MENNESKETS OPRINDELSE og udvikling

Forside

Arter på menneskelinien

Tidsskala

Stamtræ

Datering

 

LOKALITETER:

Afrika
Amerika-nord
Amerika-central
Amerika-syd
Asien
Australien og Oceanien
Europa
Danmark

Mellemøsten

 

Nyheder

 

Temaer

 

Kurser

 

Forfatterskab

 

Nyttige links

 

Vindue til verden

 

 

OVERSKRIFT
 

VINDIJA - KROATIEN

Kort

Fundstedet

Europakort

Lokalitet

Vindija-hulen ligger i et skovområde lidt nord for den landsbyen Donja Voča tæt ved den slovenske grænse. Det er bedst at følge hovedvejen mellem Zagreb og Varazdin indtil den lille by Ivanec. I Ivanec drejes mod nord til Donja Voča, der ligge ca. 10 km længere fremme. Lige inden Donja Voča går det stejlt nedad, og i et skarpt sving ved indkørslen til byen går en vej fra til venstre op mod kirken, der ligger oppe på toppen af en bakke. Kirke og kirkegård passeres på toppen af bakken, og herfra er der nøjagtigt 2 km til skovvejen, der fører ind til hulen. Fra kirken går vejen rundt og ned i mellem to bakketoppe. Lige hvor skovvejen går fra til højre, er der i modsatte side en lille P-plads til et par biler. Stedet kan også kendes ved, at der lidt længere fremme på samme side som P-pladsen er et hus ved vejen, og lidt længere oppe på bakken er der endnu et hus.

Skovvejen følges til fods ca. 500 m, hvor en sti går skarpt til højre op ad bakken - ca. 100 m, og så er man ved hulen. Faktisk kan hulen skimtes nede fra skovvejen. Vindija-hulen er en meget stor hule, der er omgivet af et hegn med en låge. Et skilt angiver, at man er ved hulen. Ellers er der ingen skiltning, og man skal være opmærksom for ikke at overse hulen. Er man gået for langt, kommer man 300 m længere fremme til en lille samling huse og gårde, der ligger højt på en bakke.

 

Fundhistorie

Lokaliteten blev opdaget i 1974, og er siden blev kendt som et af de vigtigste fundsteder for neandertalere i Østeuropa. Vindija-hulen ligger i luftlinie kun ca. 20 km fra den mere berømte neandertal-lokalitet, Krapina.

 

Datering

Der har været stor diskussion om alderen på neandertal-fossilerne. I 1998/1999 blev fossilerne med AMS (accelerator massespektrometri) bestemt til at være ca. 28.000 kulstof-14 år. Dermed var de sammen med fundene fra Zafarraya, Andalusien klart de yngste repræsentanter for neandertalere i Europa. Men en ny datering, der blev publiceret i 2006, viste en lidt ældre alder, 32.000 - 33.000 kulstof-14 år (svarende til ca. 36.000 kalenderår).

 

Beskrivelse

Der er fundet adskillige fossiler tilhørende Homo neanderthalensis (neandertalere). I et lag kaldet G1 er der gjort arkæologiske fund, der primært er at Mousterién-type (mellemste palæolitiske kultur, der i Europa blev praktiseret af neandertalere), men der også fundet redskaber, der bedst kan karakteriseres som overgangsformer til den efterfølgende øvre palæolitiske kultur.

På det seneste (2010) har DNA-materiale udvundet fra tre neandertalknogler fra Vindija-hulen været grundlaget for kortlægningen af neandertalerens arvemasse.

 

Diverse

Fundene fra Vindija har vejet tungt i debatten om oprindelsen af den moderne europæer (Cro-Magnon). Især har det synspunkt været gjort gældende, at fundene fra Vindija støttede den Multiregionale Teori om oprindelsen af det moderne menneske. Ifølge denne teori er den moderne europæer udviklet direkte fra neandertalerne. Men DNA-analyser udført på DNA udvundet fra knoglerne fra Vindija afkræfter dette synspunkt (se referencen fra 2004).

I 2010 blev første version af det komplette neandetalgenom publiceret (science 7. maj 2010). Undersøgelserne viste bl.a., at der tilsyneladende havde været en vis, omend minimal, opblanding mellem neandertalerne og Homo sapiens - se nyheder.

Lokaliteten sidst besøgt i 2002.

Se den smukke barokby, Varazdin, øst for Vindija.

Referencer

  1. David Serre, André Langaney, Mario Chech, Maria Teschler-Nicola, Maja Paunovic, Philippe Mennecier, Michael Hofreiter, Göran Possnert, and Svante Pääbo. PLoS Biol. 2(3): e57, marts 2004.
     
  2. Higham Y, Ramsey CB, Karavanič I, Smith FH, Trinkaus E. Proc. Natl. Acad. Sci. USA 103: 553-557, 2006.
     
  3. Green RE et al. Science 328: 710-722, 2010.