|
Da mennesket blev menneske |
Årsager til hjernens begyndende vækst
-
teorien om den hjælpeløse unge
Der
har været (og er stadig) stor usikkerhed om, hvad der satte hjernens
udvikling i gang. Det har imidlertid længe været erkendt, at en forudsætning
herfor har været udvikling af oprejst gang. Allerede Darwin (1872) og før
ham den tyske zoolog Ernst Haeckel (1868) nåede således til denne
konklusion. Desto mere besynderligt forekom det, da man mange år efter fandt
fossile rester af Australopithecus, at denne hominin havde gået
oprejst i flere millioner år uden, at hjernen af den grund havde tiltaget
nævneværdigt i størrelse.
Alle primater er karakteriseret ved en høj vækstrate af hjernen i
fosterlivet. Slægten Homo udviklede først og fremmest sin store
hjerne, fordi ændrede omstændigheder muliggjorde en fortsættelse af hjernens
høje vækstrate et godt stykke tid efter fødslen. Knyttet til denne høje
vækstrate af hjernen efter fødslen var en forsinket modning, som imidlertid
repræsenterede et enormt offer, fordi det skabte det længste tidsrum af
total hjælpeløshed blandt alle pattedyr, og tvang mødrene til at bære deres
afkom. Af alle nulevende pattedyr er mennesket det, der gennemgår den
kraftigste udvikling af hjernen efter fødslen og som også har den længste
periode af fysisk hjælpeløshed. I modsætning til Homo bevarede
Australopithecus menneskeabernes mønster med nyfødte, der var modne nok
til, at de selv kunne klynge sig fast til moderen.
Det
er meget sandsynligt, at australopithecinerne delvist levede i træerne, og
at denne livsform var absolut nødvendig for deres overlevelse. Et liv
delvist tilbragt i træerne beskyttede australopi-thecinerne mod rovdyr, hvor
især løver, men også leoparder og hyæner var farlige nede på jorden.
Australopithecus var lille og spinkel og ikke så effektiv nede på jorden
som Homo, først og fremmest på grund af de korte ben, hvilket gav
kort skridtlængde og gjorde dem til dårlige løbere. Dertil kom anatomiske
træk ved foden - specielt nedsatte deres lange tåknogler evnen til at løbe,
både hvad angik hastighed og distance. Desuden havde de svagt udviklede
hjørnetænder, de fremstillede ikke redskaber og de beherskede ikke ilden, så
de kunne kompensere for den ringe fysiske udrustning. Hvis de havde været
tvunget til udelukkende at opholde sig på jorden, ville de have været totalt
forsvars-løse. Taget den lange generationstid i betragtning ville
Australopithecus næppe have overlevet i flere millioner år, hvis ikke de
havde træerne som et tilflugtssted.
Vi må forestille os, at
australopithecinerne færdedes i små skovområder iblandet større
sammenhæn-gende zoner med savanne. De søgte formentlig føden både på jorden
og i træerne, de sov i træerne og forblev i dagtiden altid i nærheden af
disse, så de kunne søge tilflugt for rovdyr. Når et lille skovom-råde (lund)
var tømt for føde, måtte gruppen krydse et savanneområde til en ny lund, og
dette var ikke helt uden risiko. Livet var mindst farlig, hvor lundene lå
tæt.
Den
udviklingsmæssige stilstand hos Australopithecus i flere millioner år
kan skyldes den delvise afhængighed af at skulle opholde sig i træerne. Det
var ikke muligt at forlænge fosterlivets vækst af hjernen ind i barndommen,
fordi den dermed forbundne hjælpeløse tilstand hos ungen ville have været et
intolerabelt biprodukt. Indskrænkningen af skoven for 2,5 millioner år siden
skabte en krise for homininerne, idet mange populationer af
australopitheciner nu blev forhindrede i at søge beskyttelse i træerne.
Livet blev farligere, og de fleste grupper af australopitheciner uddøde. Fra
en af de få overlevende grupper opstod Homo. Den forlængede
hjælpeløse tilstand hos Homo har som nævnt været et stort offer, og
det påførte forældrene et væsentligt øget energiforbrug, idet disse skulle
forsørge og made deres afkom over lang tid. Samtidig påvirkede det
effektiviteten ved fødeindsamling samt mobilitet og forsvar overfor rovdyr.
Det store offer kan kun være sket på grund af en sammenkædning med en anden,
stærkt positiv tilpasningsværdi - en markant øgning af hjernekapaciteten. Og
da udviklingen af hjernen og dermed Homo først var sat i gang,
understøttedes denne af en redskabskultur og en samarbejdskultur, der
kompenserede for de problemer, der var forbundet med afhængighed af unger,
udsættelse for angreb fra rovdyr og tab af føderessourcer i skoven.
Til toppen
|
