Lokalitet
Ertebølle er en lille
landsby, der ligger i Vesthimmerland på en pynt, der rager ud i
Limfjorden lidt syd for Trend. Stenalderbopladsen ligger lige syd for
landsbyen og lige nord for en markant molérklint, der udgør Ertebølle Hoved.
Stedet ligger i et usædvanligt smukt naturområde
med direkte udsyn over Limfjorden. Fra Stenaldercenteret arbejder med
eksperimental arkæologi såsom fremstilling og forarbejdning af
flintredskaber, beredning og garvning af skind m.m. Derudover arbejdes der
lejlighedsvis med fremstilling af stenalderrelaterede redskaber fra
indianske kulturer.
Fundhistorie
Nationalmuseet udgravede i
1890'erne en kæmpestor dynge østers- og muslingeskaller på stedet og
opdagede, at den var menneskeskabt, og at mennesker havde boet bogstaveligt
talt ovenpå dyngen. Begrebet ”køkkenmødding” fik sin plads i europæisk
faglitteratur på grund af Ertebøllekulturen.
Datering
Lokaliteten har været beboet i perioden fra 7.200
til 6.200 år før nu, hvilket svarer til den sidste del af
Jægerstenalderen
(Mesolitikum).
Beskrivelse
Stedet har givet navn til denne sidste fase af
Jægerstenalderen, Ertebøllekulturen, der er den internationale betegnelse
for kystkulturerne i den yngste del af Jægerstenalderen. Strandens og
fjordens rige forekomster af fisk, muslinger og fugle udgjorde den
væsentligste del af livsgrundlaget. I sidste del af Jægerstenalderen var
vandstanden 5-6 m højere end i dag, og Limfjorden var åben ud til Nordsøen;
samtidig var strøm og tidevand langt kraftigere end i dag – disse forhold
til sammen dannede grundlaget for det rige dyreliv.
De store affaldsdynger med især østersskaller,
køkkenmøddingerne, er karakteristiske for Ertebøllekulturen, selv om
østers kun udgjorde en mindre del af kosten. Bopladsen lå ved siden af og
delvis ovenpå køkkenmøddingen, der kunne antage voldsomme dimensioner.
En separat stamme boede ved stenalderhavets fjord i
Brønsholm Ådal umiddelbart nord for Vitskøl kloster 6-7 km nord for
Ertebølle. Her findes en af landets største køkkenmøddinger, 700 m lang og
30 m bred.
De arkæologiske undersøgelser har vist, at de store
bopladser var beboet hele året, mens mindre bopladser har været
sæsonbeboede.
Opbevaring
På den klassiske lokalitet ved Ertebølle er der
bygget et stenaldercenter. Centrets udstilling skildrer på en særdeles
levende måde naturen i og omkring Ertebølle for 6-7000 år siden og
menneskers liv i et landskab, hvor havet stod 5 - 6 meter højere end i dag,
og hvor urskoven var som en mørk mur tæt ved kysten. Udstillingen er krydret
med en række arkæologiske fund fra stedet, specielt redskaber udført i flint
eller i ben.
Diverse
Bopladser fra Ertebøllekulturen er fundet
mange steder i Danmark, Sydsverige,
Slesvig-Holsten og langs den nordtyske østersøkyst.
Lokaliteten er sidst besøgt i 2005.
Referencer
-
Ertebølleruten.
Nordjyllands Amt. En gratis brochure, der beskriver en cykelrute, der
indbefatter Ertebølle. Brochuren indeholder gode kort og en lille
beskrivelse af lokaliteten.
-
www.stenaldercenter.dk
|