DA MENNESKET BLEV MENNESKE:

HJERNE, SPROG, BEVIDSTHED, LIVSCYKLUS

Figurer

Temaer     

Hvordan fik vi evnen til at tænke og føle? Hvorledes adskiller vi os fra andre levende organismer med hensyn til disse evner? Vores hjerne udstyrer os med evne og motivation til at stille disse spørgsmål. Svarerne afhænger helt af vores forståelse af hjernens udvikling. Den biologiske evolution har skabt den mest tilpasningsdygtige struktur, der nogensinde har eksisteret – nemlig menneskets nervesystem. Hjernen er i stand til at planlægge et giftermål eller et mord, hjernen kan kommandere en muskel til at kontrollere den bane en kastet sten skal følge eller den bane en rumraket skal følge, hjernen kan smage forskel på en Mouton årgang 1945 og en Latour årgang 1961, den kan lære swahili eller spansk og fortolke mønstret af et farvet lys på en fjernsynsskærm som en tredimensionel verden, hvori der eksisterer mennesker. Hjernen kan med succes tilpasse sig enhver udfordring, som miljøet giver; mange af disse udfordringer er helt nye for hjernen, den har aldrig mødt dem før og kan således ikke være forberedt på dem. 

Vores hjerne tillader os at improvisere en adfærd, der er hensigtsmæssig næsten uanset, hvordan situationen arter sig, dvs. en adfærd der er udtryk for en klar forståelse af den komplicerede sammenhæng mellem årsag og virkning. Ingen anden organisme på Jorden har tilnærmelsesvis disse egenskaber. Vi er sandsynlig også den eneste art, der evner hvad der i fagsproget kaldes kognitiv empati, som er evnen til at sætte sig selv i en andens sted. Dette er en særdeles nyttig overlevelsesmekanisme hos en intelligent organisme, der lever i et højtudviklet socialt miljø. Vores hjerne har udviklet sig til noget ganske andet end selv hos vore nærmeste slægtninge. Vores hjerne er nemlig en sofistikeret maskine, der erstatter store, skarpe hjørnetænder til at sønderdele kød, knusende og malende kindtænder til at sønderdele seje græsser og rødder, store tunger til at fiske delikatesser ud af termitboer, sej hud eller spidse horn til beskyttelse mod store kattedyr osv. Pga. vores store hjerne behøver vi ikke at vente på, at den naturlige udvælgelse skal løse problemerne for os – den naturlige udvælgelse har i stedet givet os et organ, hvormed vi selv kan skabe hurtige løsninger. 

Vores hjerne har visse indbyggede, genetisk bestemte egenskaber, som udstyrer os med bestemte instinktive adfærdsmønstre, der kan ses som hensigtsmæssige i forhold til artens overlevelse: Vi beskytter vort afkom, vi har seksuelle behov, vi undgår faren ved at falde ned fra store højder, vi kæmper eller flygter, når vi står over for en fjende, og dette uanset om vi lever højt i New York Citys skyskrabere eller vogter yakokser på den tibetanske højslette. Men vores kulturelle adfærd kan i nogle tilfælde overvinde og erstatte denne instinktlignende adfærd. F.eks. vil menneskene i nogle kulturer dræbe deres afkom, frivilligt afstå fra seksuel aktivitet eller gå i døden uden forsøg på kamp eller flugt: Kvinder kan drukne deres børn ved at køre familiens bil i en sø; præster kan leve i cølibat; folk involverer sig i elastikspring; folk, der er udset som ofre i en massehenrettelse, går roligt i døden osv. Det gør den kulturelle evolution til et af de mest kritiske aspekter af menneskets udvikling, hvis vi skal forsøge at forstå den menneskelige natur. 

Hjernens opbygning

Pattedyrhjerner har grundlæggende den samme opbygning (figurerne 1 og 2): Hjernen er splittet op i to halvdele af en kløft i midtlinien, højre og venstre hemisfære. Begge hemisfærer består af fire områder eller lapper, der har forskellige funktioner. Frontal- eller pandelappen har bl.a. at gøre med bevægelser og følelser; temporal- eller tindingelappen er sæde for lagring af viden og erfaring (hukommelse); occipetal- eller nakkelappen rummer bl.a. synscentret, mens parietal- eller isselappen spiller en rolle for samordning af informationen fra sanseorganerne (syn, hørelse, lugt og følesans). 

Hjernen indeholder op mod 1.000 milliarder (en billion) nerveceller (neuroner), der er forbundet indbyrdes i et uhyre kompliceret netværk; man har skønnet, at neuronerne danner mellem 100 og 1.000 billioner forbindelser med hinanden (figur 3). Det enkelte neuron modtager, bearbejder og videresender information ved at udveksle forskellige ioner (elektrisk ladede atomer) med omgivelserne. I hvile opretholder neuronet en bestemt koncentration af ioner over cellemembranen, hvilket giver anledning til en lille spændingsforskel over membranen (membranpotentialet). Det er meget energikrævende at opretholde denne ionbalance mellem cellens indre og ydre, en balance der konstant er i forandring på grund af åbning og lukning af kanaler i neuronernes cellemembraner i forbindelse med udbredelse af nerveimpulser (se også figur 4). I hjernen sker samordning og opbevaring af information først og fremmest i de nervetråde, der kaldes dendritter (se figur 4). Dendritternes mange fine forgreninger øger overfladen af de modtagende membraner meget stærkt, og de mindre grene indeholder talrige mitokondrier, der sørger for den energiforsyning, der er nødvendig for at opretholde ionbalancen. 

Tøffeldyr er ca. 0,5 mm lange, encellede dyr, der bevæger sig ved hjælp af svingtråde på celleoverfladen. Tøffeldyret er i stand til at sanse omverdenen, og når det svinger mod giftige stoffer, eller når det rammer en mekanisk forhindring, ændres svingtrådenes slagretning således, at dyret svømmer baglæns et stykke tid, hvorpå det atter svømmer forlæns i en ny retning. Disse reaktioner styres ved, at dyret udveksler ioner med omgivelserne; den ændrede ionbalance styrer svingtrådenes slagretning. Denne styring ved hjælp af ioner minder i påfaldende grad om nervecellernes reaktioner hos mennesket. Der synes derfor at være en forbindelse mellem encellede dyrs omverdensorientering og nervecellernes funktion, og nervecellernes grundform må være udviklet sammen med de første flercellede dyr for måske 600 millioner år siden. Nervecellernes funktion har deres oprindelse i de processer, hvormed de første encellede dyr var i stand til at reagere på signaler fra omgivelserne. I den følgende udvikling har nervecellerne til stadighed meddelt informationer fra omverdenen og formidlet hensigtsmæssige reaktioner i forhold til dyrenes livsbetingelser. 

Varmblodede hjerner

Pattedyr og fugle har meget større hjerner end andre hvirveldyr. Pattedyr og fugle er også de eneste varmblodede dyr. Hvilende pattedyr og fugle bruger 5-10 gange så meget energi som vekselvarme dyr (f.eks. padder og krybdyr) af en tilsvarende størrelse, og det meste af denne ekstra energi går til at opretholde konstant legemstemperatur via muskelaktivitet. Varmblodede dyr er derfor nødt til at finde meget større mængder føde end vekselvarme dyr for at kunne imødekomme disse behov. Dette stiller enorme krav til hjernen som modtager af sanseindtryk samt til intellektuel bearbejdning og lagring af disse sanseindtryk på en for dyret hensigtsmæssig måde. Derfor har varmblodede dyr større hjerner end vekselvarme dyr.

Hos alle dyr befinder hjernen sig nær indgangen til marvetarmkanalen, hvilket antyder, at hjernen opstod som mavetarmkanalens måde at kontrollere dens indtag ved at acceptere fødeemner og afvise giftstoffer. Sammenlignende studier af fosterudviklingen hos forskellige dyr har dels vist, at gener, der oprindeligt kontrollerede udviklingen af tarmen, nu er ansvarlige for at kontrollere udviklingen af storhjernen hos pattedyr, dels at storhjernen, kæberne og tænderne er under kontrol af de samme gener under fosterudviklingen. Det er endvidere interessant, at de celler, der i fostertilværelsen danner tandanlæggene, oprindeligt kommer fra neuralrøret (se figur 2), der udvikles til centralnervesystemet. 

Allerede hos de såkaldte cynodonter, der var små pelsklædte dyr, som levede for mere end 200 millioner år siden og som gav ophav til pattedyrene, var tænderne specialiserede til skæring (fortænder), gennemboring (hjørnetænder) og knusning (kindtænder), hvorfor føden hurtigt kunne fordøjes, hvilket igen var en forudsætning for opretholdelse af et højt stofskifte. I modsætning hertil er alle tænder hos f.eks. krybdyr helt ens og uden specialisering.

Disse vidnesbyrd om højt stofskifte hos cynodonterne antyder, at forældreomsorg også var begyndt at udvikles hos disse, en adfærd, der er afgørende for opretholdelse af konstant legemstemperatur. Forældreomsorg er universel for varmblodede dyr. Sagen er, at varmblodede dyr som ovennævnt må bruge en meget stor del af deres energi til at opretholde en konstant legemstemperatur, hvilket kommer i konflikt med de store ernæringsmæssige krav, der også stilles til vækstprocessen hos ungerne, herunder ikke mindst til hjernens vækst. Varmblodede dyr har derfor en dårlig temperaturregulering i den første del af opvæksten, og det er nødvendigt at få tilført føde og varme udefra. Pattedyrenes svar herpå var, at hunnen ydede den fornødne omsorg, beskyttelse og varme; desuden udviklede hun mælkekirtler (der er omdannede svedkirtler) og diegivning (amning). 

Også hørelsen har undergået ændringer hos pattedyr. Padder, krybdyr og fugle har kun én mellemøreknogle, stigbøjlen. Pattedyrene har derimod tre, foruden stigbøjlen også hammeren og ambolten, hvor de to sidstnævnte er udviklet fra knoglerne, der udgør kæbeleddet. Sammen med ændringer i det indre øre har dette betydet, at pattedyr kan høre lyde af en langt højere frekvens end andre dyr. Fordelen ved at kunne høre lyde ved høj frekvens er, at pattedyrene kan høre de lyde, som insekter skaber, hvilket betyder, at insekterne bliver nemme byttedyr for pattedyrene. En anden fordel er, at pattedyrene kan høre nødskrig fra deres unger; dette giver pattedyrmoderen og ungen en privat lydkanal, hvor igennem de uforstyrret kan kommunikere; potentielle fjender kan ikke høre lyden. Den forbedrede hørelse er på den måde tæt knyttet til udviklingen af forældreomsorg, der igen er tæt knyttet til udviklingen af en konstant legemstemperatur. 

I udviklingen fra cynodonter til pattedyr skete der en forøgelse af storhjernen, især på grund af udviklingen af neocortex. Neocortex (”den nye bark”) udgør størstedelen af hjernebarken og findes kun hos pattedyr. Kvantitativt varierer neocortex kolossalt fra art til art; selv når der tages hensyn til legemsvægten er variationen en faktor 125. Neocortex er en foldet skal af hjernevæv kun et par mm tyk. Udfoldet ville menneskets neocortex fylde ca. 200.000 mm² (figur 5). Som de øvrige specielle karakterer hos pattedyrene er neocortex udviklet som en del af tilpasningen til opretholdelse af konstant legemstemperatur. Neocortex lagrer information om omgivelserne, så pattedyrene nemt kan finde føden og øvrige ressourcer nødvendige for overlevelse. Den voksende neocortex og forældreomsorgen kom til at udgøre de mekanismer, hvorved viden og erfaring kunne overføres fra den ene generation til den næste. Denne vidensoverføring blev et resultat af den tætte kontakt med forældrene gennem barndommen, som gav ungen mulighed for at observere og lære fra de voksnes adfærd. Den store hjerne gav forøgede muligheder for at oplagre, hvad de havde lært. 

Pattedyrungernes leg i barndommen er en adfærd af stor vigtighed for udviklingen af hjernen. Ungernes samspil med omgivelserne via legen kan være den første træning af hjernens netværk som i sidste ende vil gøre dyret i stand til at lokalisere, identificere og indfange ressourcer i miljøet. 

Var hjernen primus motor i oprindelsen af mennesket?

I det 19. og i første halvdel af det 20. århundrede var et af hovedtemaerne inden for palæoantropologien spørgsmålet om, hvor “menneskelige” vore umiddelbare forfædre, de tidlige homininer, var. Debatten drejede sig især om rækkefølgen, i hvilken de anatomiske forandringer på menneskelinien var indtrådt. To teorier var fremherskende i denne forbindelse. Den ene teori gik ud på, at det første skridt på vej mod mennesket var udviklingen af oprejst gang. Denne teori havde oprindeligt mange tilhængere og forfægtedes bl.a. af den kendte tyske zoolog Ernst Haeckel, der mente, at hjernens udvikling og vækst ikke fandt sted af sig selv, men var en følge af ændrede levevilkår. Her fremhævede Haeckel den oprejste gang, der frigjorde hænderne til en lang række gøremål, som f.eks. brug af redskaber, transport af mad og genstande m.m. Hjernens vækst og den dermed forøgede intelligens var ifølge Haeckel en konsekvens af de mange nye muligheder, som de frigjorte hænder indebar. 

Ifølge den anden teori var det hjernens udvikling, der var primus motor i udviklingen af menneskelinien; oprejst gang og de øvrige menneskelige kvaliteter var sekundære i forhold til udviklingen af en stor og kompleks hjerne. 

Teorien om hjernen som den drivende kraft i udviklingen blev fremsat af den berømte engelske antropolog Grafton Elliot Smith og var helt dominerende inden for antropologien omkring 1900-tallets begyndelse. Elliot Smith og med ham mange andre prominente antropologer mente, at menneskets forfædre måtte have haft veludviklede intellektuelle evner, men anatomisk havde de lignet menneskeaberne. Teorien kan føres helt tilbage til Darwin, der i “Menneskets afstamning” (1871) havde gjort sig lignende tanker. 

I dag kan det ved hjælp af fossilerne slås fast, at opret gang eller bipedalisme opstod uden forbindelse med egentlig redskabsbrug, og at den for homininerne unikke gangart udvikledes længe før hjernen begyndte at vokse. Bipedalisme var med andre ord den første væsentlige nyskabelse på menneskelinien og er derfor at opfatte som den primære hominine tilpasning. 

Udviklingen af hjernen og dermed Homo betegnes den sekundære tilpasning på menneskelinien. Denne begivenhed tog sin begyndelse for ca. 2,5 millioner år siden. Overlevelsen af Homo kom til at afhænge af udviklingen af meget potente og værdifulde teknologiske og sociale evner, hvilket igen afhang af udviklingen af en stor hjernekapacitet. Begge forhold virkede gensidigt stimulerende på hinanden.

Homininer

Det er uomtvisteligt, at mennesket og de afrikanske menneskeaber, gorillaen og chimpansen, er hinandens meget nære slægtninge: Vi har delt en forfader med de afrikanske menneskeaber for 6-8 millioner år siden. Desværre har vi kun meget sporadisk kendskab til den første periode af menneskets udvikling, idet fossiler på menneskelinien først bliver (relativt) almindelige efter 4 millioner år før nu. Vi har som følge heraf praktisk taget ingen reel viden om den fælles stamfader til gorillaen, chimpansen og mennesket og kun en yderst begrænset viden om, hvordan de ældste menneskelignende væsener så ud. 

Mange detaljer om vores forhistorie vil sandsynligvis altid være gemt i den geologiske fortid, men det har dog været muligt for antropologer og biologer at kaste lys over hovedtrækkene i vores udvikling, således som denne er foregået over de sidste 6-7 millioner år (figur 6). Der er i dag ikke tvivl om, at vores udvikling startede på Østafrikas savanne. Fra det øjeblik vore forfædre rejste sig op og begyndte at gå på to ben, begav vi os ind på en vej, der var meget forskellig fra de veje, som andre levende organismer fulgte. Med starten på vores kulturelle udvikling - dokumenteret i form af nogle groft tilhugne stenredskaber, der er 2,5 millioner år gamle - var der lagt en plan for vores dominerende rolle i fremtiden. Den accelererende kulturelle udvikling har for længst overhalet den langsomme biologiske udvikling. 

Individer, der tilhører menneskets udviklingslinie, benævnes homininer. Alle tidlige homininer er – som deres efterkommere – karakteriseret ved opret (bipedal) gang. Opret gang var som nævnt et afgørende træk, hvorved de tidlige homininer adskilte sig fra deres slægtninge blandt menneskeaberne. De fleste grupperer homininerne i tre slægter: Ardipithecus, Australopithecus og Homo, hvortil kommer nogle nyere fund, der ikke umiddelbart kan klassificeres i ovennævnte tre slægter. De to førstnævnte slægter, Ardipithecus og Australopithecus, benævnes ofte under ét “australopitheciner.” Der findes ingen nulevende arter tilhørende de to første slægter, mens det moderne menneske, Homo sapiens, er den eneste nulevende art af slægten Homo. 

Der har været tre grundlæggende niveauer i homininernes udvikling (figur 7): 1. Oprejst gang, 2. hjernens udvikling og 3. udvikling af sprog og anden form for symbolsk adfærd. Det første niveau strækker sig over næsten fem millioner år og er repræsenteret ved australopithecinerne. Det andet niveau, der satte ind for 2,5 millioner år siden, markerer oprindelsen af Homo-slægten, mens det tredje og sidste niveau repræsenterer udviklingen af vor egen art, Homo sapiens, en begivenhed der fandt sted for mindre end 200.000 år siden. 

Australopithecinerne adskilte sig fra de afrikanske menneskeaber primært ved den oprejste gang. Hvad angår kraniets udformning havde australopithecinerne derimod bevaret mange træk fra menneskeaberne. Det gælder således det fremstående underansigt og ikke mindst hjernekassens rumfang, der kun var på godt 400 cm³ i gennemsnit, hvilket svarer til rumfanget hos nulevende chimpanser (moderne mennesker har et gennemsnitligt rumfang på 1300 cm³). Tandsættet afveg kun i mindre grad fra, hvad man finder hos nulevende menneskeaber, Og der er al mulig grund til at tro, at australopithecinerne indtog no­gen­lunde den samme føde som menneskeaberne (væsent­ligst bløde frugter) og var næsten 100 % vegetarer. 

De første homininer må ganske enkelt betragtes som opretgående menneskeaber. De afveg ikke på andre væsentlige områder fra deres nære slægtninge, hverken i anatomisk eller i mental henseende. De skal derfor på ingen måder opfattes som mere eller mindre tågede spejlbilleder af os selv. 

Hjernens udvikling hos mennesket

Den senere del af menneskets udvikling er karakteriseret ved en meget betydelig forøgelse af hjernens størrelse (encefalisation): I løbet af mindre end 3 millioner år er hjernens rumfang forøget med mere end en faktor 3 – fra omkring 400 cm³ til 1300 cm³. Dette svarer til en stigning på 1 cm³ pr. 150-200 generationer. Stigningshastigheden har dog ikke været konstant, idet den hurtigste stigning er sket inden for de sidste 600.000 år samt i forbindelse med oprindelsen af Homo. Perioden derimellem, fra 1,8 til 0,6 millioner år før nu, var derimod karakteriseret ved en relativ stilstand i udviklingen af hjernens størrelse (figur 8).

Principielt kan menneskets store hjerne opnå sin størrelse på to måder: Enten ved at væksthastigheden under fosterudviklingen er usædvanlig høj eller ved, at vækstperioden er forlænget. Undersøgelse af hjernens udviklingshastighed hos forskellige pattedyr viser, at menneskets hjerne under fosterudviklingen vokser med samme hastighed som hos andre pattedyr, men hos mennesket fortsætter hjernens høje vækstrate lang tid efter fødslen (figur 9). 

Fossile kranier

Studiet af hominine fossiler kan i princippet give os oplysning om to aspekter ved hjernens udvikling: 1) Ud fra bevarede kranier eller dele heraf kan det absolutte kranierumfang estimeres. 2) I nogle tilfælde kan bevarede kranier også give information om hjernens overflade, hjernevindingerne og -furerne. Når individet dør, nedbrydes hjernevævet hurtigt, men kraniehulen kan efterfølgende fyldes med hærdnende sedimenter, hvorved der dannes en naturlig afstøbning af kraniehulens indre. Afstøbningen kan afsløre mange detaljer om hjernens overflade, men fortæller naturligvis intet om hjernens indre struktur. 

Ved at studere hjernens overflade kan man få vigtige oplysninger om hjernens overordnede organisation. Hos både menneskeaber og mennesker er hver hjernehalvdel som nævnt ovenfor organiseret i fire såkaldte lapper: frontal-, parietal-, temporal- og occipitallappen. Menneskeaber har som andre højerestående aber en stor occipetallap, men hos mennesket er occipitallappen relativt meget mindre og forskudt bagud for at give plads til de forstørrede frontal-, parietal- og temporallapper (figur 1). Ved undersøgelse af indre afstøbninger af fossile kranier fra homininer er det lidt overraskende blevet påvist, at hjernen på et meget tidligt tidspunkt i udviklingen, allerede for omkring fire millioner siden, havde undergået en tydelig reorganisering i retning mod det moderne menneskes. Den funktionelle betydning af denne reorganisering af hjernens overordnede struktur meget tidligt i udviklingsforløbet er naturligvis vanskelig at udlede. Men i det videre perspektiv er der ingen tvivl om, at den langsomme, men systematiske omstrukturering af menneskets hjerne nu var sat i gang. Hjerneafsnit, der tidligere havde været vigtige for andre funktioner, blev gradvist rekrutteret og modificeret til at udføre de nye funktioner, der var knyttet til udviklingen af de kognitive evner og det symbolske sprog. 

Encefalationskoefficient

Ved at studere fossilerne kan vi altså konstatere, at væsentlige skridt i hjernens udvikling tilsyneladende er foregået på et ret tidligt tidspunkt i homininernes udvikling. Sammenlignet hermed skete forøgelsen af hjernerumfanget på et langt senere tidspunkt.  

I figur 10A er vist udviklingen i hjernens absolutte størrelse hos homininerne som funktion af tiden. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at der ikke er noget simpelt forhold mellem hjernens absolutte størrelse og individets intellektuelle formåen. F.eks. kan hjernens størrelse hos mennesker med normal intelligens variere fra ca. 1000 til ca. 2000 cm³. Men det er dog på den anden side også klart, at hjernerumfanget sætter en nedre grænse for de intellektuelle præstationer, og at Homo sapiens kun kunne opstå i kraft af en betydelig øgning af hjernens størrelse. 

Endvidere er individuel variation inden for samme art og forskelle i gennemsnitsværdier mellem forskellige arter heller ikke samme sag. Det virker f.eks. helt rimeligt at antage, at den gennemsnitlige forskel i hjernestørrelse mellem mennesket og skildpadden også indebærer en forskel i intellektuel kapacitet de to arter imellem. 

Men væsentligere i denne sammenhæng er det, at det er legemsvægten, der er den vigtigste bestemmende faktor for hjernens størrelse. Legemsvægten viser som hjernerumfanget en stigende tendens under homininernes evolution. Ved vurdering af ændringen i hjernerumfanget under menneskets udvikling er det derfor nødvendigt at korrigere for ændringer i legemsvægten. Sagen kompliceres yderligere ved, at forholdet mellem hjernerumfang og legemsvægt ikke er lineært, idet hjernerumfanget kun stiger omkring to tredjedele så hurtigt som legemsvægten. 

Forholdet mellem hjernens størrelse og legemsvægten hos pattedyr kan udtrykkes ved formlen 

E = 1,77 x W^0,76, 

hvor E = hjernens forventede vægt i gram (svarer til rumfang i cm³) og W = legemsvægten i gram. Den korrigerede hjernevægt kan herefter sammenlignes med hjernevægten for et “gennemsnitligt” pattedyr med samme legemsvægt. F.eks. har chimpanser en hjernevægt på ca. 395 gram. Et “gennemsnitligt” pattedyr med samme legemsvægt som chimpansen skal ifølge formlen have en hjernevægt på 152 gram. En chimpanses hjerne er derfor 2,6 gange så tung som den burde være (395/152). Dette forhold mellem den aktuelle og den “forventede” hjernevægt betegnes teknisk encefalisationskoefficienten (EK). Chimpansen har altså en EK på 2,6. 

I figur 10B vises relationen mellem EK og tiden, der giver et mere sandt billede af hjernens ekspansion under menneskets udvikling. Det fremgår heraf, at encefalisation først og fremmest er et karakteristikum for slægten Homo og ikke for homininer som helhed: EK for australopitheciner afviger ikke væsentligt fra den øvre grænse for nulevende menneskeaber. 

Hvad betyder udviklingen i hjernens størrelse for udviklingen af den intellektuelle kapacitet hos mennesket? For at forstå dette skal man vide, at hjernebarken hos pattedyr grundlæggende består af to afsnit: Det limbiske system (tidligere kaldet rhinencefalon, “lugtebarken”) og neocortex (“den nye hjernebark” – se ovenfor) (figur 5). Det limbiske system ligger hos mennesket dybt lejret i hjernen og har en primitiv struktur sammenlignet med neocortex. Det limbiske system er desuden den fylogenetisk ældste del af hjernebarken. Forøgelsen af hjernerumfanget på menneskelinien kan stort set tilskrives en ekspansion af neocortex. Neocortex har som følge heraf fuldstændig overlejret de fylogenetisk gamle, mere primitive strukturer, der i det væsentlige er forblevet uændret gennem pattedyrenes udvikling. I overensstemmelse hermed er det neocortex, der er sæde for og kontrollerer den intellektuelle og kognitive aktivitet, mens det limbiske system kontrollerer emotionelle og viscerale (ubevidste) funktioner. Det limbiske system menes ikke at besidde nogen kapacitet for symbolisering, sprog eller bevidsthed. 

Når vi studerer organisationen af neocortex’ funktioner støder vi på klare forskelle mellem mennesket og menneskeaberne. Hos alle pattedyrene er hjernen som tidligere nævnt delt i to halvdele (hemisfærer). Så vidt man ved, er funktionerne i venstre hemisfære et spejlbillede af funktionerne i højre hemisfære hos alle pattedyr, inklusive primaterne. Funktionen af de to hemisfærer er med andre ord ens. Kun hos mennesket er dette forhold radikalt ændret. Her har de to hemisfærer forskellige funktioner. Skade på den venstre hemisfære påvirker f.eks. sprogfunktionerne, mens skade på den højre hemisfære bl.a. påvirker evnen til at opfatte det tredimensionale rum. Sprogfunktionerne lægger beslag på en relativt stor del af hjernebarken, og etableringen af en funktionsopdeling af de to hemisfærer har bidraget til den nødvendige forøgelse af hjernebarkens kapacitet. 

Forudsætninger for og årsager til hjernens vækst

Hjernen er et af de redskaber, dyr anvender som stødpude mod de variationer i miljøet, som ellers ville true deres eksistens. Studiet af variationer i miljøet er derfor en af kilderne til at forstå, hvorledes hjernen er udviklet. 

Undersøgelser af hjernens udvikling angiver tre temaer: 1) Hjernens essentielle rolle som stødpude mod variationer i miljøet. 2) Ethvert evolutionært trin i hjernens udvikling har haft sine omkostninger. 3) Udvikling af hjernen til det niveau, som vi besidder – og som giver vores liv et så rigt indhold – afhang i sidste ende af familiens etablering som en social og reproduktiv enhed. 

Det har i årenes løb ikke skortet på teorier om, hvad drivkraften bag hjernens ekspansion hos mennesket kan have været. Alle synes imidlertid at være enige om, at det er ændringer i homininernes adfærd, der har betinget hjernens udvikling. Uheldigvis afspejles adfærden ikke i fossilerne. I stedet er man henvist til at rekonstruere adfærden på grundlag af de spor, den trods alt har efterladt, og ved at sammenligne med beslægtede, nulevende arter. Hvad sidstnævnte angår har studiet af adfærden hos nulevende menneskeaber (især chimpanser) og af de få resterende jæger-samlersamfund haft en vis betydning.

Tidligere var det en meget populær antagelse, at redskabsfremstilling var den mest sandsynlige årsag til hjernens ekspansion. Det erindres, at der tidsmæssigt er en nøje relation mellem hjernens ekspansion og den begyndende redskabsfremstilling – begge er tidsmæssigt knyttet til Homo-liniens opståen. I 1950’erne anså man de stadigt stigende krav til en mere og mere sofistikeret redskabsfremstilling som den direkte årsag til hjernens vækst. Denne “Man the Tool Maker”-teori blev i 1960’erne afløst af “Man the Hunter”-teorien, der hævdede, at det var de stigende krav til en mere og mere kompleks jagtadfærd, der var årsagen til hjernens vækst. 

I dag anser de fleste imidlertid den sociale adfærd og etableringen af den menneskelige familiestruktur som de vigtigste drivkræfter bag hjernens ekspansion. Socialisering er en vigtig del af primaters adfærd i almindelighed. De intellektuelle krav, der stilles til komplekse sociale interaktioner, er efter manges mening den vigtigste selektionskraft bag ekspansionen af primaternes – og i sidste ende – menneskets hjerne. Årsagen til den ændring af den sociale adfærd, der formodes at have været primus motor for udviklingen af menneskets hjerne, skal sandsynligvis søges i aktiviterne omkring indsamling og behandling af de daglige livsfornødenheder. 

Arkæologiske undersøgelser, der blev foretaget i 1960’erne og 1970’erne, har ført til antagelser om, at der for omkring 2 millioner år siden skete afgørende ændringer i homininernes kostvaner. Før dette tidspunkt bestod kosten som hos nulevende menneskeaber næsten udelukkende af planteføde. Men analyse af slidmønstret på tandemaljen har afsløret, at rødder og rodknolde efter dette tidspunkt begyndte at indgå i føden, men den vigtigste ændring var dog formentlig, at kød begyndte at udgøre en stadigt stigende andel. 

Kødet skaffede homininerne sig hovedsageligt ved partering af store pattedyr, der enten var selvdøde eller blevet nedlagt af rovdyr. Også knoglemarv og hjernemasse fra disse dyr indgik sandsynligvis i kosten. De arkæologiske undersøgelser viser, at ådslerne i de fleste tilfælde kun blev grovparteret på stedet for herefter at blive transporteret til et mere sikkert sted for den videre forarbejdning.

Sammenhængende hermed er der arkæologisk evidens for en begyndende arbejdsdeling, hvor hvert køn bidrog med hver sin slags mad til gruppens samlede forsørgelse. Den indsamlede føde blev transporteret tilbage til et bestemt udgangspunkt (“boplads”), hvor den efterfølgende kunne fordeles mellem gruppens medlemmer. Dette understøttes af studier af nulevende jæger-samler-samfund, der viser, at fødetransport er associeret med en arbejdsdeling, hvor kvinderne som hovedregel står for indsamling af planteføden, mens mændene står for fremskaffelse af kødet. 

Det synes herefter klart, at omkring det tidspunkt, hvor Homo-linien opstod, blev to adfærdsmønstre etableret: Arbejds- og fødedeling. For det enkelte individ havde denne arbejds- og fødedeling den konsekvens, at han/hun ved at give afkald på noget af sin uafhængighed fik adgang til større og mere stabile ressourcer. Arbejdsdeling, fødetransport og fødedeling er i det store og hele ukendte fænomener hos menneskeaberne.

Det nye adfærdsmønster kunne kun fungere ved brugen af redskaber. Partering af store dyr som elefant og flodhest var kun mulig ved hjælp af egnede skæreredskaber. De arkæologiske undersøgelser viser, at redskaberne ofte blev fremstillet på stedet af råmateriale transporteret dertil. Ligeledes har det været nødvendigt med bæreredskaber som kurve eller bakker af træ for at kunne transportere tilstrækkelige mængder føde hjem til bopladsen. Kun hvis det var muligt at bringe så meget føde hjem, at der var noget at dele, var det nemlig mere fordelagtigt at transportere den end at fortære den på stedet. 

Arbejds- og fødedelingen skabte en ernæringsmæssig afhængighed mellem gruppens medlemmer, en afhængighed der må have skabt et selektivt pres for stærke sociale bånd. Der må også have været en stærk selektion for forbedret evne til planlægning, beregning og ikke mindst til kommunikation. Udveksling af erfaring er af langt større betydning inden for samarbejdende grupper af homininer end blandt fødemæssigt uafhængige menneskeaber. Enhver gruppe af homininer, hvor medlemmerne ikke blot kunne udveksle føde, men også erfaringer, ville have opnået en afgørende fordel frem for andre. Slutresultatet af det stærke pres på en forbedret kommunikationsevne var udvikling af et egentligt talesprog, der utvivlsomt har accelereret hjernens udvikling yderligere. 

Etableringen af familien som forudsætning for hjernens udvikling

Dyr med store hjerner er sjældne – der er formidable omkostninger ved at have en stor hjerne. Hjernen må konkurrere med andre organer om de begrænsede energiressourcer. Store hjerner kræver også en lang modningsperiode, som stærkt hæmmer hastigheden, hvormed besidderne af store hjerner kan reproducere. Udviklingen af store hjerner kræver vedvarende omsorg for meget afhængige og langsomt modnende unger. Derfor var en afgørende forudsætning for udviklingen af menneskets hjerne etableringen af en familie, der kunne tilvejebringe den nødvendige omsorg. 

Hos det nyfødte menneske står hjernen for næsten to tredjedele af det totale energiforbrug (figur 11). Dette hænger sammen med, at den nyfødtes hjerne er meget stor i forhold til resten af kroppen, og med, at hjernens indre mikrostruktur er under fortsat vækst og udvikling: Vækst af dendritter, synapsedannelse og myelinisering er processer, der alle kræver meget mere energi end vedligeholdelse af den voksne hjerne. Fordi hjernen kræver så stor en del af energiressourcerne hos den nyfødte, sætter dette formentlig en øvre grænse for hjernens størrelse, da muskler og andre vitale organer, hjerte, lever, nyrer og mavetarmkanalen også skal bruge energi. Det at tage omsorg for et lille barn er en meget stor energibelastning for moderen, og energiforbruget ved amning er langt større end ved graviditet. Hos små pattedyr kan diegivningen tredoble moderens behov for føde. 

Frugtædende primater har generelt større hjerner end bladædere (figur 12). Dette skyldes de specielle problemer, der er ved at indsamle frugten i en næsten uoverskuelig blanding af forskellige typer af træer i den tropiske regnskov. Frugt står meget spredt i skoven, og forskellige træer bærer desuden frugt på forskellige årstider. Den succesrige indsamling af moden frugt kræver derfor, at dyret kan huske lokalisationen af de frugtbærende træer og kan forudskikke, hvornår på året de vil bære frugten. Ydermere er der ofte en intens konkurrence mellem dyrene om de trods alt sparsomme mængder af den letfordøjelige, meget energi- og næringsrige modne frugt. Umoden frugt indeholder mindre sukker og mere vanskeligt fordøjelige kulhydrater. Frugtædere må derfor planlægge deres fødeekspeditioner omhyggeligt, hvis de skal overleve. I modsætning hertil forekommer blade overalt, og de kan nemt høstes uden større konkurrence. 

Bladædende dyr har valgt at satse på fordøjelse af store mængder, let tilgængelig føde, men blade indeholder næringsstoffer, der er forholdsvis vanskelige og derfor energikrævende at fordøje. Et andet problem for bladædere er, at blade hyppigt indeholder giftstoffer, hvilket kræver ekstra energi til afgiftning. Frugtædere har valgt at bruge meget energi på at udvikle en stor hjerne som kan lagre information om lokalisation og strategier, der er nødvendige for at indsamle en føde, der er forholdsvis sparsom og svær at finde (moden frugt), men som til gengæld kun kræver lidt energi til fordøjelsen. Udviklingen af farvesyn kan have bidraget til udviklingen af store hjerner hos primater (figur 13); frugtens farver antyder graden af modenhed og derfor næringsværdi og fordøjelighed.

 Ikke nok med at energiomkostningerne er store, men udviklingen er også meget langsom hos storhjernede unger. Den ekstra tid bruges til vækst af hjernen, der først slutter ved puberteten. Der går bl.a. tid til at danne erfaringsbaserede forbindelser, som er afgørende for hjernens funktion hos voksne. Hjernen er enestående blandt organerne i dens behov for feedback fra erfaring for at opnå fuld funktionsdygtighed. 

Storhjernede arter får som regel kun én unge, og intervallet mellem fødslerne er lange, hvilket sandsynligvis afspejler omkostningerne ved omsorgen for afkommet. Forældrene skal leve længe nok til, at de efter at have opnået seksuel modenhed kan føde tilstrækkelig mange unger til erstatning for dem selv og herunder tage højde for, at nogle af ungerne dør eller er infertile. Derfor lever det køn, som bærer den største byrde i forbindelse med varetagelsen af omsorgen for ungerne, længere hos storhjernede arter.

 Chimpanse, gorilla og orangutang får næsten altid kun én unge og intervallet mellem fødslerne er 4-8 år. Gibboner og de nærtbeslægtede siamanger lever i parforhold og får én unge ca. hver 3. år. Siamang-fædre er de eneste blandt menneskeaberne, der tager fuld del i opdragelsen af ungerne, og de er de eneste, der overlever deres “ægtefælle”(tabel 1).  

Tabel 1:  Sammenhængen mellem overlevelsesratio for de to køn og hannens deltagelse i  yngelplejen 

Hos mennesket har den ekstra livslængde hos kvinder i forhold til mænd dybe biologiske rødder, men er dog relativt mindre end for menneskeabernes vedkommende (undtagen siamanger, der som nævnt er speciel). Størrelsen i forskellen mellem livslængde hos de to køn er proportional med graden af ligestilling ved opdragelsen af afkommet. Hos menneskeaberne er det stort set kun hunnerne, der deltager i omsorgen, hvorfor der her er en relativ stor forskel i livslængde. Hos mennesket deltager faderen i et vist omfang – som minimum stiller han en del føde og desuden megen lærdom til rådighed -  hvilket gør forskellen i livslængde mellem kønnene mindre. 

Forskellen i dødelighed skyldes bl.a., at kvinder (og hunner) tage færre risici end mænd (hanner), fordi de herved ikke kun ville udsætte dem selv, men også deres afkom for risiko. Der er formentlig også en kønsbestemt forskel i sårbarheden over for stress i bred forstand. Hos mennesket indtræder den kvindelige fordel allerede kort tid efter konceptionen og fortsætter livet ud. Forskellen er størst ved 25-års alderen, men en sekundær top ses senere i livet. Toppen i det tidlige voksenliv falder nogenlunde sammen med den periode, hvor kvinden har størst ansvar over for børnene, og skyldes, at unge mænd har højere dødelighed som følge af ulykker og vold. Den sekundære top er relateret til højere risiko for hjertekarsygdomme og andre lidelser hos midaldrende mænd. Disse sygdomme har mændene den største sårbarhed over for. I industrialiserede lande har kvinder en lavere dødsrisiko end mænd for de 13 hyppigste dødsårsager, hvilket viser, at den kvindelige overlevelsesfordel har en ekstrem bred basis (tabel 2). 

Tabel 2: De vigtigste dødsårsager i USA i 1995 

Intervallet mellem fødsler tenderer til at være kortere hos mennesker end hos menneskeaber, og derfor er menneskets reproduktive potentiale større end menneskeabernes. Denne forskel blev mulig på grund af dannelsen af den menneskelige familiestruktur. Hos menneskeaberne er mødre i det store og hele afhængige af egne ressourcer til understøttelse af deres langsomt udviklende afkom. Hos mennesket er moderen typisk understøttet af en mandlig partner og desuden ofte af en udvidet familie repræsenteret ved søskende, forældre og bedsteforældre. Opfindelsen af den udvidede familie gjorde mennesket i stand til at udvikle store hjerner og minimere de ulemper, der er forbundet med den ekstremt lange modningsfase og den lave frugtbarhed, der er associeret med meget store hjerner. 

Menneskets udvidede familie deler ikke kun føde, men også information, som øger overlevelseschancen. Ikke mindst verbal kommunikation er væsentlig. Primitive sprog kan være udviklet hos fortidige mennesker som et middel til at styrke familiesammenholdet og koordinere anskaffelsen af føden (figur 14). 

Udviklingen af det familiære netværk hos vore forfædre gjorde mødrene i stand til at reproducere i en tidligere alder, end man ville forvente ud fra hjernestørrelsen. Uden denne familiestruktur ville mennesket næppe have udviklet så store hjerner. Sproget udvikledes som et gestikulerende system, der øgede familiesammenhold og koordination af fødeindsamling i den udvidede familie. Udviklingen af et symbolsk sprog gjorde mennesket i stand til at kommunikere om objekter, der ikke var til stede, inklusive fødeemner, der evt. kunne indsamles i fremtiden. Det symbolske sprog var en metode til at være fælles om viden og koordinere overlevelsesstrategier, når omgivelserne bød på potentielle trusler, hvor rette handlemåde var usikker. Sproget gjorde det også lettere at transmittere og akkumulere viden fra én generation til den næste. Unge menneskeaber lærer om deres omgivelser ved at observere ældre artsfæller og ved at forsøge sig frem. Medlemmer af den udvidede menneskelige familie lærer aktivt børnene om deres miljø. Mennesket blev i stand til at skaffe sig føde af højere kvalitet, der desuden var nemmere at fordøje; mennesket skulle bruge mindre energi på indsamling og fordøjelse, hvorfor mere energi kunne allokeres til hjernen. 

Menneskets evolutionære succes afhang af to markante buffere mod livets farer, store hjerner og en udvidet familie, som gensidigt understøttede og forøgede hinandens adaptive værdi. Menneskets nyere historie er karakteriseret ved udvikling af flere buffere i form af kulturelle institutioner: regeringer, kirker, forsikringsselskaber m.m. Ikke mindst uddannelsesinstitutioner øger hjernens funktionalitet og kan have direkte indflydelse på dendritternes vækst og dannelsen af synapser. 

Parallel udvikling af hjerne og marvetarmkanal

De høje energikrav, som menneskets hjerne stiller, er først og fremmest imødekommet ved, at der under udviklingen er sket en tilsvarende reduktion i størrelsen af mavetarmkanalen. Lever og marvetarmkanal er lige så “dyre” kaloriemæssigt som hjernen, og tarmen er det eneste organ hos mennesket, der er lille i forhold til kropsstørrelsen. Tarmstørrelsen er stærkt afhængig af føden, og forholdsvis små tarme (som hos mennesket) er kun forenelig med en højkvalitetskost, der er nem at fordøje. Uanset hvad der i øvrigt er årsagen til udviklingen af menneskets store hjerne, har dette ikke kunnet lade sig gøre, uden at der er sket et skifte til en højkvalitetskost. Af denne grund var det en afgørende forudsætning for hjernens udvikling, at stigende mængde animalske fødeemner (kød, marv, fisk og skaldyr) blev inkorporeret i kosten. Der tegner sig således et billede af en samevolution af hjernen, tarmen og indtagelse af højkvalitetskost (figur 15). 

Mennesket har en hjerne, der er 4,6 gange så stor som gennemsnittet for et pattedyr: Et menneske på 65 kg har en hjerne, der er 1040 gram større end forventet (1300 g mod forventet 268 g). Hjernens energiforbrug er ca. 9 gange større end et gennemsnitsorgan. Hjernen har desuden ringe evne til at lagre en eventuel energireserve. 

For alle primater er der en tæt sammenhæng mellem hjernestørrelse og tarmstørrelse. Det er af stor betydning for forståelse af hjernens udvikling, hvordan det er lykkedes for primaterne, og her først og fremmest mennesket, at reducere tarmstørrelsen og dermed den energimæssige udgift til dette organ. Tarmens størrelse er i meget høj grad bestemt af kosten, idet store mængder vanskelig fordøjelig føde med relativ lav næringsværdi kræver forholdsvis store tarme, mens det omvendte gælder for små mængder letfordøjelig føde. Tarmens størrelse bestemmes derfor først og fremmest af kostens kvalitet. Hvis afsøgningen af terrænet for disse højkvalitetsfødeemner, der foruden animalske produkter formentlig også omfattede underjordiske rødder og knolde, krævede mere kompleks adfærd, så kunne dette have virket som et stimulus for hjernens udvikling. Yderligere stigning i hjernestørrelse kunne evt. være blevet hjulpet undervejs af introduktion af tilberedning af maden, der gjorde denne mere fordøjelig. Dette kan være forklaringen på accelerationen af hjernens udvikling hos Homo heidelbergensis, der var den første hominin, der med sikkerhed beherskede anvendelse af ilden (figur 8). 

Australopithecus havde en lille hjerne sammenlignet med Homo, idet den svarede til størrelsen hos chimpansen, og dette antyder, at Australopithecus og chimpansen indtog samme type føde. Nulevende menneskeabers store tarm er med til at give dem et tykmavet udseende, idet de mangler en tydelig talje. Tidlige Homo (Homo ergaster) var den første hominin med en moderne kropsform, og (sandsynligvis) en lille tarm. 

Hjerte, lever, mavetarmkanal, nyrer og hjerne lægger tilsammen beslag på 60-70% af stofskiftet til trods for, at de kun udgør 7% af legemsvægten. Sammenlignet hermed udgør hele den tværstribede muskulatur ca. 42% af kropsvægten, men står kun for 15% af energiforbruget. Den kombinerede vægt af de energimæssigt “dyre” organer ligger dog tæt på, hvad man ville forvente for en gennemsnitlig primat på 65 kg (figur 16). Såvel hjerte som nyrer er tæt på det forventede, mens mavetarmkanalen vejer 900 g for lidt, men dette opvejes næsten fuldstændigt af stigningen i hjernens vægt (figur 17). Leveren har kun i meget begrænset omfang kunnet reduceres i størrelse som følge af hjernens udvikling, da der stilles store krav til leverens stofskifte: Leveren skal producere den kulthydrat (i form af glukose), som hjernen skal leve af. Hjernen har i praksis ingen energireserver at trække på, og den er fuldstændig afhængig af en konstant tilførsel af glukose. Selv en kortvarig reduktion i energitilførslen kan være kritisk for hjernens funktion. Leveren indeholder en stor energireserve for hjernen i form af glykogen, der kan udgøre op til 10% af leverens vægt; leveren omdanner glykogen til glukose. 

Sprogevnen

Ingen andre skabninger end mennesket har evnen til abstrakt tænkning og evnen til at kommunikere via et komplekst talesprog. Sprog og andre symbolske udtryksformer gør mennesket til noget ganske særligt på Jorden. For mennesket er sproget noget uomgængeligt, noget vi kan ikke eksistere foruden. Menneskets evne til symbolsk tankevirksomhed udgør grundlaget for forestillings- og skaberevnen: Mennesket enestående evne til at danne billeder af omverdenen i sin bevidsthed og at genskabe disse billeder i den virkelige verden uden for dem selv. Vi er i stand til at inddele omverdenen i et utal af adskilte enheder, som vi hver kan tildele et symbol eller et navn; disse kan vi så kombinere på utallige nye måder, hvilket bl.a. gør os i stand til at stille spørgsmål som: ”Hvad nu hvis…” Det er evnen til at stille sådanne spørgsmål, der udgør grundlaget for menneskets kreativitet. Andre arter som f.eks. chimpanser kan udnytte omverdenen med stor effektivitet, men grundlæggende vedbliver de at være passive tilskuere til denne. For mennesket var udviklingen af talesproget en udviklingsmæssig triumf, som hævede os op i en særlig kategori adskilt fra resten af dyreverdenen. Udstyret med dette våben ville vore forfædre have været i stand til præcist at beskrive, hvor frugten og grøntsagerne voksede, planlægge og udføre komplekse jagtformer, og stammens ældste ville kunne genkalde, hvordan tidligere hungerperioder var blevet klaret. 

Det menneskelige sprog er et fantastisk instrument, der sætter os i stand til at udtrykke tanker, som strækker sig fra madopskrifter til den fineste poesi. Men vi gør os sjældent klart, i hvor høj grad vi mestrer dette instrument. Hvis vi udtrykker en sætning på 10 ord, tænker vi ikke på, at 10 ord kan ombyttes og kombineres på 3.628.800 måder, men på fingrene kan vi tælle de kombinationer, der giver en grammatisk korrekt sætning. Uden nærmere eftertanke fravælger vi således mere end 3.000.000 uanvendelige kombinationer.  Vor sprogevne er betinget af et kompliceret samspil mellem strubehovedets og mundens anatomi med tilhørende muskler og de motoriske nerver, som styrer musklerne, samt høresansen, gennem hvilken vi har lært sproget. Dertil kommer de strukturer i hjernen, der tyder modtagelsen af de sproglige meddelelser, vi modtager fra andre, og som formulerer vore egne sætninger. Når vi taler udløses mere end 100.000 neuromuskulære begivenheder pr. sekund og mere end 100 musklers bevægelser skal koordineres. Bevægelserne af  mellemgulvet, tungen, kinderne og kæben skal alle kontrolleres og koordineres, hvilket selvsagt er en særdeles kompliceret fysiologisk proces.

Med udviklingen af bevidstheden (se nedenfor) opdagede menneskene, at de var omgivet af en verden, der var fuld af genstande, som de måtte sætte navne på, for at de kunne meddele sig til hinanden. På den måde blev sproget udviklet som en fællesmenneskelig omverdensrepræsentation. Sproget blev i første omgang et instrument, som kunne beskrive den verden, der omgav mennesket, og som kunne hjælpe det til at vælge eller fastlægge en adfærd i forhold til denne verden. 

Sproget handler i første række om begivenheder der sker omkring os, om nogen, der gør noget, eller om genstande, som skal bearbejdes. Selvfølgelig indeholder sproget også udbrud eller advarselsråb; sådanne udtryk har imidlertid ikke deres udgangspunkt i neocortex, men i ældre dele af hjernebarken på samme måde som abernes kald. Udbrud og eder kan derfor ikke anses for at repræsentere et egentlig sprog.

Sprogets ordforråd viser også, at det først og fremmest er udviklet for at beskrive den verden, der omgiver os. Sammenlignet med det store antal ord, der kan anvendes til at beskrive naturen, har vi kun få ord til rådighed for beskrivelse af vore følelser. Derfor må al poesi, fra den danske salmebog til den australske urbefolknings sange, hente metaforer fra naturen for at beskrive følelser. Sproget er i grundstrukturen udviklet for at sende meddelelser om den eksisterende verden fra det ene menneske til det andet; for at udtrykke følelser må vi anvende kunsten: Billedkunst, sang, musik eller dans.

Sproget har tre hovedelementer: Ordforråd, syntaks og betydning. Et ordforråd kan defineres som et sæt af tilfældigt valgte symboler, der erstatter genstande, handlinger og relationer i den virkelige verden (eller som repræsenterer sådanne i bevidstheden). Det er vigtigt at understrege symbolernes vilkårlige natur, idet der normalt ikke er nogen logisk forbindelse mellem symbolet og den genstand/handling, der skal symboliseres. Ingen andre levende organismer besidder et kommunikationssystem baseret på tilfældige symboler og et sæt af regler der beskriver, hvorledes disse symboler må anvendes (syntaks). Ordforrådet indeholder ”indholdsord” f.eks. Per, æble, spise, mæt, der symboliserer henholdsvis en person, en spiselig frugt, processen at indtage noget og måden man føler på, når man har spist. Andre ord, en, den og ikke er vilkårlige syntaktiske symboler eller ”funktionsord”, der specificerer relationerne mellem ”indholdsord”.

Ordforråd og syntaks skaber sætninger, der i sig selv kan opfattes som symboler. ”Per spiser æblet”; ”Per spiser et æble”; ”Hvis Per ikke er mæt, vil han spise æblet”; ”Vil Per spise et æble?” er alle fire symboler skrevet i en slags kode, der overfører specifik og klar information fra én person til en anden. Udviklingen af syntaks har åbnet et næsten ubegrænset antal verdener for den menneskelige kommunikation ved at tillade udviklingen af nye symboler, der er forståelige for dem, der kender syntaksen. Dette udvider også mulighederne for den individuelle tankevirksomhed og for planlægningen inden for gruppen i et omfang, der ikke eksisterer hos nogen anden levende organisme. Sproget åbner op for en hel ny forestillingsverden, som kun sproget muliggør: ”Hvis du går bag buskene derhenne, og jeg kaster en sten bag mammutten…”. Vilkårlige symboler ligger således bag både ordforrådet og syntaksen, og sådanne symboler af forskellig kompleksitet giver meningen. 

Hos vore jæger-samler forfædre udviklede hjernen sig som følge af positiv feedback i et socialt system der blev mere og mere komplekst, og hvor de mest socialt ”intelligente” udkonkurrerede de mindre socialt egnede. Social intelligens skal her forstås som evnen til dannelse af alliancer, planlægning, abstrakt tænkning og klar kommunikation. Et modersprog - med blot en minimal syntaks - under udvikling ville være mest effektiv, hvis lange ordlister var tilgængelige. Derfor ville de, der kunne huske flest ord have en fordel, idet de bedre kunne kommunikere – det ville højst sandsynligt også være dem, der havde de største eller bedst udviklede hjerner; disse ville levere flest gener til næste generation. 

Sproget er en så central del af vores tilværelse, at vi næppe kan forestille os en verden uden ord. I de fleste samfund tilbringer folk størsteparten af de vågne timer badet i et hav af ord. Vi konverserer, ser fjernsyn, læser bøger og aviser, lytter til foredrag; i alt dette tager vi sproget for noget givet. Men sproget udstyrer os endvidere med en fantastisk egenskab: Vi er i stand til at påvirke andres tanker. Ved at lave en bestemt rækkefølge af lyd (tale) kan vi få andre til at tænke tanker, som de ellers ikke ville have tænkt! Den, der læser dette afsnit i artiklen, vil således uvægerligt tænke over sprogets kraft, tanker som han eller hun næppe ellers ville have gjort sig. 

Sproget bringer mening ind i vores verden og væver menneskelivets praktiske, sociale og intellektuelle tråde sammen til et righoldigt og farverigt klæde, som vi kalder kultur. Vi tilegner os ordforrådet og grammatikken som en del af opvæksten i vores kultur. Vi er alle ved livets begyndelse udstyret med evnen til at leve utallige forskellige liv, men ender op med kun at have levet ét. Dét liv, som vi lever, deler vi med andre inden for samme samfund eller kultur; der er tale om en kollektiv eksistens. Og de mange liv, som vi ikke levede, betragter vi i bedste fald med forundring og mangel på forståelse, og i værste fald med mistænksomhed og frygt. Sprog og kultur forener og deler verden: Mere end 5.000 forskellige sprog – og forskellige kulturer – eksisterer på Jorden. 

Det er vores evne til at lagre og dele kultur, der har ført til udvikling af kunst, religion, humaniora og videnskab, der alle er så karakteristiske for den menneskelige natur. 

Mennesket er i så udpræget grad en talende art, at Homo loquens (”det talende menneske”) ville være et mere passende artsnavn end Homo sapiens. Vores trang og evne til at kommunikere ved talens brug er i langt højere grad i fokus end vores intelligens. Det er blevet skønnet, at en person på en normal dag taler ca. 40.000 ord, hvilket er det samme som 4-6 timers uafbrudt tale. Og det meste af det talte er ikke om emner, der kan klassificeres som udtryk for vores intelligens. Professor Robin Dunbar fra Liverpools universitet i England analyserede studenters samtaler og fandt, at kun 14% handlede om akademiske emner. Det meste var om trivielle emner om personlige forhold og oplevelser.  Kultur, religion, videnskab og selv sport udgjorde en forbavsende ringe del, mens almindelig sladder udgjorde 70%. Sprogets vigtigste opgave er derfor utvivlsomt at tilvejebringe ”sludderen”, talen om de personlige forhold. Det er først og fremmest udvekslingen af de personlige forhold, folks sludren om dem selv, hinanden, veninderne og kæresterne, TV programmerne osv., der foregår på gaden, caféerne og derhjemme, der har skabt vores kultur og som har haft den største betydning for udviklingen af det moderne menneske. Sproget har sammen med anden symbolsk adfærd (fremstilling af perler o. lign.) været afgørende for skabelsen af social tilhørsforhold og identitet hos vore forfædre. Sprogets evne til at viderebringe information om f.eks. komplicerede tekniske forhold kommer blot i anden række. Menneskenes sludder med hinanden er at sammenligne med abernes rensning af hinandens pelse, der har stor social betydning, bl.a. for bestemmelse af placeringen i det sociale hierarki (figur 18). 

Det synes at være en universel mental egenskab, der gør mennesker i stand til at lære og bruge et sprog, og derfor har sproget universelle egenskaber på tværs af kulturerne. Dette betyder, at mens det enkelte sprog er en del af en bestemt kultur, er sprogets grundstruktur, de grammatiske regler samt evnen til at lære sprog uafhængig af den enkelte kultur. Sprogevnen er at opfatte som en almen del af menneskets biologi på samme måde som udformningen af vore kindtænder og den oprejste gang, der er fælles menneskelige egenskaber. Alle kulturer og samfund har et avanceret sprog; kulturer med en primitiv teknologi og social organisation har ikke noget primitivt sprog; næsten alle individer i et samfund mestrer sproget, og intet menneske skal lære, hvordan man bruger et sprog. 

Alle små børn har potentialet til at lære ethvert af verdens fem tusinde nuværende sprog perfekt, men det er en egenskab, der falder bort med alderen. Der er derfor ingen tvivl om, at hjernen indeholder et genetisk program for sprogtilegnelse, hvis eneste forudsætning for at komme til udførelse er, at individet overværer andres tale (figur 19). Den kritiske periode for sprogtilegnelse går fra fødslen og frem til puberteten. Før puberteten er det forholdsvis let for et barn at lære et nyt sprog; men efter puberteten kan et sprog næsten ikke tilegnes fuldstændig korrekt med hensyn til udtale, og det synes at være lige svært at lære et sprog, hvad enten man er atten år eller tredive år. Børn som ikke har nogen kontakt med andre mennesker, fra hvem de skal lære sproget, mister denne evne senere i livet og er dømt til at ende som helt eller delvist sprogløse. En passende social sammenhæng er afgørende for at igangsætte den medfødte sproglæringsevne. 

Døve børn tilegner sig tegnsprog lige så nemt som hørende børn tilegner sig talesprog. Tegnsprog er lige så avancerede som talesprog og er derfor at opfatte som ægte sprog. 

Sprogets oprindelse

Sproget synes at være dybt forankret i vores psyke, man taler ligefrem om et sproginstinkt hos mennesket. Men hvordan og hvornår vi har fået dette instinkt, og hvordan det har kunnet udvikles så hurtigt ligger stadig hen i det uvisse. Da alle nulevende mennesker taler et avanceret sprog, kan lære matematik og bruge en computer er det eneste, vi kan være nogenlunde sikre på, at sproget er udviklet, inden Homo sapiens indledte de store udvandringer fra Afrika for omkring 60.000 år siden. Men sagen er, at vi ikke kan rekonstruere sprogets udviklingshistorie på samme måde som vi kan rekonstruere oprindelsen af oprejst gang, fordi sprog ikke efterlader klare spor på fossilerne. Selvom vores store hjerne så afgjort var en forudsætning for, at sproget kunne udvikles, har der ikke været nogen tæt parallel mellem hjernestørrelse og færdigheder (såsom redskabsteknologi, opfindsomhed, kunstneriske evner). Det erindres f.eks., at neandertalerne i gennemsnit havde større hjerner end Homo sapiens. Der er ikke nogen åbenlys forklaring på, hvad der betingede ”det store skridt fremad”. Desuden har vi stadigvæk kun tågede forestillinger om, hvordan elektriske og kemiske signaler i hjernen omsættes til bevidsthed og tanker; det er nok afgørende for vores forståelse af, hvordan sproget er udviklet, og hvad der gør os til mennesker, at vi løser denne gåde.  

Nogle arkæologer og sprogforskere mener, at sproget fremkom inden for en kort tidsramme for cirka 35.000 år siden, idet man først fra denne tid har beviser for en avanceret kultur: Billedfremstilling, begravelsesritualer o. lign. Andre hælder til den overbevisning, at sproget opstod for cirka 2 millioner år siden, idet man i fossilfund fra den periode kan iagttage en markant stigning af hjernens rumfang hos vore forfædre. Begge hypoteser kan være korrekte, idet det kan tænkes at sproget opstod for 2 millioner år siden på et primitivt niveau og kun langsomt udvikledes indtil for cirka 35.000 år siden, hvor udviklingen tog ”det store skridt fremad” mod nutidssproget. Efter en langsom udvikling af hjernens størrelse over millioner af år indtrådte der således tilsyneladende ret pludseligt en begivenhed, der banede vejen for sprogevnen. Måske har der været tale om en tilfældig kombination af allerede eksisterende elementer i hjernen, der resulterede i noget fuldstændig uventet (som når vand dannes ud fra luftarterne brint og ilt). En lille ændring i hjernens ledningsnet kan være opstået i en lille population af datidens mennesker. Ændringen ville ikke kunne spores i fossilerne, men kun i de arkæologiske efterladenskaber, der har hobet sig op, siden Cro-Magnon menneskene ankom til Europa. 

Som et led i sprogforskningen har man forsøgt at lære dyr (især chimpanser) menneskesprog. Dyr har dog en naturlig begrænsning for at udøve talesprog på grund af taleorganets udformning. Hos mennesket er strubehovedet placeret længere nede i halsen end hos dyr (se figur 20). Dette giver mennesket et forholdsvis stort svælgrum til frembringelse af lyde. Således er mennesket i stand til at frembringe halvtreds adskilte lyde (fonemer), mens chimpanser kun kan frembringe omkring tolv. Disse lyde kan kombineres således, at et gennemsnitsmenneske kan få et ordforråd på mange tusinde ord. For at komme uden om talens naturlige begrænsninger hos aber har man forsøgt at lære dem at kommunikere ved hjælp af de døves tegnsprog og billedsymbolik. I alle tilfælde kom man ikke særlig langt. Foruden produktion af sprog har man også undersøgt chimpansers evne til blot at forstå menneskesprog. Ved at sammenligne en chimpanseunge og et menneskebarn gennem deres opvækst kunne man konkludere, at chimpanser øjensynligt højst kan opnå en sprogforståelse svarende til et barn på ca. 21/2 år. Efter denne alder udvikles barnets sprogfærdigheder sig markant. Selv om man har opnået forbavsende resultater, kan det slås fast, at chimpansernes sprogevner kun gør virkeligt indtryk, når det sammenlignes med dyr uden sprogevner overhovedet, og ikke når det sammenlignes med sprogevnerne hos selv et lille barn, der lærer at tale. Når forskere har forsøgt at lære chimpanser tegnsprog har hvert lille skridt frem krævet vedholdenhed i det uendelige og en uhørt grad af ”overtalelse” og tilskyndelse. I skarp modsætning hertil tilegner det lille menneskebarn sig sproget af sig selv; hurtigt, ubesværet og med stor entusiasme suger det selv de fineste detaljer og nuancer til sig. Foruden evne til at lære sprog har mennesket også udviklet glæden og interessen ved at kommunikere med artsfæller via sproget.

Jane Goodall, der er en af verdens fremmeste forskere i chimpansers adfærd, har udtalt: ”Af alle karakteristika som adskiller mennesket fra dets nære slægtninge er evnen til kommunikation gennem brug af et sofistikeret talesprog den mest betydningsfulde. Da vore forfædre havde erhvervet denne egenskab kunne de diskuterer begivenheder, der havde fundet sted i fortiden og lave komplekse, logiske planer for både den nære og den mere fjerne fremtid. De kunne oplære deres børn ved at forklare uden nødvendigvis også at skulle demonstrere. Ord giver substans til tanker og ideer, som hvis de ikke var blevet udtrykt, var forblevet vage og uden praktisk betydning. Nogle gange, når jeg har iagttaget chimpanser har jeg følt, at de er fanget inde i dem selv. Deres kaldelyde, holdninger og gestikulationer udgør tilsammen et rigt repertoire, en kompleks form for kommunikation. Men den er nonverbal. Hvor meget mere kunne de ikke afstedkomme, hvis de bare kunne tale sammen.” 

Menneskeaber har en kompleks adfærd, og deres samfund og måde at kommunikere på er ganske avancerede. Den enkelte menneskeabe har sin egen personlighed og følelsesmæssige behov, og de er eksempelvis i stand til at lide i ekstrem grad, hvis de bliver udsat for alvorlige sociale svigt. Men i hvilken grad de kan udgøre en passende model for tidlige homininers adfærd og kommunikation – måske lige bortset fra de allerførste, men lidet kendte homininer – er mere tvivlsomt. Den intellektuelle kløft mellem dem og os er fortsat kolossal og vil helt sikkert aldrig blive lukket. Menneskeaber evner tilsyneladende ikke at planlægge, de kan ikke abstrahere og de kan kun i meget lille udstrækning udnytte fortidens erfaringer som vejledning for fremtidige handlinger. De har ikke evnen at omsætte ideer til handling eller produkt. I bedste fald viser menneskeaberne kun et fjernt glimt af vore allertidligste forfædres udgangspunkt. De repræsenterer den fjerneste rand af den mentale kløft, som vore forfædre krydsede i løbet af nogle millioner år. 

Brocas og Wernickes områder

Brocas område er en lille del af hjernebarken, der ligger foran det motoriske center i frontallappen og som især har at gøre med frembringelse af talen, mens Wernickes område, der ligger lidt længere bagtil i temporallappen, især har at gøre med sprogforståelsen (figur 21). Hos menneskeaber har Brocas område betydning for koblingen mellem opfattelsen af en bevægelse og den efterfølgende udførelse af samme bevægelse. De såkaldte “spejlneuroner” er ansvarlige herfor. Hos mennesket kan samme neuroner være ansvarlige for barnets indlæring af sprog ved at mime talen. Den oprindelige funktion af Brocas område kan være den visuelle kontrol af bevægelser og gestus. 

Ved at undersøge de aftryk, som hjernen har efterladt på indersiden af kranier fra vore forfædre, kan man få viden om, hvornår forskellige dele af hjernen er udviklet. Efter nogles mening kan man allerede på kranier fra tidlig Homo se en begyndende udvikling af Brocas område.  

Strubehovedet

Hvad angår strubehovedets placering adskiller mennesket sig som ovennævnt fra chimpanser og andre pattedyr ved, at strubehovedet er lavt placeret hos det voksne individ. Hos det nyfødte barn er strubehovedet placeret som hos en menneskeabe, og kun gradvist indtager det den voksne placering. Derfor har det voksne menneske som den eneste et adamsæble, der dannes af strubehovedets brusk. Hos det voksne menneske er strubehovedets lave placering en tilpasning til sprogfunktionen og skal ses som et kompromis mellem kravene til at kunne spise, trække vejret og tale. Hos de fleste dyr er struben og svælget udformet, så dyret kan spise og trække vejret på én gang; dette gælder også det lille barn, der kan die og trække vejret samtidigt.  

På fossile kranier afsløres strubehovedets placering ved udseendet af kraniets underside: Hos en menneskeabe er undersiden næsten helt flad, mens den hos et menneske er stærkt vinklet (se figur 20). Australopithecine kranier er lige så flade som chimpansekranier, mens en begyndende vinkling kan ses hos Homo ergaster for 1,6 millioner år siden. En vinkling, der næsten svarer til forholdene ved det moderne kranium synes at være udviklet for 300.000 år siden (Homo heidelbergensis).

 De anatomiske forudsætninger for et avanceret sprog synes således at have været tilstede for omkring 300.000 år siden, men det er ikke det samme som at sige, at Homo heidelbergensis og for den sags skyld neandertalerne havde et sprog som vort. Vi kan kun være helt sikre på, at det moderne menneske, Homo sapiens har haft et avanceret sprog. Skabelse af hule- og klippemalerier, fremstilling af allehånde kunstgenstande og smykker samt udførelse af rituelle begravelser er utænkelige uden et avanceret sprog. Selvom Homo heidelbergensis var effektive redskabsmagere, anvendte ild og byggede hytter har de ikke efterladt sig noget spor efter symbolsk aktivitet. Tilegnelsen af sprog og evnen til at udtrykke sig symbolsk, til at tænke og erkende ligger nær kernen af det der gør os til mennesker. Det er den almene tilegnelse af disse evner, der ligger til grund for det, der i kapitel 4 betegnedes ”moderne adfærd”. Da Cro-Magnon menneskene ankom til Europa for 40.000 år siden medbragte de tilsyneladende hele dette arsenal af adfærdsmæssige og mentale nyskabelser, der satte dem i stærk kontrast til alle tidligere mennesketyper, inklusive neandertalernes i bedste fald meget moderate færdigheder. 

Der synes dog ikke at være tvivl om, at neandertalerne benyttede sig af en eller anden form for sproglig kommunikation, men det er næsten helt sikkert, at de ikke beherskede sproget, som vi kender det. Vort sprog er den højeste form af symbolsk mental funktion. Det er næsten umuligt at forestille sig tankevirksomhed uden sprog – sproget fungerer i virkeligheden som det medium, hvormed vi forklarer vore tanker til andre – og som de uforlignelige sociale væsener vi er – søger at påvirke, hvad der går for sig i andres hjerner (jf. ovenfor). ”Opfindelsen” af sproget kan derfor være dét kulturelle stimulus, der åbnede op for hele det symbolske potentiale hos mennesket.

For et par år siden blev det første ”sproggen” fundet. Den præcise betydning af genet er endnu usikkert, men muligvis styrer det de bevægelse af mund- og ansigtsmuskulaturen, der er nødvendige for talesproget. Ændringer (mutationer) i genet vides at forårsage forskellige sprogforstyrrelser hos mennesket. Genet har tilsyneladende udviklet sig påfaldende hurtigt siden opståelsen af menneskelinien. Man har forsøgt at bestemme alderen af de ændringer, genet har undergået på menneskelinien; det bedste, men lidt usikre bud lyder på mindre end 200.000 år, hvilket er i overensstemmelse med den formodede alder af vor art.

Bevidsthed

Menneskets psyke er grundlæggende sammensat af tre komponenter: Kognition (evnen til indlæring, logisk tankevirksomhed og problemløsning), følelser (sorg, nedtrykthed, glæde, opstemthed) og bevidsthed, der sætter os i stand til at vide, hvad vi ved. Bevidstheden forsyner os med et ”indre øje”, så vi kan erkende vore egne følelser og adfærd. Således udstyret er vi i en stærkere position til at fortolke – og forudsige – andres følelser og adfærd. Bevidstheden er med andre ord et redskab for det sociale dyr.

 På samme måde kan sproget – foruden at være et middel til at give instruktioner og til at udveksle ideer og tanker om den verden, vi er omgivet af – opfattes som bevidsthedens værktøj til at skabe nye verdener. Som eksempel kan vi bruge billedet af et simpelt trækors, der for en kristen ikke blot er to stykker træ gjort fast til hinanden på en bestemt måde, men som i stedet repræsenterer kærligheden til Gud og ofringen af Hans søn. På samme måde er en totempæl for visse amerikanske indianere ikke blot et stykke træ med udskæringer, men er selve legemliggørelsen af deres forfædre og udtryk for vreden mod guderne. Det er sådanne nye verdener, sproget skaber i bevidstheden og som bibringer os en fælles kulturel bevidsthed. De nye verdener – skabt af sproget - udgør derfor sjælen i alle kulturer.

 Vor bevidsthedsopfattelse omfatter også evne til at danne billeder og tanker udenom de direkte sanseindtryk. Under udviklingen af bevidsthedsfænomenet er evnen til at danne en omverdensrepræsentation på et vist tidspunkt ændret, således at det bliver muligt at danne et forestillet omverdensbillede, dvs. et billede eller en tænkt omverdensrepræsentation, der ikke var knyttet til direkte sanseindtryk. Denne evne skabte mulighed for at overskue og vurdere konsekvenser af handlinger i den virkelige verden, før disse handlinger sattes i værk. Mennesket blev på den måde i stand til at foretage et valg mellem de foreliggende muligheder. At kunne vælge den mest livsfremmende mulighed har ubetinget været en stor biologisk fordel, og denne evne kan meget vel have udgjort forudsætningen for udviklingen af den menneskelige bevidsthed.

 Det er det moderne menneskes fleksible mentale evner og evnen til at danne abstrakte forestillinger, der sammen med sprogevnen, først og fremmest skiller det fra forfædrene. Det er disse evner, der har givet nutidsmennesket større muligheder end de tidligere former, og med undtagelse af Antarktis har nutidsmennesket allerede på stenaldertidspunktet spredt sig over hele jorden fra Polarområdets isøder til Sydamerikas regnskove. Med bevidstheden og den kulturelle arv, son bevidstheden muliggør, kom der et nyt moment ind i menneskets udvikling. Kulturel arv adskiller sig afgørende fra biologisk arv. Den biologiske arv danner grundlag for et adfærdsmønster, der overføres fra generation til generation, og det er fastlagt på en sådan måde, at ændringerne kun vil ske i små trin. I modsætning hertil er de kulturbestemte adfærdsmønstre langt mere fleksible, og de kan spredes fra individ til individ på tværs af genetisk slægtskab. På den måde kan en kulturel udvikling forløbe langt hurtigere end den biologiske, således at tanker og teknik vandrer kloden rundt på ingen tid.

Menneskets akkumulerede erfaring

Et usædvanligt kultursamarbejde ledet af FN’s kulturorganisation, UNESCO, har i 2002 ført til genrejsning af verdensbiblioteket i Alexandria, Ægypten. Biblioteket får plads til otte millioner bøger foruden alskens højteknologisk informationsudstyr, 3.500 forskere og et værksted til papyrusforskning og –konservering (figur 22). 

Biblioteket i Alexandria blev oprindeligt grundlagt af Alexander den Store i år 332 f.v.t. og rummede på et tidspunkt mellem 600.000 og 700.000 papyrusruller, der omregnet skønnes at have svaret til 50.000 bøger. Dette svarede til omkring halvdelen af den på dette tidspunkt akkumulerede menneskelige erfaring; Kina, Indien, Irak og Iran mentes tilsammen at rumme en tilsvarende mængde litteratur. Dvs. at den samlede mængde litteratur i antikken, hvor verdens befolkning skønnes at have udgjort omkring 150 millioner mennesker, var hvad der ca. svarer til 100.000 bøger. Biblioteket i Alexandria forfaldt sammen med den hellenistiske kultur for 1500 år siden. 

Efter afslutningen af 2. Verdenskrig var der en udbredt bekymring for fremtiden for lageret af menneskelig viden, ikke mindst set i lyset af truslen fra de nyudviklede kernevåben. James Conant, professor ved Harvard universitetet i Boston, opgjorde i 1945 verdens samlede bestand af litteratur til 2,5 milliarder sider svarende til 10 millioner bøger (kun originaler taltes med, ikke kopier, der jo ikke forøger den akkumulerede viden). Skønt verdens befolkning i 1945 kun var omkring 10 gange større end på Alexandria-bibliotekets tid, var mængden af nedskreven menneskelig erfaring forøget med en faktor 100.

Med udviklingen af informationsteknologien i anden halvdel af det 20. århundrede er mængden af registret og lagret information steget til uanede højder, og det er i dag umuligt at give et troværdigt skøn over den akkumulerede viden. Desuden har informationsteknologien indført en ny enhed for information, byten. Byten er et direkte mål for den digitale hukommelsesplads, der er nødvendig for lagring af vore tanker og erfaring. De elektroniske impulser, der flyver rundt overalt, koder ikke kun for tekst, men også for formidable mængder af data og billeder, og alt måles nu på den samme skala i bytes. En almindelig bog uden illustrationer af nogen art fylder ca. en million bytes (en megabyte); et farvefotografi af gennemsnitskvalitet fylder 0,1 megabyte, hvilket betyder, at 10 sådanne billeder fordobler den nødvendige lagerplads for en bog. Biblioteket i Alexandria har skønsmæssigt rummet 50 milliarder bytes, mens den akkumulerede viden i 1945 som minimum har omfattet 10 billioner (10¹³) bytes i ren tekst.

I dag lagres vores erfaring ikke kun som tekst og fotografier, men også som diverse lydoptagelser (tale, telefoni, musik), numeriske og andre former for data i utallige, ufatteligt store databaser, film og video. De største ”bytemagere” i dag er verdens TV-stationer. Det amerikanske Library of Congress  i Washington rummede i 1998 ca. 20 millioner bøger, men desuden 3,5 millioner lydoptagelser, hvorfor det samlede lager udgjorde to millioner milliarder bytes (2 x 10¹⁵), hvilket er 100 gange mere end lageret for bøgerne alene. Den årlige (2003) produktion af ny tekst beregnes til ca. 100 billioner bytes (10¹⁴ bytes), det samme gælder for nyoptaget musik (kun original lyd, ikke kopier og genudgivelser). Der produceres omkring 5.000 film hvert år (10¹⁵ bytes), mens der optages 50 milliarder private fotos pr. år (som sammen med de akkumulerede fra tidligere år skønnes at udgøre 10¹⁶ bytes). TV-stationerne viser årligt for 10¹⁷ bytes nyudsendelser, mens der årligt telefoneres for 10¹⁸ bytes (10 billioner telefonsamtaler alene i USA).

Menneskets livscyklus

Ethvert menneskes liv begynder på samme måde: Foreningen af ægcellen og sædcellen med sammensmeltning af de to kønscellers arvemasse. Menneskelivet passerer herefter en række fastlagte faser: Fostertilværelsen, spædbarnsalderen, barndommen, ungdommen (puberteten), voksenlivet og til slut alderdommen. Disse faser udgør tilsammen menneskets livscyklus, og alle er blevet præget af udviklingens kræfter over årmillioner. Fra analyse af bl.a. fossile tænder og knogler ved vi eksempelvis, at ungdomsfasen er blevet forlænget og gjort til noget helt specielt hos mennesket, og at denne forandring tog sin begyndelse med udviklingen af Homo ergaster for knap to millioner år siden. Det er dog meget muligt, at det moderne mønster af livsfaser først blev fuldt udviklet, som vi kender det i dag, samtidig med udviklingen af den moderne adfærd hos Homo sapiens for mindre end 100.000 år siden. Vi ved også, at livslængden gradvist er øget. Neandertalerne blevet sjældent mere end 40 år, mens det øvre palæolitiske menneske (Cro-Magnon) lejlighedsvist nåede 60-årsalderen.

Barndom

Hvis man betragter figurerne 23 og 24 ses, at menneskets udvikling er forsinket i forhold til menneskeaberne hvad angår frembruddet af 1. kindtand, tidspunktet for første menstruation og første barnefødsel. I virkeligheden er menneskets livscykler i generel forstand karakteriseret ved at være forsinkede sammenlignet med forholdene hos andre dyr (tabel 3). Vi modner langsommere, vore knogler forkalker senere, vore tænder bryder senere frem, vi modnes seksuelt senere, og vi lever længere end noget andet pattedyr, inklusive vore nærmeste slægtninge blandt menneskeaberne. Hvad kan betydningen af den forsinkede udvikling hos mennesket tænkes at være? Svaret på dette spørgsmål skal formentlig søges i vores sociale udvikling. Mennesket er et dyr, der først og fremmest klarer sig på grund af en eminent evne til indlæring. Vi har ikke nogen særlig fysisk styrke, vi er ikke specielt hurtige eller adrætte, og vi reproducerer langsomt. Vores fordel ligger i vores hjerne med dens bemærkelsesværdige evne til indlæring og hukommelse. Vi er den eneste art, der har evnen til at videreføre den erhvervede erfaring fra én generation til den næste ved hjælp af det talte sprog og det skrevne ord. For at udnytte denne åbenlyse fordel for vor arts overlevelse har den naturlige udvælgelse favoriseret mekanismer, der forlænger den tid, hvor børnene er i kontakt med de voksne. Vi har med andre ord styrket indlæringsevnen ved at forlænge vores barndom og dermed udskyde den seksuelle modning til ung­domsårene. Den forlængede bundethed til forældrene er desuden med til at styrke familiebåndene.

 Tabel 3: Menneskets forsinkede udvikling 

Frembruddet af første kindtand har vist sig at være en eminent parameter, når livscyklusmønstret og længden af modningsfasen skal vurderes. Hvis vi anvender denne parameter har Australopithecus haft en modningsfase af samme længde som de nulevende afrikanske menneskeaber, mens en ændring frem mod mønstret hos det moderne menneske begynder at vise sig hos tidlig Homo og især hos Homo ergaster/erectus. Der er også en tæt sammenhæng mellem udbruddet af første kindtand og hjernestørrelsen: Jo større hjerner, jo senere tandfrembrud og dermed længere modningsfase.

Det er bemærkelsesværdigt, at mennesket har en kortere spædbarnsperiode og et kortere interval mellem fødslerne end hvad gælder for menneskeaberne. Hos de fleste primater ophører dieperioden, når 1. kindtand bryder frem; dette synes logisk, idet moderen er nødt til at fortsætte amningen, indtil ungen selv kan bearbejde og indtage føde. Næste fødsel indtræder tidligst efter frembruddet af 1. kindtand. Mennesket udgør en markant undtagelse herfra, idet intervallet mellem fødslerne i traditionelle samfund (nulevende jæger-samlere) kun er ca. 3 år og ikke 6 år, som man skulle forvente, hvis frembruddet af 1. kindtand hos det foregående barn skulle afventes. Dette giver mennesket en reproduktiv fordel sammenlignet med menneskeaberne, idet vi kan føde og opfostre to unger på den samme tid, som menneskeaben kan føde og opfostre én unge. Baggrunden for dette er, at hos mennesket er kun spædbarnet helt afhængig af næring fra moderen, mens andre i familien, store børn og voksne kan bidrage til opfostringen af det lidt ældre barn. Der er ingen tvivl om, at den naturlige udvælgelse har drevet denne udvikling hos mennesket, idet det netop er udvælgelsen formål at øge den reproduktive succes. ”Opfindelsen” af den udvidede familie som beskrevet har haft afgørende betydning for denne udvikling, hvilket undersøgelser af traditionelle samfund som Hadza i Tanzania, Agta på Filippinerne og Maya samfund i Guatemala har bekræftet.

Teenagealderen (livets juvenile eller ungdomsfase)

Mennesket har som den eneste primat en lang ungdom, der indledes med en markant vækstspurt, inden puberteten sætter ind (figur 25). Den forlængede barn- og ungdom er med til at styrke indlæringsevnen og er en forudsætning for socialisering herunder ikke mindst forberedelsen til forældrerollen. Ovenfor så vi, at den forkortede spædbarnsalder gav mulighed for at nedsætte tidsrummet mellem fødslerne, så flere børn kunne sættes i verden. Men en opdragelse af den unge voksne til forældrerollen vil ligeledes indebære en udviklingsmæssig fordel, idet det vil øge chancen for afkommets overlevelse. Undersøgelser har bl.a. vist, at blandt 100 førstefødte overlever 21 flere mennesker end chimpanser til voksenstadiet. En nærliggende forklaring herpå er, at mennesket er bedre forberedt på forældrerollen end chimpansen, hvilket netop vil vise sig ved en bedre overlevelse af de førstefødte, hvor der ikke kan trækkes på erfaringer fra tidligere børn. 

Fuld seksuel modenhed indtræder først 3-5 efter, at pigen har haft den første menstruation. Tidspunktet for den første menstruation varierer en del fra samfund til samfund, men ligger i mange tilfælde omkring 12-13-årsalderen. De fleste piger oplever 2-3 år med anovulatoriske menstruationscykler (cykler uden ægløsning) efter første menstruation, hvorfor fuld seksuel modenhed først er tilstede i 15-16-årsalderen. Samstemmende hermed har det vist sig, at bækkenåbningen først når voksenstørrelse i 17-18-årsalderen. Risikoen ved at føde før denne alder er derfor betydelig større end efter 18-årsalderen. I traditionelle samfund indtræder første børnefødsel typisk omkring 19-årsalderen.

!Kung er traditionelle jæger-samlere bosiddende i det sydlige Afrika; !Kung kvinder føder i gennemsnit det første barn i 19-årsalderen og efterfølgende børn fødes med 3,6 års interval, hvilket betyder, at en !Kung kvinde i gennemsnit føder 4,7 børn. Hadza kvinder i Tanzania har endnu kortere interval mellem fødslerne og føder i gennemsnit 6,2 børn.

Livslængde

Også langsom ældning er afgørende for menneskelig levevis, fordi denne afhænger af overført viden. Da ord og sprog udviklede sig, blev det muligt at videreføre langt mere viden end tidligere. Helt op til skriftsprogets opfindelse, fungerede gamle mennesker som arkiver for overført viden og erfaring, og det gør de stadig i nutidens traditionelle samfund. Under jæger-samler betingelser kan den viden, som bare ét menneske over halvfjerds besidder, betyde forskellen mellem overlevelse og hungersnød, eller eventuelt undergangen for en hel stamme. Derfor var lang levetid vigtig under udviklingens hæven os fra dyr til menneskelig status. Endnu en årsag til menneskets øgede livslængde kan hænge sammen med ”bedstemor-teorien” som beskrevet nedenfor.

Årsagen til det moderne menneskes forøgede livslængde skal formentlig søges i den kulturelle udvikling. I naturen dør meget få dyr af alder. I stedet dør de på grund af sygdom, rovdyr, ulykker eller indbyrdes kampe mellem artsfæller. Det er derfor lidet sandsynligt, at et langt liv skyldes naturlig udvælgelse i naturen, da karakteren sjældent manifesterer sig der. Uden tvivl har mennesket udviklet den største evne af alle organismer til at dræbe rovdyr, fange bytte, opdage nye fødeemner og finde beskyttelse under naturkatastrofer. Bestemte dyr kan have særlige individuelle evner, så som gepardens lynhurtige antrit og skildpaddens modstandsdygtige skjold. Men mennesket har haft stor succes med at improvisere teknologiske løsninger, der sikrer hurtige bevægelser og et beskyttende panser. Og disse erhvervede egenskaber har været nært knyttet til udviklingen af vores hjerne og livsmønster. Samtidig har teknologien muliggjort en meget betydelig forlængelse af levealderen, og mennesket er blevet det første dyr, der som hovedregel ikke dør af sult eller som bytte for rovdyr.

Klimakteriets udvikling (”Bedstemor-teorien”)

 ”Da Gud ikke kunne være overalt, skabte han bedstemødre”

Mennesket tilbringer som den eneste af primaterne en betydelig del af sit liv i den postreproduktive livsfase. Eller vi skulle snarere sige i den postklimakterielle fase, idet nævnte forhold især gælder for kvindernes vedkommende (figur 26). 

Hvorfor stopper kønscellemodningen og ægløsningen hos kvinder i 45-50 års alderen, mens samme fænomener kun gradvist sætter ind hos mændene, der som bekendt bevarer deres frugtbarhed til højt op i årene? Den mest sandsynlige forklaring er, at klimakteriet er et udviklingsmæssigt svar på vore børns lange afhængighedsperiode. Hvis kvinden ophører med at føde børn i en relativ ung alder og i stedet anvender sine ressourcer på det allerede eksisterende afkom, vil resultatet være, at en større del af dette vil nå den reproduktive alder. Når postklimakterielle kvinder ikke længere kræves for vækst og modning af deres egne børn, kan de endvidere udgøre en ressource for deres døtres eller niecers børn, således at disse kan afvænnes tidligere, hvorved intervallet mellem fødslerne for mødrenes vedkommende kan reduceres (jf. ovenfor). Med andre ord kan postklimakterielle kvinder anvende ressourcerne på, at allerede fødte børn i stort tal overlever til den reproduktive alder, hvilket vil sikre et større antal efterkommere (et større bidrag til de følgende generationers genpulje), end hvis risikofyldte graviditeter fortsatte højt op i årene med fødsel af børn med små chancer for at overleve deres moders død. Den sociale gevinst er, at mange artsfæller kan nyde godt af de akkumulerede erfaringer, status og ressourcer, som de postklimakterielle kvinder repræsenterer. Til støtte for denne forklaring kan nævnes, at mennesket som nævnt overfor har det korteste fødselsinterval blandt hominoiderne (menneskeaberne og mennesket). Endvidere har mændene - udviklingshistorisk set - ikke været nogen afgørende faktor for afkommets overlevelse, hvilket forklarer, hvorfor deres frugtbarhed bevares det meste af livet. Mennesket har valgt en reproduktiv strategi, der betyder stor investering fra forældrenes (og familiens) side i et forholdsvist beskedent afkom. Målet har ikke været at maksimere antallet af børn, der fødes, men derimod at optimere overlevelseschancerne for de fødte.

Det er ikke klart, hvornår i udviklingshistorien tilpasningen til et langt postklimakterielt liv kan tænkes at have fundet sted. Men sandsynligheden taler for, at fænomenet er af nyere dato, mindre end 50.000 år gammelt, i forbindelse med oprindelsen af den moderne adfærd. Det moderne menneske nød helt fra starten en økologisk og konkurrencemæssig succes, hvis sidestykke ikke tidligere er set i menneskets udviklingshistorie, fordi det moderne menneske havde noget som dets forfædre manglede: Et langt postklimakterielt liv og den dermed forbundne sociale dynamik, der med et engelsk udtryk betegnes “grandmothering” (”bedstemor-teorien”).

Årsager til den ændrede livscyklus

Igangsætteren af den ændrede livscyklus hos mennesket kan være det fødeskifte, der skete samtidig med udviklingen af  Homo for omkring 2 millioner år siden. Med udviklingen af  Homo skete der et skifte bort fra simpel, lettilgængelig planteføde til føde, der var af høj næringsmæssig kvalitet, men samtidig forholdsvist svær tilgængelig. Ræsonnementet er, at det kræver viden, indsigt og høj grad af samarbejde foruden kreativitet at få adgang til sådanne fødeemner. Opnåelsen af alle disse færdigheder kræver lang tid til indlæring, hvilket igen kræver en lang barne- og ungdom. Samtidig med fødeskiftet er der derfor sket en styrkelse af yngelplejen og sammenholdet inden for gruppen (”den udvidede familie”). Dette har igen medført et fald i dødeligheden blandt børn og unge voksne og virket som en stødpude mod bl.a. sygdom og angreb fra rovdyr. Da unge mennesker først og fremmest er under oplæring, deltager de forholdsvis lidt i produktionen (de bidrager kun lidt til ”familiens underhold”); tværtimod er de ressourcemæssigt dyre, så nettoregnskabet bliver negativt (se figur 27). Men dette kompenseres der så rigeligt for ved høj produktivitet i voksentilværelsen og ved, at den ældre generation deltager i produktionen (se figur 27). Alle disse forhold har bidraget meget væsentligt til artens overlevelse og succes her på Jorden. Den naturlige udvælgelse har på én gang favoriseret hjernens vækst og et ændret livsmønster med en forlænget barne- og ungdom og en forøget livslængde (det sidste ikke mindst som følge af, at produktiviteten stiger med alderen). Menneskene blev specialister, der kun indtog den højeste kvalitet af plante- og dyreføde, hvilket blev muligt på grund af den store hjerne og de dermed forbundne teknologiske færdigheder.

Mennesket adskiller sig også fra alle de store menneskeaber ved, at manden bidrager væsentligt ved tilvejebringelse af ressourcer til hele familien. I traditionelle jæger-samler samfund tilvejebringer manden først og fremmest ressourcer ved at gå på jagt. Jagten er utvivlsomt den fødeopsøgningsaktivitet, der kræver længst indlæring og som derfor først sent begynder at give et afkast. Til gengæld bliver afkastet meget stort, når først teknikken er lært (se figur 27). Chimpansers føde består for 95% vedkommende af indsamlede planter (moden frugt), mens kun 2% stammer fra jagt. For jæger-samlere stammer ca. 60% af fra jagt, mens kun 8% stammer fra indsamlet, let tilgængelig planteføde. De resterende 32% stammer fra opgravede rødder o. lign. (figur 28).

En lang række undersøgelser af eksisterende jæger-samler samfund har bekræftet det ovennævnte ræsonnement. Alle sådanne samfund kan fremvise en livslængde, der er langt højere end for chimpanser (figur 29) og blandt jæger-samlere, der indtil for nylig ikke har haft adgang til moderne teknologi og lægevidenskab, overlever 60% af børnene til voksenalderen (mod 35% af chimpanseunger); mindre end 10% af vildtlevende chimpanser bliver 40 år, mens over 15% af jæger-samlere bliver 70 eller mere.

Udviklingen af fødselsakten

Mange kvinder ved fra egen erfaring, at det at presse barnet igennem fødselskanalen er en besværlig, langvarig og smertefuld affære. Men det er tilsyneladende prisen, som mennesket har måttet betale for den store hjerne og den høje intelligens: Mennesket har usædvanligt store hoveder i forhold til resten af kroppen (figur 30). Undersøgelser af fossiler homininer har vist, at størrelsen af den åbning i bækkenet, som barnet må passere igennem under fødselen, er begrænset af vores oprejste holdning. Den snævre og snoede vej som fødselskanalen udgør, har tilsyneladende besværet menneskets fødsel siden opståelsen af Homo ergaster for næsten 2 millioner år siden.

Hvis den nyfødtes hoved betragtes ovenfra er det ovalt med den største diameter forfra-bagtil, mens det er smallest fra øre til øre. Samme form har bækkenåbningen, hvor barnets vej gennem fødselskanalen starter. Problemet for mennesket er, at størrelsen af bækkenåbningen kun lige akkurat tillader passage af den nyfødtes hoved; desuden skifter kanalen form og retning ned gennem fødselsvejen. Det sidste betyder, at barnet så at sige må sno sig ned gennem kanalen. Ved bækkenåbningen er fødselskanalen bredest fra side til side set i forhold til moderens krop. Midtvejs skifter orienteringen 90°, og den længste akse er nu forfra-bagtil. Barnet må derfor dreje rundt ned gennem kanalen, så de to dele af legemet – hovedet og skuldrene – hele tiden er orienteret i forhold til fødselskanalens længste akse (se figur 31). 

I modsætning til menneskets snoede fødselskanal bevares samme tværsnit af fødselskanalen hos menneskeaberne hele vejen igennem fra åbning til udgang. Tværsnittet hos menneskeaberne er orienteret således, at den nyfødtes hoved hele tiden vender ansigtet fremad, hvilket indebærer åbenlyse fordele (figur 32). Menneskeaber føder oftest i stående stilling skrævende på bagbenene. Når ungen fødes kan moderen gribe ned og føre ungens ansigt ud af fødselskanalen og op mod brystvorterne. Samtidig kan moderen også aftørre slimen fra ungens mund og næse, så det lettere kan trække vejret. Lige så snart ungens hænder er frigjorte kan den gribe fat i moderens krop og trække sig selv det sidste stykke ud.

På grund af fødselskanalens udformning fødes menneskebarnet med ansigtet bagudrettet. Derfor kan moderen ikke assistere barnet det sidste stykke ud, hun kan ikke aftørre slimen og frigøre navlestrengen fra barnets hals eller løfte barnet op til brystet. For det moderne menneske har svaret på disse udfordringer i forbindelse med fødslen været at søge assistance. Fødselshjælperen kan udføre al den assistance, som menneskeabemoderen selv kan klare. Fødselshjælperen kan også kompensere for det hjælpeløse menneskebarns svage motorik.

Fødselskanalens udformning hos mennesket kan siges at have haft to konsekvenser. For det første har den sat en øvre grænse for hjernens vækst inden fødslen. For det andet har den betydet, at der har været brug for en fødselshjælper i omkring 2 millioner år. Ikke kun bevidstheden om risikoen for barnet, men også smerte og angst hos den fødende kvinde selv har drevet denne til at søge hjælp. Fødselshjælp synes at være et universelt fænomen, der forekommer i alle kulturer.

Til toppen