium i det nordlige Chad. Kraniet blev fundet i 2001, men offentliggørelsen kom først i sommeren 2002. Finderne (og flere andre palæoantropologer) er overbeviste om, at kraniet (der tilskrives den nye art Sahelanthropus tchadensis) tilhører et individ på menneskelinien (er en hominin). Såfremt dette kan bekræftes skal menneskets vugge måske flyttes 2.500 km længere vest på i Afrika. De geologiske undersøgelser, der er foretaget på fundstedet, tyder i øvrigt på, at vegetationen var meget lig den østafrikanske på samme tidspunkt.  

På nuværende tidspunkt vides intet om, hvorvidt der har været nogen forbindelse mellem Sahelanthropus tchadensis og de østafrikanske homininer. Det er absolut en mulighed, at oprejst gang (og dermed menneskelinien, som vi forstår den her) er opstået mere end én gang; men måske havde kun det ene forsøg - det østafrikanske - succes, mens Sahelanthropus uddøde – i det mindste er det kun i Østafrika, at vi kan følge udviklingen videre frem. Der kendes endnu et fossil fra Chad – en underkæbe, der imidlertid ”kun” er 3,5 millioner år gammel (arten Australopithecus bahrelghazali).

Til toppen