BEGIVENHEDER AF ASTRONOMISKE DIMENSIONER

Temaer 

Vores solsystem blev skabt for mellem 4,5 og 5 milliarder år siden. Solen og planeterne blev dannet af en enorm sky af støv og gasser, som igen blev dannet under Big Bang. Tyngdekraften fik skyen til at eksplodere og begynde at rotere. Inde i midten af denne roterende sky steg temperaturen, indtil brintatomerne begyndte at smelte sammen til helium, hvorved solen blev til. Længere ude fra centrum blev støvpartikler tiltrukket af hinanden, blandt andet pga. de elektrostatiske kræfter, og voksede gradvi

st sammen til større og større klippesten. Tyngdekraften tvang disse klippesten sammen, hvorefter de lige så langsomt begyndte at vokse, så de til sidst dannede deciderede planeter.

Allerede fra starten begyndte Jorden at dele sig i forskellige lag. Den naturlige nedbrydning af radioaktivt materiale i dens indre genererede en enorm varmestråling, som smeltede det meste af klippestenen og derved dannede en flydende kappe. Uden på denne kappe opstod der så igen en køligere, fast skorpe, der relativt set ikke er tykkere end skindet på en fersken. Med jævne mellemrum pressede de flydende stenmasser sig op igennem det tynde overfladelag. I forbindelse med denne vulkanske aktivitet blev der samtidig frigjort en mængde gasser som brint og kuldioxid, som siden skulle danne grundlaget for Jordens atmosfære. Med gasserne kom også vanddamp i så store mængder, at havene blev dannet, da dampen havde kondenseret sig. Det var i disse have, de første, simple livsformer opstod. 

Vulkansk aktivitet, gasudslip og vanddamp spiller også en rolle for tilblivelsen af de nærmeste naboer til Jorden, men så vidt man ved, har der aldrig været liv på andre planeter i vores solsystem. I bund og grund har vi bare været exceptionelt heldige. Jorden endte tilfældigvis med at dreje rundt om Solen i netop den rigtige afstand. Merkur ligger tættest på Solen med en gennemsnitlig afstand på 57,9 millioner km og har aldrig udviklet en atmosfære. Den har derfor de største daglige temperaturudsving af alle planeterne med en gennemsnitlig dagtemperatur på 43°, som falder brat til -18° om natten. Det er svært at forestille sig hvad, der skulle kunne overleve i disse ekstremer. Venus befinder sig 108,2 millioner km fra Solen og har en fast, kuldioxidrig atmosfære. Drivhuseffekten, som denne atmosfære skaber, bevirker at Venus forbliver varm døgnet rundt med en gennemsnitstemperatur på 48°. 

Hvor Venus sikkert er for varm, til at der kan opstå liv, er Mars formentlig for kold. Planeten befinder sig 227,8 millioner km fra solen og har en tynd atmosfære med kun ganske lidt kuldioxid. Den gennemsnitlige overfladetemperatur ligger konstant omkring -50°, og hvad der evt. matte være af vand under skorpen eller ved polerne vil derfor være permanent bundfrossent. 

Vores egen planet — som drejer omkring Solen i en afstand af 149,6 millioner km — befinder sig derimod i lige den rette afstand til, at livet har kunnet opstå. Vores atmosfære er hverken for tæt eller for tynd og indeholder præcis de rigtige mængder kuldioxid til, at Jorden kan holde den optimale gennemsnitlige overfladetemperatur på ca. 17 graders celsius. Vi lever simpelthen på Guldloks planet, fordi Jorden ligesom grøden hverken er for kold eller for varm, men ”lige tilpas” til at livet kunne opstå.

Månen har om noget været igangsættende for evolutionen på Jorden, og uden den havde vi formentlig slet ikke været her. Også her var de kosmiske kræfter på vores side. Man antager, at Månen blev dannet for ca. 4,5 milliarder år siden, ved at en planet på størrelse med Mars kolliderede med den ganske unge Jord. Det voldsomme sammenstød slyngede store mængder af Jordens skorpe ud i rummet, hvor materialet drev omkring i et kredsløb rundt om Jorden, før det langsomt samlede sig og dannede Månen. Tilfældigvis havde den planet, som ramte Jorden, også en flydende jernkerne. Den varme, der opstod ved sammenstødet, fik kernen til at smelte sammen med Jordens eksisterende kerne, hvorved vores planet fik en større jernkerne. Det er denne kerne, som skaber det magnetiske felt omkring Jorden, der skærmer os mod de partikler, der strømmer ud fra Solen i form af solvindene. Ved begge klodens poler er magnetfeltet svagere, hvorved solpartiklerne kan bryde igennem atmosfæren og skabe det fantastiske farvestrålende himmelsyn, vi kender som nord- og sydlys. I det store hele er Jorden nu godt beskyttet mod de dødelige ultraviolette stråler, som ellers ville svide overfladen og ødelægge alt liv.

Sammenstødet i rummet fik også andre konsekvenser. En så stor del af jordskorpen blev slynget ud, at der kun var omkring 30 % tilbage af den oprindelige skorpe. Den resterende skorpe var så tynd, at kontinentalpladerne med ét kunne bevæge sig langt friere end tidligere, og det har spillet en væsentlig rolle for evolutionen af de dyr vi finder på planeten i dag. De frit flydende landmasser har til stadighed været med til at forme klodens overflade. Deres bevægelser har skabt enorme bjergkæder som Himalaya og dannet dybe kløfter som Rift Valley i Afrika. I denne konstante proces er der hele tiden kommet nye og anderledes habitater til med en enorm mangfoldighed af liv til følge, som har udviklet sig for at kunne udnytte de nye og evigt foranderlige omgivelser. Uden det sammenstød, der skabte Månen, ville kontinenterne på jorden være sammenhængende som på Venus, og der ville være langt færre habitater og arter på Jorden.

Kollisionen havde også en anden afgørende effekt: Den tippede vores planet, så den ikke længere drejede rundt på en lodret akse i forhold til solen. Den hældning der opstod, var omtrent 23,5° set i forhold til en lodret linje, hvilket også er tilfældet i dag. Uden denne hældning ville livet på Jorden være noget ganske andet. Daglængden ville være den samme overalt på kloden året igennem. Varmen fra solen ville også være konstant året igennem, og der ville ikke være årstider. Uden sommeren ville polerne have en langt lavere gennemsnitstemperatur, hvorfor de også ville påvirke deres omgivelser meget længere ned imod ækvator. Der ville heller ikke være nogen vekslen imellem regnfulde og tørre tider i de subtropiske egne, og verdens ørkener ville være langt mere udbredte. Ingen dyr ville have brug for at trække mod syd eller nord med årstidernes skiften og livet ville formentlig være mindre mangfoldigt.

Vores måne er den største drabant i solsystemet i forhold til sin planets størrelse, hvilket giver den en enorm tyngdevirkning. Det er trækket fra Månens tyngdefelt, som i overvejende grad skaber havenes tidevandsstrømme. Mindre kendt er det nok, at Månen har en dæmpende og stabiliserende indvirkning på Jordens hældning. Uden en så fastliggende, stor måne, ville Jorden i langt højere grad være underlagt Solens og Jupiters tyngdefelter. Uden Månen ville Jordens hældning variere voldsomt, nogle gange med afvigelser fra lodret på op til 90°, hvilket ville betyde, at nordpolen pludselig befandt sig ved ækvator. Hele iskappen ville dermed smelte og oversvømme store dele af planeten.

I det følgende skal omtales nogle eksempler på sandsynlige kosmiske begivenheder, der har haft dramatiske konsekvenser for livet på Jorden.

En katastrofe i asteroidebæltet for 160 millioner år siden var kilden til K/T begivenheden.
De seneste 25 års forskning har gjort det helt overvejende sandsynligt, at den voldsomme masseudryddelse af liv på Jorden på overgangen mellem Kridt og Tertiær (K/T katastrofen) skyldtes nedslag af en kæmpemeteor på omkring 10 km i diameter. K/T katastrofen, der jo som bekendt var stærkt medvirkende til dinosaurernes forsvinden, fandt sted for omkring 65 millioner år siden og var langt den største af sin art i hele Mesozoikum og Kænozoikum, dvs. indenfor de sidste 250 millioner år. Nedslaget skabte det enorme Chixulub-krater ud for den mexicanske halvø, Yucatán. Krateret er i dag fuldstændig opfyldt at sedimenter og dermed ikke umiddelbart synligt. Helt ny forskning har nu været med til at afdække de bagvedliggende årsager til K/T katastrofen. 

Det har været en almindelig antagelse, at hyppigheden af meteornedslag på Jorden og Månen har været nogenlunde konstant de sidste 3 milliarder år. Nyere forskning har imidlertid peget på, at nedslagsfrekvensen af meteorer med en diameter på en kilometer eller mere har været mindst fordoblet de sidste 100 millioner år. Denne stigning var efter al sandsynlighed forårsaget af en eksplosion af en kæmpemæssig asteroide på omkring 170 km i diameter. Eksplosionen, der antages at være forårsaget af en kollision i den centrale, indre del af asteroidebæltet for ca. 160 millioner år siden, resulterede i en voldsom fragmentering af asteroiden, hvorved talrige mindre asteroider - den velkendte Baptistina-familie af asteroider - opstod. Det var en af disse nyopståede asteroider, der efter al sandsynlighed faldt ned på Jorden som en kæmpemeteorit og derved forårsagede K/T katastrofen for 65 millioner år siden.

Det var formentlig samme kilde, der var skyld i dannelsen af det fremtrædende Tycho Brahe krater på Månen; krateret er ca. 85 km i diameter, og det blev skabt for 108 millioner år siden af en meteorit ca. 4 km i diameter.  

Den lyse ring angiver beliggenheden af det centrale asteroidebælte

Pilen angiver beliggenheden af Tycho Brahe krateret på Månen

Tycho Brahe krateret

Var Yngre Dryas forårsaget af en kosmisk begivenhed over Nordamerika for 12.900 år siden?
Yngre Dryas var det sidste kolde intermezzo, der afsluttede Weichsel-istiden (sidste istid). Senglacialtiden var indledt nogle tusinde år tidligere med den første varmetid, Bøllingtiden, men i de følgende årtusinde skiftede klimaet flere gange mellem relativt varme og kolde perioder. Efter Yngre Dryas, der varede omkring 1000 år, indtrådte den egentlige postglaciale varmetid, som vi fortsat befinder os i.

ets møde med en komet i MiddelalderenDer har været mange spekulationer om årsagen til Yngre Dryas, men i dag er der almindelighed enighed om, at kuldeperioden blev tricket af influx af meget store mængder ferskvand i Nordatlanten. Ferskvandet kom fra en voldsom afsmeltning af iskappen over Nordamerika. De store mængder ferskvand havde dramatisk indflydelse på strømningsforholdene i Atlanterhavet: Under normale omstændigheder synker koldt, saltholdigt havvand, der er relativt tungt, til bunds ud for Østgrønlands kyst, hvorfra det strømmer mod syd. Denne sydlige, kolde bundstrøm trækker en varm overfladestrøm (”Golfstrømmen”) fra de ækvatornære egne mod nord og er med til at sikre det relativt milde klima i Nordeuropa. Blandes det nordatlantiske havvand imidlertid op med store mængder ferskvand, bliver havvandet lettere, og det vil ikke længere være så tilbøjelig til at synke til bunds. Som en konsekvens heraf reduceres den varme, nordgående overfladestrømning, og klimaet bliver koldere i det nordlige Europa. Det var præcist det, som man mener, skete ved indledningen til Yngre Dryas. Det koldere klima i Yngre Dryas reducerede efterfølgende afsmeltningen fra Nordamerikas iskappe, hvorfor forholdene gradvist normaliseredes i Nordatlanten; Golfstrømmen kom atter i gang, og det blev igen varmere i Nordeuropa. Istiden var definitivt forbi.

Et kulstofrigt, sort lag, der er bestemt til at være ca. 12.900 år gammelt, er blevet identificeret på ca. 50 såkaldte Clovis-steder i Nordamerika. Clovis-kulturen er en af de mest kendte og fremtrædende tidlige indianerkulturer i Amerika. Clovis-indianerne indvandrede til Amerika fra Sibirien via Beringstrædet og Alaska mod slutningen af sidste istid. Sammen med Clovis-redskaberne er der fundet talrige knogler fra den nu uddøde pleistocæne megafauna.

Umiddelbart under det sorte lag findes et tyndt sediment (< 5 cm), der indeholder høje koncentrationer af magnetiske mikrokugler og korn, mikrodiamanter, iridium i høje koncentrationer foruden trækul, sodpartikler, kulstofkugler og glasagtig kulstof, der tilsammen tyder på en atmosfærisk eksplosion eller et stort meteornedslag over Nordamerika efterfulgt af udbredte ildstorme, der har forårsaget en enorm varmeudvikling. Sedimentlaget svarer præcist til grænsen til Yngre Dryas for 12.900 år siden. 

Resterne efter Clovis-kulturen og knogler tilhørende megafaunaen er alle steder fundet under, men ingen steder over det sorte lag.

Som ovennævnt har årsagen til Yngre Dryas og også til megafaunaens uddøen været meget diskuteret. Men der er nu holdepunkter for, at begge begivenheder kan være forårsaget af én og samme kosmiske begivenhed, mest sandsynligt en komet, der eksploderede over Nordamerika. Eksplosionen førte til destabilisering og voldsom afsmeltning af iskappen over Nordamerika og dermed initiering af den kuldeperiode, der kaldes Yngre Dryas. Shockbølgen og varmepulsen, der forårsagedes af eksplosionen, medførte bl.a. ildstorme og ekstreme vindforhold over Nordamerika, hvilket kan have bidraget til udryddelsen af megafaunaen. Desuden har de voldsomme begivenheder forårsaget dramatiske ændringer af livsvilkårene for den indianske befolkning med Clovis-kulturens forsvinden og en betydelig reduktion af befolkningstallet til følge.

Ildstormene førte til udbredt destruktion af skove og græsarealer, hvilket kan have ødelagt fødegrundlaget for mange pattedyr. Udryddelse af megafaunaen fandt sted over det meste af kloden i Yngre Dryas, men den var særlig udtalt i Nordamerika, hvor mere end 35 slægter af pattedyr, inklusive mammutter, mastodonter, kæmpedovendyr, heste og kameler, forsvandt. Det var tale om en enestående begivenhed, der ikke alene kan forklares ved henvisning til menneskelig aktivitet (intensiv jagt) og klimaændringer.

Det kan nævnes, at også undersøgelse af iskerner fra Grønlands indlandsis viser, at indledningen af Yngre Dryas var ledsaget af afbrænding af store mængder af biomasse.

Det kan derfor konkluderes, at Yngre Dryas med stor sandsynlighed var forårsaget af en komet, der eksploderede over Nordamerika med efterfølgende nedslag af et stort antal kometfragmenter over iskappen.

Mulige kosmiske begivenheder i historisk tid
Nedslag af meteorer, der måler nogle hundrede meter i diameter kan forårsage ekstreme eksplosioner, der ødelægger naturlige og kulturelle miljøer over meget store områder gennem ildstorme, jordskælv og desuden tsunamier, hvis nedslag sker over hav.

I det 6. årh. evt. kan der være indtruffet en betydende kosmisk begivenhed. Der er historiske optegnelser fra både Kina og Europa, der tyder på, at solen ”forsvandt og himlen formørkedes” i en periode på op mod tre måneder, hvor der også faldt sne om sommeren, og der var udbredt hungersnød. Efterfølgende kom den justinianske pestepidemi, der tilsyneladende begyndte i Centralasien, hvorfra den spredtes til Ægypten og videre til Europa. Epidemien var opkaldt efter den østromerske kejser, Justinian, der residerede i Konstantinopel (nu Istanbul).

Ny viden fra studiet af træernes årringe støtter, at ovennævnte scenario kan være forårsaget af en kosmisk begivenhed; årringene viser meget tydeligt adskillige år med køligt vejr og dårlige vækstbetingelser begyndende år 536, men især blev markant efter år 540-41.

Årringene og de historiske optegnelser antyder, at der ligeledes indtrådte katastrofale begivenheder på Jorden omkring 1628 fvt., 1159 fvt. og sandsynligvis også 2354 fvt. og 208 fvt. Den mest sandsynlige forklaring på alle disse katastrofer er nedslag af meteorer eller kometer.

Begivenhederne i 1159 fvt. og 1628 fvt. kan være sammenfaldende med kollapset af Bronzealderens civilisationer i Europa og Asien.  F.eks. svarer årene 1628 fvt. og 1159 fvt. stort set til begyndelsen og enden på Shang-dynastiet i Kina; begge ender af dynastiet er ifølge gamle kinesiske skrifter sammenfaldende med miljømæssige katastrofer. De fire århundreder, der svarer til den græske ”Mørke Tid” begyndte efter det mykenske kollaps i det 12. årh. fvt. (1159 fvt.?). I denne periode sluttede også hittitternes storhedsperiode i Anatolien og Mellemøsten.

Øen Santorini i det Ægæiske Hav eksploderede engang i Bronzealderen, 1613±13 år fvt. er den seneste datering af begivenheden; denne datering matcher nogenlunde årringenes historie (1628 fvt.) og efter nogles mening også Moses’ flugt fra Ægypten, en begivenhed, der var ledsaget af dramatiske naturfænomener i det østlige Middelhavsområde; her sås søjler af aske stige højt til vejrs og en tsunami, der druknede faraos hær, blev også iagttaget. Israelitterne flygtede altså ud af Ægypten under dække af en naturkatastrofe. Spørgsmålet er nu, om Santorinis eksplosion kunne være udløst af en kosmisk begivenhed?

I en af Davids salmer er der omtalt forfærdelige begivenheder, hvor jorden blev rystet af chokbølger, og der opstod voldsom ild og røg, hvorefter alt blev mørkt. Ifølge nogle forskere skal David placeres ca. 470 år efter flugten fra Ægypten, altså 1159 fvt.?

Det interessante er nu, om der er en sammenhæng mellem beretningerne i det Gamle Testamente og de gamle kinesiske skrifters omtale af naturbegivenheder i relation til Shang-dynastiet? Er det de samme komiske katastrofer, der tales om i henholdsvis Kina og Mellemøsten i 1628 fvt. og 1159 fvt.?

 Hvis det ovennævnte er korrekt, kan vi konstatere, at Jorden er blevet bombarderet mindst tre – og muligvis flere – gange siden civilisationens start, og hver gang har verden ændret sig.

Og en ting til: De kosmiske begivenheder er med til at understrege tilfældets altafgørende betydning for om vi er her eller ej.

Til toppen