LB1 – Homo floresiensis

Fundet blev gjort allerede i september 2003 i Liang Bua hulen midt på Flores. Fundet, der formelt betegnes LB1, omfatter et partielt skelet fra en voksen (formentlig en kvinde), inklusive hele kraniet. Alderen er med kulstof-14-bestemmelse fastsat til ca. 18.000 år. Sammen med LB1 blev der fundet knogler tilhørende flere andre individer, og mindst ni individer er kendt indtil videre. Desuden blev der fundet rester efter brugen af ild og adskillige stenredskaber og knogler fra komodovaraner og flere dværgformer af dyr, bl.a. den uddøde dværgelefant, der kaldes Stegodon.  

Det mest bemærkelsesværdige ved fundet er den ekstremt lille størrelse. LB1 har haft en legemshøjde på ca. 106 cm og vægten har formentlig ligget på omkring 30 kg . Det mest forbløffende er dog det meget ringe kranievolumen, der er vurderet til ca. 380 cm³, hvilket svarer til hjernestørrelsen hos nulevende chimpanser og tidlige australopitheciner, der levede i Afrika for 3-4 millioner år siden. Kranieformen minder påfaldende om kranieformen hos Homo erectus, der ankom til den nærliggende ø, Java, for mere end en million år siden, blot er kraniet fra Homo floresiensis kun halvt så stor. Det er påfaldende, at de to underkæber, der hidtil er fundet, begge mangler en hage – hagen er et unikt træk, der kun ses hos Homo sapiens. Hvis kranierumfanget sammenholdes med legemsstørrelsen falder Homo floresiensis udenfor alt hvad man tidligere har observeret. Hvad angår den såkaldte encefalisationskoefficient, der udtrykker forholdet mellem hjernestørrelse og kropsvægt, falder Homo floresiensis indenfor intervallet for Homo-slægten; i overensstemmelse hermed anses de stenredskaber, der blev fundet sammen med knoglerne, at være fremstillet af Homo floresiensis.  

Mange træk ved det øvrige skelet er mere avancerede, end hvad det lille hjernevolumen ellers lader forudskikke, og Homo floresiensis repræsenterer således en enestående mosaik af primitive og mere moderne (deriverede) karaktertræk, der ikke er beskrevet hos nogen hidtil kendt hominin.  

De arkæologiske og geologiske undersøgelser har antydet, at dværgmenneskene har eksisteret på Flores i omkring 100.000 år – de sidste uddøde for kun 12.000 år siden!

Hvorfor dværgmennesker?

Der er ingen tegn på, at de fundne rester af Homo floresiensis repræsenterer syge eller misdannede individer; ej heller er der tale om pygmæer i traditionel forstand, idet nulevende pygmæer er fuldt moderne mennesker med normal hjernestørrelse. De mindste nulevende pygmæer har i øvrigt en gennemsnitlig legemshøjde på ca. 140 cm . I stedet illustrerer Homo floresiensis, at mennesket er underlagt de samme evolutionære kræfter som alt andet levende på jorden. Homo floresiensis er med stor sandsynlighed udtryk for det fænomen, der af evolutionsbiologer betegnes ”dværgvækst i isolation” (engelsk: Insular dwarfing). Tilstedeværelsen af disse små homininer på den lille ø Flores, der var isoleret i fortiden, gør det sandsynligt, at de er slutproduktet af en meget langvarig udvikling hen mod ringe legemsstørrelse, der var fordelagtig i disse afsondrede og geografisk begrænsede egne. Anatomiske og fysiologiske forandringer i forbindelse med ”dværgvækst i isolation” vides at kunne være ganske omfattende med dramatiske ændringer af hjernestørrelsen og af nervesystemet i det hele taget. ”Dværgvækst i isolation” er således velkendt i dyreverdenen for dyr større end kaniner. Der kendes bl.a. pygmæudgaver af flodheste, bøfler, elefanter, mammutter m.fl., der alle er udviklet på fjerntliggende småøer. Under de samme betingelser ser man ofte, at små dyr tiltager i størrelse; kæmperotter er således fundet på Flores.

Den gængse forklaring på udvikling af pygmæstørrelse er, at fravær af rovdyr kombineret med den knaphed på ressourcer, der er til stede på små øer, favoriserer udvikling af lille legemsstørrelse, hvilket øger sandsynligheden for overlevelse. Det afgørende er øens totale produktivitet eller ressourcerigdom i højere grad end produktiviteten pr. hektar: En isoleret population af 100 jæger-samlere af normal legemsstørrelse vil under sådanne forhold være mere udsatte for at uddø end 700 dværgmennesker.  

Det eneste, der kræves for udvikling af dværgmennesker på en lille, isoleret ø er, at det lige akkurat er fysisk muligt for menneskene at nå til øen; hvis øen er for let tilgængelig vil den konstante ankomst af nye individer hindre udviklingen af dværgvækst. Hvis derimod de oprindelige kolonister får lov at leve i isolation i årtusinder er muligheden for udvikling af dværgmennesker til stede.  

Tasmanien, der er en ø syd for det australske fastland, har det til fælles med Flores, at øen var isoleret i årtusinder: Tasmanien var landfast med Australien indtil for 10.000 år siden på grund af havsænkningen i forbindelse med sidste istid; efter istidens afslutning blev landbroen oversvømmet og forbindelsen med fastlandet permanent brudt. Via landbroen blev øen koloniseret af australske aboriginere, der levede i isolation indtil for 200 år siden, da europæerne ankom til øen. Men Tasmanien er en stor ø, der sagtens kan brødføde en befolkning af normalt proportionerede mennesker. Da europæerne ankom til øen, mødte de da heller ikke dværgmennesker, men derimod mennesker af helt normal legemsstørrelse.  

Under sidste istid udgjorde dele af det indonesiske øhav en stor sammenhængende landmasse, Sunda-landet, der desuden var landfast med det sydøstasiatiske fastland. Men Flores kunne stadigvæk kun nås ved passage af smalle stræder. Java og Bali var landfaste med fastlandet, men Bali var adskilt fra Penida af et stræde på 6 km , Penida fra Lombok og Sumbawa (de to var sammenhængende under istiden) af et stræde på 19 km , hvorfra der var 3 km over vand til Flores. Stræderne var alle så smalle, at det var muligt at se fra den ene ø til den anden. Derfor kunne dværgmenneskenes forfædre være kommet sejlende til Flores på naturlige tømmerflåder af træstammer og andre plantedele; ”tømmerflåderne” kunne ved tilfældigheder være strandet på øen. Det er sandsynligt, at Stegodont-elefanter, aber m.m. er ankommet til øen på samme måde.  

Derimod var afstanden til Australien og Ny Guinea for stor til, at man har kunnet se derover fra nærmeste landfaste ø (Timor); der ville under sidste istid har været et stræde på omkring 90 km mellem Timor og Australien, hvilket tilsyneladende kun moderne mennesker, Homo sapiens magtede at forcere (for omkring 45.000 år siden).  

Taksonomisk indplacering