Lokalitet
Nebel mose to kilometer syd for Grauballe ved
Silkeborg - se kortene. Mosen er
ganske lille, ca. 100 m i diameter og næsten cirkelrund. Den er beliggende i
en grydeformet sænkning mellem lave bakker og næsten skjult af høje træer.
Fundhistorie
Grauballemanden blev fundet
en lørdag eftermiddag den 26. april 1952 af et hold tørvearbejdere fra
Grauballe (specifikt af tørvegraver Tage Busk Sørensen), der var i færd med at grave tørv i Nebelgaards mose. Professor
Glob, den daværende leder af Forhistorisk Museum i Moesgaard ved Århus, blev
gjort opmærksom på fundet. Han foranstaltede, at der blev udskåret en
tørveblok med hele liget, som efterfølgende blev kørt til Forhistorisk
Museum på en lastvogn.
Datering
Fundet blev i første omgang dateret ved hjælp af
pollenanalyse, der viste, at Grauballemanden havde levet i Romersk
Jernalder, dvs. mellem 400 og 0 år f.v.t. En senere kulstof-14-analysegav en
mere nøjagtig datering til 55 år f.v.t
± 100 år, dvs.
Grauballemanden var samtidig med Julius Cæsar.
Beskrivelse
På fundtidspunktet var liget helt nøgent. Det drejer
sig om en voksen mand, 175 cm høj og ca. 35 år gammel. Liget er næsten
komplet bevaret. På forsiden af halsen findes en stor defekt strækkende sig
fra det ene øre til det andet. Sandsynligvis drejer det sig om en
snitlæsion, og Grauballemanden har altså fået skåret halsen over. Der er
endvidere fundet indicier på, at han har fået et slag med et stumpt
instrument mod højre tinding, og endelig er der brud på venstre skinneben.
Bortset fra spor efter leddegigt er der ikke fundet
ikke tegn på sygdom.
En analyse af maveindholdet afslørede frø af diverse
kornsorter og en række andre planter, men ingen spor efter bær eller
frugter. Sandsynligheden taler derfor for, at Grauballemanden blev myrdet en
vinterdag ved først at have fået et slag mod hovedet, hvorefter halsen blev
skåret over; slutteligt blev han kastet i mosen.
Blandt lokale fortælles det, at Grauballemanden blot
var en karl kaldet Røde Kristian, som var forsvundet nogle år tidligere på
sin vej hjem fra Svostrup kro. Kristian havde set sig lun på fodermesteens
pige på Nebelgård, og han slog derfor et slag forbi. Han kom imidlertid i
klammeri, belv slået ihjel og smidt i mosen. Ligets røde hår (der skyldes
mange århundreders påvirkning af garvesyre) overbeviste de lokale om, at det
vitterligt var Røde Kristian, man havde fundet.
Opbevaring
Forhistorisk Museum, Moesgaard syd for Århus.
Diverse
Der er fundet flere hundrede mere eller mindre
velbevarede lig fra tørvemoser i Nordvesteuropa – Danmark, Nordtyskland og
Holland. De fleste stammer fra Førromersk eller Romersk Jernalder. De
kendteste fra Danmark er foruden Grauballemanden, Tollundmanden, tre lig fra
Borremose, huldremosekvinden og Haraldskærkvinden (se
kort over moselig).
Det karakteristiske ved moseligene er, at de alle har lidt en voldelig død.
Det er mest sandsynligt, at de for flertallets vedkommende har været
offergaver til guderne. Et af de fornemste moseofferfund fra Danmark er
Gundestrupkedelen fra Himmerland; her skildres bl.a. en menneskeofring.
Lokaliteten er sidst besøgt i 2005.
Referencer
G. Bibby: Grauballemanden. Udgivet af Forhistorisk Museum, Moesgaard 1974.
2. udgave 1987. |