|
Fundstedet Kort
Nordamerika |
Lokalitet
Folsom er en lille landsby i det nordøstlige New
Mexico 45 km øst for Raton på vej nr. 72. Folsom ligger i et storslået
vulkansk landskab 10 km nord for
Capullin Vulcano
National Monument.
Folsom-lokaliteten er
beliggende ved vejen mellem Raton og Folsom, ca. 15 km fra Folsom. Et skilt ved vejen
markerer lokaliteten. Der er i dag intet at se på lokaliteten.
Fundhistorie
Lokaliteten
blev opdaget i 1908 efter et voldsomt uvejr, der forårsagede et jordskred på
stedet, der dengang tilhørte Crowfoot Ranch. Lokaliteten blev
opdaget af den afroamerikanske cowboy,
George McJunkin ("The Black
Cowboy"), der var født som slave, men som fri mand var ansat på
ranchen. Det, George McJunkin så dagen efter uvejret, var nogle
enorme knogler, som stak ud fra skrænten af den kløft som uvejret havde
skabt. George McJunkin vidste ikke, hvad han havde fundet, men han
fortalte vidt og bredt om knoglerne; ingen var dog tilsyneladende
interesseret i at lytte til ham. Indtil han nogle år senere støtte på
smedens søn, Carl Schwachheim,
i Raton. Carl var en samler af alting, og han blev straks interesseret
og lovede at komme til Crowfoot Ranch en dag og kigge nærmere på
kæmpeknoglerne. Der skulle dog gå 10 år inden Carl kom til stedet, i
sommeren 1922 (George McJunkin havde da været død i flere måneder). Carl
udgravede nogle af knoglerne og tog dem med hjem. Fire år senere fik han
ved et tilfælde mulighed for at tage med toget til Denver, hvor han
kunne vise sine fund frem for J. D. Figgins, der var leder af Colorado
Museum of Natural History. Figgins var ikke i tvivl om fundets
betydning, og han satte de følgende to somre Carl til at udgrave
lokaliteten. Knoglerne
viste sig at stamme fra en nu uddød kæmpebison (Bison antiquus).
Det afgørende fund kom imidlertid den 2. august 1927, hvor Carl fandt en
spydspids, der
sad fastklemt mellem to af bisonens ribben. Her var beviset for
menneskets tilstedeværelse ved Folsom for tusinde af år siden. Det var
de samme mennesker, der havde drevet jagt på kæmpebisonerne i en grad,
der førte til dyrenes uddøen.
Fundene fra Folsom skubbede
tidspunktet for de første menneskers tilstedeværelse i Amerika ca. 6.000
år tilbage i tiden (man havde indtil Folsom-fundet antaget, at der
kun havde været mennesker i Amerika i ca. 4.000 år).
Datering
Folsom-lokaliteten er dateret med
kulstof-14 metoden. Omregnet til absolut tid giver dateringen en alder
på ca. 12.500 kalenderår.
Beskrivelse
På Folsom-lokaliteten er der
foruden talrige knogler af kæmpebison fundet et stort antal
Folsom-spidser,
der er karakteriseret ved at være tildannet konkave på den ene side, så
de kan tilhæftes et spydskaft. Spor efter Folsom-kulturen er fundet
mange steder i USA
Opbevaring
I
Folsom er der i forbindelse med en blandet landhandel indrettet et lille
museum, hvor nogle af fundene
kan ses.
Diverse
Fem år senere (1932) gjordes
et nyt epokegørende fund i New Mexico -
Blackwater Draw ved Clovis, nogle
hundrede km syd for Folsom. Blackwater Draw-lokaliteten er 500 år ældre end
Folsom-lokaliteten.
Se også "De
første amerikanere".
Lokaliteten sidst besøgt i
2001.
Referencer
-
Franklin Folsom: Black Cowboy. The life and legend of
George McJunkin. Roberts Rinehart Publishers, Niwot, Colorado
1992.
-
Peter K. A. Jensen: Da mennesket blev menneske. Gyldendal, København
2004.
|