Det ældste landbrug opstod i den Frugtbare Halvmåne
Det første landbrug blev udviklet i den Frugtbare
Halvmåne for 11.000 år siden og var først og fremmest baseret på emmer
hvede, enkorn hvede, byg, geder, får, svin og kvæg. Hertil kom linse,
ærte, kikærte, hestebønne og andre bælgplanter.
For 14.000 år siden indtrådte der en markant
klimaforbedring i regionen, idet vejret blev varmere og mere fugtigt,
hvilket forbedrede vækstbetingelserne for vilde græsser, inklusive vild
byg og vild emmer og enkorn hvede, hvis frø blev vigtige fødekilder for
folkene, der beboede den Frugtbare Halvmåne. Samtidig steg bestanden af
de vilde dyr – får, gazeller, vilde geder og vildt kvæg – som menneskene
jagede. Ligeså med vilde svin og hjorte.
Flere steder i
Levanten, f.eks. Jeriko, det nærliggende Netiv Hagdud og Tell Abu
Hureyra, kan overgangen fra bofaste jæger-samlere til bønder iagttages i
fuld skala. Bl.a. er der flere steder fundet høstsegl og konstruktioner,
der kan have været anvendt til oplagring. Disse steder ses allerede for
14.000 år siden og repræsenterer permanente bosættelser for
jæger-samlere, der var afhængige af høst og indsamling af vilde græsser.
Det var disse bofaste jæger-samlere, natufierne, der skabte
grundlaget for det senere landbrug i den Frugtbare Halvmåne. Det er
muligt, at de første landbrugere i Levanten var direkte efterkommere af
natufierne.
Natufierne levede i
området fra 14.500 år siden. Den natufiske fase opdeles i to perioder: I
den tidlige natufiske periode (14.000 - 12,800) udnyttede menneskene et
stort udvalg af vilde planter og dyr som føde, de var bofaste hele eller
i det meste af året, og de havde utvivlsomt et detaljeret kendskab til
den sæsonprægede variation i mængden af føderessourcer. Den stigende
bofasthed i den tidlige natufiske periode viser, at natufierne var i
stand til at modstå sæsonudsving i fødemængde, så de kunne leve i samme
område det meste af året. Formentlig var bosættelserne placeret på
steder, hvor føden var særlig rigelig tilgængelig det meste af året. Der
er kun få vidnesbyrd om oplagring af føde (korn) fra denne periode. Men
natufierne udviklede teknologien til høst og behandling af korn. Bl.a.
opfandt de seglet og knusestenen; alt sammen noget som kom de senere
landbrugere til nytte. Et voldsomt slid på tandemaljen afslører
natufiernes anvendelse af kornprodukter: Sliddet skyldtes små sandkorn
fra knusestenen, der anvendtes til at male kornet til mel (Figur 1 og
1a).
|
Figur 1: Maling af korn med knusesten i
nutiden (Omo-dalen, Etiopien)
|
|
Figur 1a: Ibrugtagningen af vindmøller i det 17.
årh. repræsenterede en ny energikilde til forarbejdning af korn
(møller ved Consuegra, Spanien)
|
Kerneområdet for den
natufiske kultur (figur 2) lå i den sydlige ende af den Levantine
Korridor (se nedenfor), der dengang var en åben egeskov. Underskoven
bestod især af græsser, hvor vilde kornsorter udgjorde en betydelig
del.
|
Figur 2: Den Levantine Korridor med angivelse
af natufiernes kerneområde
|
Et lignende mønster med
bofaste jæger-samlere sås i Nubien og øvre Ægypten langs Nilen, i det
nordlige Indien (for 8.300 år siden), i Yunnan provinsen, Kina og i
Japan (7.000 år før nu) og flere steder – Peru, Mexico og
Mississippi-dalen - i den Nye Verden.
Den første natufiske
periode blev brat afbrudt af Yngre Dryas, der var en ca. 800 år lang
kuldeperiode på den nordlige halvkugle. Yngre Dryas repræsenterer den
sene natufiske periode (12.800 – 11.500 år før nu), hvor natufierne – på
grund af de forværrede klimatiske betingelser – vendte tilbage til en
mere mobil tilværelse.
Da Yngre Dryas endte, og klimaet igen blev varmere
og mere fugtigt, vendte menneskene i den Levantine Korridor tilbage til
det bofaste liv. Dette er indledningen til den såkaldte PPNA-periode (”Pre-Pottery
Neolithic A”), hvor landbruget udvikledes. De første bosættelser,
der blev skabt af landbrugerne, var 2-6 gange større end ovennævnte
”før-landbrugs” bosættelser; desuden var husene større og mere solide,
og fælles (”offentlige”) bygningskonstruktioner, som det berømte dige og
tårn ved Jeriko (figur 3 og 4), blev bygget; alt sammen eksempler på en
langt fastere organisation end i ”før-landbrugs” samfundene.
Figur 3: Diget (3 m tykt) og tårnet (9 m højt) ved Jeriko
|
Figur 4: Tell Jeriko
|
Bygninger beregnet til
lagring af korn eksisterede med sikkerhed for 11.500 år siden. Rester
heraf er fundet flere steder i den Levantine Korridor, bl.a. i Dhra’ i
Jordan ved det Døde Hav, der er det bedst undersøgte sted, og i Netiv
Hagdud samt andre steder. Kornlagrene var nærmest cirkulære bygninger
med en diameter på ca. 3 m; de havde eleverede gulve, som beskyttede
kornet mod gnavere og insekter og desuden befordrede en vis
luftcirkulation (figurer 5-7). Oprindeligt blev kornlagrene placeret
mellem beboelseshusene, men fra omkring 10.500 år siden blev de
inkorporeret i beboelseshusene (der også var cirkulære og bestod af ét
stort rum, men fra omkring 9.500 år siden blev kornet lagret i separate
rum inde i beboelseshusene (Figur 8 og 9). Den ændrede fysiske placering
af kornlagrene afspejler muligvis et ændret system for ejerskab og
privat ejendom, hvor de oprindelige kornlagre formentlig var offentlige
(fælles ejendom), mens de senere kom under kontrol af de enkelte
husholdninger.
Figur 5: Udgravning af kornlager ved Dhra', Jordan
|
Figur 6: Samme som figur 5, men gulvets placering er illustreret
|
Figur 7: Rekunstruktion af kornlager ved Dhra', Jordan
|
Figur 8: Rekonstruktion af neolitisk beboelseshus (ca. 9.000
år), khirokitia, Cypern
|
Figur 9: Rekonstruktion af neolitisk beboelseshus (ca. 9.000
år), khirokitia, Cypern
|
Dokumentationen af kornlagring i PPNA er vigtig,
fordi det signalerer en markant udvikling i forhold til de to foregående
perioder, tidlig og sen natufisk periode. Kornlagring afspejler en ny
økonomisk og social virkelighed. Bygningen af kornlagre tidligt i PPNA
har krævet samarbejde blandt landsbyens beboere og har bidraget til at
cementere den faste bosættelse; de repræsenterer derfor et væsentligt
skifte frem mod udviklingen af et egentlig landbrugsbaseret samfund
grundlagt på en overskudsproduktion af dyrkede, domesticerede
afgrøder.
Vi kan nu skitsere hovedlinjerne i udviklingen i
den Frugtbare Halvmåne fra den natufiske periode, der som nævnt var
karakteriseret ved mindre og simple, permanente eller semipermanente
bosættelser baseret på intens indsamling af udvalgte vilde planter.
Dette afløstes i PPNA for omkring 11.500 år siden af større, mere
komplekse permanente bosættelser baseret på – i første omgang –
indsamling og dyrkning af vilde planter samt oplagring af fødeoverskud
og senere domesticering af planter og dyr i slutningen af PPNA (efter
11.000 år før nu).
Dyrkning af de tre
kornsorter, byg, emmer og enkorn hvede, var det, der startede
landbruget, hvilket skete i løbet af få århundreder mellem 11.000 og
10.500 år før nu. Ingen steder er der utvetydige tegn på landbrug
tidligere end 11.000 år før nu, men for 10.000 år siden er det tydeligt,
at dyrkning af korn fandt sted flere steder i den centrale og vestlige
del af den Frugtbare Halvmåne.
De første steder, hvor korndyrkningen blev indledt
var en lille region kaldet den Levantine Korridor, der
forløber fra den nedre Jordan dal (Jeriko og Netiv Hagdud) mod nord til
Damaskus bassinet (Tell Aswad) og op i mellemste Eufrat dal (Tell Abu
Hureyra) - se figur 2. På begge sider af korridoren, kystlandet mod vest
og steppen mod øst, fortsatte jæger-samlere indtil videre den gamle
livsform. Karakteristisk for den levantine Korridor er en særlig høj
grundvandstand, der sikrer en tilstrækkelig fugtig jordbund velegnet til
landbrug. Måske kan vi yderligere indsnævre området for det første
landbrug til den nordlige del af den Levantine Korridor, i grænseområdet
mellem det sydlige Tyrkiet og det nordlige Syrien. Her ved Eufrats og
Tigris’ kilder ligger nogle af verdens ældste landsbyer, Cayönü, Cafer
Hüyük, Tell Mureybit og Tell Abu Hureyra (figur 10). De vilde forfædre
til de først dyrkede planter findes kun samlet i dette lille område -
vild hvede (Triticum urartu, Tr. boeoticum, Tr. dicoccoides),
gedeøje (Aegilops tauschii), vild byg (Hordeum spontaneum)
og vild rug (Secale vavilovii)). I samme område findes desuden de
vilde forfædre til bl.a. ærter, kikærter og linser. Genetiske analyser
understøtter det ovennævnte, idet dyrket enkorn, emmer og durum er
genetisk nærmest beslægtet med vilde græsser fra dette område.
|
Figur 10: Kerneområdet (cirklen) for start på
korndyrkning i den Frugtbare Halvmåne. Øverst til højre enkorn,
nedenunder emmer
|
Der skulle gå endnu nogle få århundreder, inden
dyrkningen havde bredt sig fra kerneområdet til Jeriko i den sydlige del
af den Levantine Korridor. Hvededyrkning nåede formentlig til
Grækenland, Cypern og Indien for lidt over 8.000 år siden, til Ægypten
for knap 8.000 år siden og til Østafrika (Etiopien) og Nordeuropa
(inklusive Danmark) for 5-6.000 år siden.
Hvad er domesticering?
Landbrugets opståen har som en afgørende
forudsætning, at mennesket gør udvalgte planter og dyr tamme, hvilket
kaldes domesticering. Domesticering betyder med andre ord, at dyr
og planter tilpasses menneskets behov. Det er en proces, hvorved
mennesket skaber nye former af planter og dyr – former der på grund af
ændret udseende forholdsvis nemt lader sig adskille fra deres vilde
fætre. Domesticering svarer i virkeligheden til ny artsdannelse i
naturen, blot er det nu mennesket, der skaber den fysiske barriere og
foretager udvælgelsen.
Domesticering påvirker
ikke kun de fysiske kendetegn, men giver sig også til kende ved et
ændret forhold mellem mennesket og de arter, der er blevet
domesticerede. Et væsentligt træk ved domesticering er, at de
pågældende arter har mistet evnen til at overleve i naturen. Mennesket
har grebet ind på en måde, så der som regel i løbet af nogle tusinde år
er skabt arter, der er succesrige i domesticeret tilstand, men som ikke
vil kunne klare sig i naturen. På samme måde er mennesket blevet
afhængig af de samme domesticerede arter for overlevelse.
Kultivering af planter
Hvor planter gror vildt
vil kun de frø, der undgår menneskets høst og som derfor spredes på
jorden, have en chance for at spire og danne grundlag for næste års
planter. Men lige det modsatte er tilfældet, når mennesket griber ind og
begynder at dyrke de samme planter og indsamle frø til næste års såning.
Her er det de indsamlede frø, der har størst chancer for at spire og
blive til nye planter på bondens mark. Med tiden vil derfor de planter,
der bedst bærer frøene indtil høst, bidrage mest til næste års stand.
Vilde kornsorter har
udviklet en række mekanismer, der tjener til optimering af
frøspredningen. Herved sikres næste generation og dermed artens
overlevelse bedst muligt. F.eks. har vilde kornsorter skøre aks, der
nemt brækker i stykker ved modningen, mens dyrkede sorter har seje aks,
der er mere modstandsdygtige og derfor ikke så let går fra hinanden (se
videre nedenfor).
Det viser sig nu, at
5-10 % af individerne i en given population af vilde kornsorter har seje
aks. Da mennesket begyndte at høste de vilde kornsorter, enten ved at
rykke planten op med rod eller ved hjælp af segl, udvalgte de automatisk
planter med seje aks, idet planter med skøre aks allerede havde smidt
deres frø eller gjorde dette ved den første lette berøring. De
næstfølgende såninger blev derfor i højere og højere grad domineret af
frø fra planter med seje aks, hvorfor sådanne planter gradvist blev
udvalgt på bekostning af de vilde planter med skøre aks. På denne måde
kunne planter med seje aks i bedste fald fuldstændig udkonkurrere de
andre i løbet af mindre end 100 år (figur 11).
|
Domesticeret (tv.) og vild ris (th.)
|
Hos vilde, ikke-domesticerede planter sker
frøspredningen svarende til den såkaldte abscissionszone (akse) på overgangen
mellem akset og stilken. Abscissionszonen består af et antal tætpakkede
lag af celler. Som svar på faktorer i omgivelserne og hormonstimulation
kan abscissionszonen aktiveres, og der vil ske en udskillelse af
nedbrydende (hydrolytiske) enzymer, der nedbryder cellelagene i zonen og
derved får akset til at løsnes. Aktivering af abscissionszonen sker i
forbindelse med modning af planten. Vilde planter har en ubrudt
(komplet) abscissionszone, mens domesticerede planter har en inkomplet
abscissionszone eller mangler denne helt.
Den genetiske baggrund for denne ændring af
abscissionszonen, der er et helt afgørende træk ved domesticering, har
været mest studeret i ris. Kultiveret ris (Oryza sativa)
blev domesticeret fra de vilde forfædre, O. nivara
og/eller O. rufipogon. O. nivara har en komplet
abscissionszone, mens O. sativa har en inkomplet zone.
Undersøgelser har vist, at genet sh4 spiller en vigtig rolle i
etableringen af abscissionszonen og formentlig også for nedbrydningen af
zonen i forbindelse med frøspredningen. En mutation i genet, der fører
til udskiftning af en aminosyre (asparagin) med en anden (lysin) et
bestemt sted i det tilsvarende protein, forstyrrer proteinets funktion
og hindrer dannelsen af en komplet abscissionszone (figur 12).
Vildtypeplanterne (O. nivara) smider de modne frø ved let
berøring, mens frøene sidder fast på de muterede planter (O. sativa)
eller kun løsnes ved kraftig rysten.
|
Figur 12: Abscissionszonen og SH4-genet.
Kun A-C relevante. A: Vild ris, O. nivara. B:
Domesticeret ris (indica-typen). C: Domesticeret ris (japonica-typen).
al: Abscissionszonen, der er ubrudt (komplet) i A, men brudt og
i områder fraværende i B og C. |
En anden undersøgelse har vist betydningen af genet
qSH1. Udskiftning af en enkelt base (en SNP) et bestemt sted i
genet hindrer dannelsen af abscissionszonen. SNP’en findes hos
japonica underarten af Oryza sativa, men ikke hos indica
underarten, der i overensstemmelse hermed delvist har bevaret den
spontane frøspredningsevne (figur 13).
|
Figur 13: Abscissionszonen og qSH1-genet.
I D ses foto af riskorn, hvor overgangen mellem stilk og frø (abscissionszonen)
er markeret med firkanten. E, H og L viser abscissionszonen hos
Japonica ris (E), indica ris (H) og vild ris (L).
Pilen indikerer abscissionszonen.
|
Mennesket vil desuden
være mere tilbøjeligt til at udvælge de kornplanter, der har de største
frø og som desuden ”pakker” disse i hobe, der er nemme at høste (i
modsætning til planter med en mere spredt frøsætning).
Disse tre tilpasninger fra plantens side – evnen
til at undlade at smide frøene, evnen til at pakke dem i hobe samt
dannelse af store frø – vil vise sig ved et ændret udseende, der kan
tjene som kendetegn for kultivering. Et fjerde vigtigt kendetegn er
udviklingen af en tynd frøhinde hos kultiverede planter. Vilde planters
frø er omgivet af en tyk frøskal, der skal beskytte dem og gøre dem
modstandsdygtige mod kulde, regn og udtørring, mens de ligger i jorden
og betingelserne for spiring opstår. En tyk frøhinde beskytter endvidere
mod nedbrydning i dyrets tarm i tilfælde af, at frøet skulle blive
spist. Hos f.eks. majs styres frøhindens tykkelse af et enkelt gen; det
normale gen (”vildtypen”) sikrer dannelsen af en tyk frøhinde, mens
ændringer (mutationer) medfører, at der kun udvikles en tynd frøhinde.
En tynd frøhinde kan ikke tolereres af den vildtvoksende plante, idet
artens videreførelse vil være truet.; derfor elimineres opståede
mutationer hurtigt. Hos den kultiverede majs udgør mutationerne derimod
ikke samme trussel, idet mennesket ved dets indgriben sikrer artens
videreførelse på anden måde.
I praksis er de vigtigste kendetegn på
kultivering stor frøstørrelse og tynd frøhinde.
Vi kan derfor
konkludere, at nogle få, tilsyneladende simple, skridt skabte
bemærkelsesværdige ændringer i forholdet mellem menneskelige samfund og
udvalgte arter af planter. Da mennesket begyndte at kontrollere
forplantningscyklus af visse planter ved at høste, opbevare og udså
frøene i forberedt jord skabte de en ny, adskilt og parallel verden for
disse planter. Denne verden opstod ved siden af den verden, som de vilde
fætre til de kultiverede planter fortsatte med at leve i, i de samme
områder. Disse ændringer blev ikke bevidst induceret af de første
landbrugere, men de var automatiske svar fra planternes side som en del
af deres tilpasning til kultivering.
Korndyrkning
Enkorn hvede:
Den moderne, vilde enkorn hvede (Triticum boeticum) i den
Frugtbare Halvmåne er den, der er genetisk tættest på dyrket enkorn
hvede (Triticum monococcum). Enkorn hvede kaldes sådan fordi der
ofte kun sidder ét korn i akset. Det er sandsynligt, at den første
dyrkning af denne hvede fandt sted ved foden af Karacadağ-bjergene i den
nordlige del af den Levantine Korridor, som er det eneste voksested for
den vilde forfader; den beboelse, der har givet de tidligste spor efter
dyrkning af enkorn hvede ligger kun 250 km syd herfor. Ved Tell Abu
Hureyra og Tell Mureybit var enkorn hvede den vigtigste planteføde for
både jæger-samlerne (natufierne), der levede i området fra 13.000-11.500
år før nu og for de første landbrugere, der levede dér fra omkring
11.000 år siden (figur 10).
Emmer hvede: Den
vilde og den dyrkede emmer hvede er forskellige sorter af én og samme
art. Emmer er en langstakket hvedeart med to korn i akset (tokorn). Vild
emmer findes kun i den Frugtbare Halvmåne, og den blev høstet i store
dele af regionen fra Netiv Hagdud i Negev mod syd over Jeriko og Çayönü
til Jarmo i Zagros mod nord og øst. Dyrket emmer hvede kendes fra Tell
Aswad nær Damaskus og fra Tell Abu Hureyra fra 11.000-10.800 år før nu
og fra Jeriko fra 10.500 år før nu. For 10.000 år siden var dyrket emmer
hvede vidt udbredt i regionen.
Vi kan således slå
fast, at Tell Abu Hureyra er det ældste sted for dyrkning af begge de to
hvedearter, idet dyrkningen startede her for 11.000 år siden, mens
dyrkningen ved Jeriko startede for 10.500 år siden og ved Çayönü for
10.000-9.500 år siden (figur 10).
Emmer var den vigtigste
kornart i Neolitikum.
Byg:
Vild byg findes overalt i den Frugtbare Halvmåne og jæger-samlere
høstede den i hele regionen. To typer af dyrket byg er blevet fundet på
de ældste lokaliteter for landbrug: 2-radet byg (svarer til den vilde
forfader) og 6-radet byg. Ved Tell Abu Hureyra dyrkedes 2-radet byg lige
så tidligt som de to hvedearter (knap 11.000 år før nu), mens dyrkningen
startede ved Jeriko for 10.300 år siden. Både 2-radet og 6-radet byg ses
i Ali Kosh (langt mod øst i Zagros) sammen med de to hvedearter for
9.200 år siden. Begge typer af dyrket byg var udbredte i den Frugtbare
Halvmåne fra 9.500-9.000 år siden.
HVEDEARTER
Hvede = Triticum (”hvid”) er hjemmehørende i
Mellemøsten og det østlige Middelhavsområde. Der er ca. 20 vildtvoksende
og dyrkede arter. En nærtstående slægt er gedeøje (Aegilops), der
også består af ca. 20 arter med samme udbredelse som vild hvede.
Hvede er et af de ældst kendte ord for ”korn”. Det
er etårige planter af græsfamilien (Poaceae).
Den græske gudinde for brød og jordbrug er Demeter,
der betyder frue. Den romerske pendant er Ceres, deraf betegnelsen
cerealier for kornprodukter.
Enkorn er den oprindelige hvedeart. Enkorn ligger
genetisk tættest på dé vilde græsser, som hvedearterne oprindeligt er
udviklet fra. Dyrket enkorn er udviklet fra vild enkorn, og den eneste
principielle forskel på de to er, at akset fra den kultiverede sort ikke
knækker ved modning (figur 14).
|
Figur 14: Enkorn hvede
|
Enkorn er genetisk diploid, dvs. at den har to sæt
kromosomer. Der er syv forskellige kromosomer i hver celle, dvs. at
enkorns haploide kromosomtal (n) er 7 (n = 7). At enkorn er diploid vil
sige, at den har to kopier af hvert af de 7 kromosomer, ialt14
kromosomer (2n = 14), hvilket er den mest simple tilstand hos hvede.
Emmer-gruppen (figur 15) af hvedearter, der
omfatter vild og dyrket emmer, durum, polsk og engelsk hvede, er alle
tetraploide (14 forskellige kromosomer, dvs. 2n = 28, alternativt 4x7). Emmerhvede er
opstået ved krydsning mellem to vilde græsser, Tr. urartu (der er
meget tæt beslægtet med vild enkorn, Tr. boeoticum) og gedeøje (A.
speltoides), der begge er diploide. Krydsningen har indebåret
cellefusion mellem de to arter, hvilket har ført til fordobling af
kromosomtallet hos den nye art (emmer). Krydsningen er sket i vild
tilstand, længe før domesticering fandt sted. Vild emmer (Tr.
dicoccoides) er forfar til dyrket emmer (Tr. dicoccum); en
hård form kaldes durum (Tr. durum). Da både vild og dyrket emmer
danner frugtbart afkom med andre tetraploide hvedetyper, anser nogle
systematikere alle tetraploide hvedeformer for at tilhøre samme art, der
så kaldes Tr. turgidum. De enkelte typer er underarter, f.eks.
Tr. turgidum subsp. dicoccoides (vild emmer).
|
Figur 15: Emmer hvede
|
Figur 15a: Emmer hvede (Gl. Estrup, Djursland)
|
De hexaploide hvedearter, der udgør speltgruppen,
har 21 forskellige kromosomer (2n = 42, alternativt 6x7). De omfatter spelt (Tr.
spelta) og almindelig hvede (brødhvede, Tr. aestivum).
Brødhvede er den man normalt refererer til med betegnelsen hvede (figur
16-18). Spelt er opstået ved krydsning mellem emmer (tetraploid) og den
vilde græsart, A. tauschii (diploid); krydsningen kan kun være
sket i Mellemøsten, fordi A. tauschii kun gror her, og det er
sket inden tilsynekomsten af almindelig hvede for ca. 8.000 år siden.
Krydsning af durumhvede med A. tauschii blev til den almindelige
brødhvede. Genetiske undersøgelser viser, at spelt også kan opstå ved
krydsning mellem almindelig hvede og emmerhvede. Det diskuteres om spelt
også er udviklet i Europa uafhængigt af Mellemøsten, men dette er dog
noget usikkert. Spelt opfattes nogle gange som en underart af almindelig
hvede (da kaldet Tr. aestivum subsp. spelta).
Figur 16: Spelt hvede
|
Figur 17: Speltmark på Livø
|
Figur 18: Alm. hvede (tv.) og spelt hvede (i midten og th.)
|
Spelt er fundet i arkæologiske lag nord for
Sortehavet fra det 5. årtusinde fvt., men er mest kendt fra Europa i
oldtiden. I Bronzealderen var spelt vidt udbredt i Centraleuropa, og i
Jernalderen blev det hovedsorten i det sydlige Tyskland og Schweiz. Fra
500 fvt. kom spelt til de Britiske Øer. I det 20. århundrede er spelt
næsten overalt fortrængt af almindelig hvede, men på det seneste har
dyrkning af spelt tilsyneladende fået en renæssance.
Hvede, majs og
ris er i dag de vigtigste kornsorter i verden (figur 19-21). Hvede er
verdens næstvigtigste fødeemne efter ris og er hovednæringsmiddel for
over 1/3 af verdens befolkning. Hvert år bliver der produceret 100 kg
hvede pr. indbygger på Jorden og langt det meste går til menneskeføde.
De økonomisk vigtige hvedearter i dag er durumhvede (pasta), brødhvede
(brød) og dværghvede, Tr. compactum (kiks - figur 22).
Figur 19: Alm. hvede
|
Figur 20: Majs
|
Figur 21: Ris
|
|
Figur 22: Dværghvede (Gl. Estrup, Djursland)
|
Opdateret august 2009
Til toppen
