Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733) var en af tidens store naturalister (videnskabsmænd). Han var født i Zürich som søn af byens seniorlæge (Archiater). I 1692 indskrev han sig ved universitetet i Altdorf nær Nürnberg for at uddanne sig til læge. Han fik dog sin lægeek-samen fra universitetet i Utrecht, Holland (1694), men herefter vendte han tilbage til Altdorf for at færdiggøre sine matematiske studier. I 1696 vendte han tilbage til barndoms-byen, Zürich som en af byens underordnede (junior) læger (Poliater) med løfte om et professorat i matematik. Sidstnævnte fik han i 1710 med senere forfremmelse til professor i fysik. I januar 1733, få måneder før sin død, blev han endvidere udnævnt til byens senior-læge. 

Johann Jakob Scheuchzer var så absolut en mand af sin tid. I lighed med flertallet af datidens videnskabsmænd betragtede han det Gamle Testamente som en korrekt og præcis beskrivelse af Jordens historie, og Scheuchzer var ikke i tvivl om, at jordoverfladens nuværende udseende var et resultat af Syndflodens hærgen. Mange af datidens videnska-belige undersøgelser blev i øvrigt i overensstemmelse med det ovennævnte brugt til at belyse og bekræfte indholdet af de hellige skrifter, herunder bl.a. beretningen om Synd-floden. 

Scheuchzer havde efter datidens målestok en meget omfattende viden og beherskede adskillige videnskabelige discipliner. Publikationslisten var lang. De vigtigste publikationer vedrører hans videnskabelige observationer, der som ovenfor nævnt omfattede praktisk talt alle grene af videnskaben, samt hans rejsebeskrivelser. Hans rejseaktivitet var ganske betydelig, og han brugte bl.a. sine rejser til indsamling af det materiale, der efterfølgende dannede grundlag for hans videnskabelige studier. Han oprettede en af tidens største fossilsamlinger i Europa; især var samlingen af plantefossiler omfattende, og den beskrev han i Herbarium diluvianum, der udkom i 1709.

Scheuchzer er nok mest kendt for via et spektakulært fossilfund i 1725 at have leveret et solidt bevis på, at Syndfloden virkelig havde fundet sted, og at der i den forbindelse var omkommet mennesker. Fossilet var et velbevaret skelet, der blev fundet i et kalkbrud nær den tyske landsby, Öhningen ved Boden-søen  på grænsen til Svejts. Det bestod primært af en rygsøjle og et halvcirkelformet kranium med to øjenhuler. For Scheuchzer havde skelet-tet et umiskendeligt menneskeligt præg, og han mente, at fundet repræsenterende omtrent halvdelen af skelettet af et antediluvialt[1] menneske, der var omkommet i forbindelse med Syndfloden. Scheuchzer var derfor ikke i tvivl om, at hans fund beviste, at Syndfloden virke-lig havde fundet sted.  

Det faktum, at der nu var blevet fundet rester af et menneske, der havde levet før Synd-floden, gjorde et så stærkt indtryk på Scheuchzer, at han det følgende år og igen i 1731 beskrev fossilet i sit mesterværk, Physica Sacra (Den Hellige Fysik), der leverede en fuldstændig beskrivelse af Jordens dannelse, skabelsen af alt liv, konstruktionen af Babels-tårnet[2] samt af Syndfloden. Han benævnte heri sit fossil Homo diluvii testis (”Mennesket som havde været vidne til Syndfloden). Nogle steder ser man tilføjelsen ”et theoscopus” (”og som så Gud”). 

Scheuchzers beskrivelse af fossilet var som følger; ”Det er sikkert, at denne klippe inde-holder halvdelen, eller næsten sådan, af et skelet af et menneske; at knoglerne, og hvad mere er, at kødet og dele, der er endnu blødere end kød, er indlejret i stenen; på en måde er dette en af de sjældneste efterladenskaber, som haves af denne forbandede race, der blev begravet under vandene. [Fossilet] viser os konturerne af frontalknoglen, øjenhulerne med de åbninger, hvorigennem den femte kranienerve passerer. Vi ser der rester efter hjernen, af kilebenet, næseroden, et bemærkelsesværdigt fragment af overkæben samt nogle rester af leveren”. 

Det kristne samfund var nærmest tryllebundet af fundet, men Scheuchzer skulle dog kun opleve at være i beundringens rampelys i kort tid. Han døde i 1733, og skelettet blev overgivet til hans søn, der i 1802 videresolgte det til Teylers Museum i Haarlem, Holland. Her findes det den dag i dag.  

Der opstod imidlertid ret hurtigt skepsis over Scheuchzers fortolkning af fossilet. I 1758 foreslog en anden svejtsisk naturalist, Johannes Gessner, at skelettet repræsenterede en fossil fisk. Og i 1787 var der stort set enighed blandt videnskabsfolk om, at skelettet ikke repræsenterede et menneske, der var omkommet som følge af Syndfloden. Det blev dog overladt til Europas mest feterede anatom at levere den definitive fortolkning af fossilet. 

Napoleons erobring af Centraleuropa skulle her vise sig at blive afgørende for sagens løsning. I 1810 havde det franske kejserrige annekteret det nordlige Tyskland og Holland, og i 1811 blev den berømte franske anatom Georges Cuvier (på daværende tidspunkt Napoleons minister for uddannelse) forflyttet til Amsterdam med henblik på at skabe over-blik over uddannelsessystemet i den nyerhvervede region. Cuvier havde forhåndskend-skab til Scheuchzers fossil, og han sendte en meddelelse til Teylers Museum om, at han ønskede at få forevist fossilet. Cuvier fik endvidere som den første mulighed for at præparere fos-silet, noget Scheuchzer ikke havde beskæftiget sig med. Fossilet var indtil da nærmest blevet opfattet som helligt, og ingen havde hidtil haft mod på at præparere det med hen-blik på at afsløre flere detaljer. Cuvier havde imidlertid ikke samme respekt for fossilet. Hans præparation afslørede, at fossilet var udstyret med meget korte arme og ben, hvilket svarede til forholdene hos en padde. Og det var lige, hvad Cuvier havde forventet. Han havde nemlig allerede fået mistanke om, at fossilet kunne stamme fra en salamander, da han første gang så et billede af det. Nu havde hans præparation så bekræftet mistanken, at skelettet vitterligt stammede fra en kæmpesalamander, der havde levet engang i Mio-cæn, mange millioner år før der optrådte mennesker på Jorden. Knoglerne var ikke det bibelske bevis, som Scheuchzer havde troet. 

Fossilet blev senere omdøbt for at ære Scheuchzer og er i dag kendt under navnet Cryptobranchus (Andrias) scheuchzeri. 

Det er skæbnens ironi, at Scheuchzer, før sin egen fejltagelse, korrekt rejste tvivl om andre ”efterladenskaber fra Syndfloden”, der traditionelt blev udstillet i kirker rundt om i Europa. Mange af disse efterladenskaber var blot klippestykker, der mindede om menneskeknogler, eller tænder fra mammutter.