Lokalitet
Hohlenstein-Stadel grotten og Bärenhöhle
ligger side om side i Lonetal. Man kommer nemmest til de to grotter via gården
Lindenau, der er omdannet til et traktørsted. Man kan komme til Lindenau
enten fra Rahmingen eller Assenfänger – fra begge stederne er der ca.
3 km
ad en lille vej til Lindenau. Bilen stilles ved Lindenau og resten af
turen foregår til fods, ca. 15 minutters gang hver vej. Vejen går først
henover marker og så ned gennem skoven. Man skal fortsætte med at gå
nedad hele tiden. Til sidst når man engen i Lonetal, hvor man går til højre.
Der står et lille skilt med navnet Bärenhöhle og ca.
50 m
længere henne går en lille sti ind i skoven. Man kommer først til den
ganske lille Bärenhöhle og umiddelbart ved siden af ses den meget større
Hohlenstein-Stadel. Begge huler ligger i niveau med dalbunden, men gemt
inde i skovbrynet.
Fundhistorie
Hohlenstein-Stadel
er den mest berømte af de to huler. Hulen blev opdaget i 1866 af Oscar
Fraas. Stedet blev udgravet i årene 1935 til 1939 og fra 1956 til 1960 af
Robert Wetzel. Den berømte statuette, Der Löwenmensch blev
fundet i 1939.
Datering
Lagerne i Lonetal er primært af Aurignacien-alder,
men ved Hohlenstein-Stadel er der også fundet mellempalæolitiske lag,
bl.a. med formodede neandertalknolger. Der Löwenmensch er
ca. 36.000 år gammel.
Beskrivelse
Den berømte statuette, Der Löwenmensch
blev fundet i form af talrige små fragmenter den 25. august 1939 lige før
2. Verdenskrigs udbrud. Fragmenterne blev af sikkerhedsmæssige grunde
gemt bort i kasser sammen med de øvrige fund fra hulen. Kasserne blev først
”genopdaget” 30 år senere af Joachim Hahn, der kunne rekonstruere
statuetten ud fra fragmenterne. Statuetten er
29,6 cm
høj og ca. 36.000 år gammel; den hører til den ypperste kunst fra
Aurignacien. Den kan i dag ses på museet i Ulm. Ved Hohlenstein-Stadel er
der også fundet mange redskaber tildannet i sten og knogle; de fleste er
ca. 32.000 år gamle, men nogle er formentlig af tidlig Aurignacien-alder
(ca. 40.000 år?).
Opbevaring
Der Löwenmensch kan ses i
Ulmer Museum.
Diverse
I Centraleuropa, ikke mindst langs Donaus øvre
løb, er der gjort bemærkelsesværdige fund af smykker, musikinstrumenter
og andre kunstgenstande fra den første del af øvre Palæolitikum (Aurignacien
og Gravettien). Fundene herfra er generelt noget ældre end de berømte
hulemalerier fra Franco-Cantabrien og stammer fra den allerførste tid,
hvor tidlige moderne mennesker (Homo sapiens eller Cro-Magnon)
levede i Europa.
Lokaliteten er sidst besøgt i 2002.
Referencer
1.
Der Löwenmensch.
Tier und Mensch in der Kunst der Eiszeit. Ulmer Museum 1994.
2.
Journal of
Human Evolution 44: 331-371, 2003.
3.
Aktuel Arkæologi
1 (3): 16-23, 2003.
|