CARNAC - FRANKRIG

Fundstedet

Europakort

Lokalitet

Megalit-området ved Carnac ligger på Bretagnes sydkyst, vest for Vannes i det vestlige Frankrig. Afstanden til Paris er ca. 500 km. Området rummer verdens største samling af megalitiske monumenter.

Fundhistorie

Områdets udforskning indledtes i det 19. århundrede. Den berømte franske forfatter, Gustave Flaubert (1821-1880), besøgte området midt i århundredet og bemærkede her de ”store sten”. I sidste del af det 19. århundrede blev der fremsat flere teorier om stedets fortidige betydning. Bl.a. blev det fremført, at det havde været et helligt sted etableret af ærefrygt for slanger, drager eller stjernetegnene; desuden havde det tjent som lejrplads for de romerske legionærer. Franskmanden Zacharie Le Rouzic dedikerede det meste af sit liv til studiet og bevarelsen af områdets megalitiske monumenter; han døde i 1939.

Datering

Områdets megalitiske monumenter tilhører alle neolitisk tid, men er i øvrigt af meget forskellig alder, generelt mellem fra 6.700 år til 4.000 år gamle.

Beskrivelse

De megalitiske monumenter findes på et område omkring byerne Carnac, Plouharnel, Erdeven og Locmariaquer – se kort.

Monumenterne omfatter kæmpehøje, gravkamre (stendysser), enkeltstående bautasten (monoliter, menhirer) og lange rækker (alignments) af bautasten. Stendysserne findes enkeltvis eller i mindre grupper.

De mest bemærkelsesværdige monumenter i området er de lange rækker af bautasten. De største af disse monumenter omfatter mange hundrede bautasten opstillet i op til 13 rækker og strækkende sig over en afstand på 2 km. Talrige teorier om rækkernes betydning er blevet fremført, men de har formentlig primært tjent til dyrkelse af solen og månen, herunder til markering af solhverv.

Carnac har i fortiden været et vitalt centrum for en fælles religiøs tro, der har tiltrukket store skarer af mennesker.

I Carnac er indrettet et lille museum, der fortæller om monumenterne.

Diverse

Lokaliteten er sidst besøgt i 2001.

Den megalitiske kultur

De tidlige landbrugssamfund i Europa adskiller sig fra hinanden med hensyn til måden, hvorpå de begravede deres døde. I Central- og Østeuropa var enkeltgrave reglen. Men langs Atlanterhavskysten, den Iberiske Halvø, de Britiske Øer og det sydlige Skandinavien var fællesgrave i store gravkamre bygget af kampesten – de velkendte stendysser, jættestuer og hellekister – reglen. Kendetegnende for denne megalitiske kultur er monumenter bygget af kampesten (megaliter, af græsk megas = stor og lithos = sten). Kulturen opstod formentlig i dele af Mellemøsten i den senere del af Neolitikum og bredte sig fra Ægypten og Anatolien til Syd- og Vesteuropa og siden til Skandinavien. Tusindvis af megalitiske monumenter og gravkamre er kendt i Europa med den største koncentration i Nord- og Vesteuropa. De har dengang været så talrige, at de fuldstændigt har domineret horisonten. Det utvivlsomt berømteste monument fra denne tid er Stonehenge i det sydvestlige England, der påbegyndtes for næsten 5.000 år siden, men siden undergik flere rekonstruktioner. Byggeaktiviteten sluttede først for 3.100 år siden.

De megalitiske monumenter kan inddeles i fire typer: 1. Enkeltstående sten (bautasten, monoliter eller menhirer, af keltisk = lang sten), hvoraf mange kendes fra Bretagne. Bautastenene er fra en halv til 10 m høje. Den største fra Bretagne, Le Grand Menhir vejer hele 400 tons. 2. Grupper af enkeltstående sten, ofte opstillet i cirkler eller lange rækker, hvortil Stonehenge hører. Nogle af Rækkerne ved Carnac ved Bretagnes sydkyst er over en kilometer lange og omfatter flere hundrede sten. 3. Gravkamre, den mest almindelige type i Nordeuropa. 4. Megalitiske templer, der især kendes fra Malta. De megalitiske templer er op til 6.000 år gamle og hører dermed til de ældste megalitiske konstruktioner i verden. Endnu ældre, ca. 7.000 år, er dog stenmonumenterne fra Nabta i det sydligste Ægypten. De spanske og portugisiske monumenter er fra knap 6.000 til 4.000 år gamle, og samme alder har de fleste irske og britiske. De skandinaviske er generelt lidt yngre, 5.500 år eller yngre. Traditionen med megalit-grave har holdt sig i Skandinavien indtil for ca. 3.800 år siden. 

Megalit-kulturen spredtes også mod syd til den Arabiske Halvø, hvor der er fundet flere ca. 4.000 år gamle cirkelformede monumenter i bl.a. Saudi Arabien og Yemen. 

Reelt ved man næsten intet om bautastenenes og stencirklernes betydning. Måske har bautastenene fungeret som territoriale vartegn eller haft rituel betydning (totempæle). Man tillægger ligeledes de større stensætninger som Stonehenge og rækkerne ved Carnac i Bretagne rituel betydning, men de kan også have haft astronomisk betydning, f.eks. i forbindelse med markering af solhverv. Det sidste er mest tydeligt for Stonehenges vedkommende, der betragtes som verdens ældste observatorium, opført og brugt til iagttagelse af solens og månens bevægelser. Det eneste, man kan være sikker på, er dog, at de megalitiske monumenter vidner om en meget betydelig central magt i området, der har kunnet iværksætte og styre det gigantiske arbejde med at flytte og rejse stenene.

Kæmpehøjenes kystkultur

Det er gravskikken, der er mest særpræget og viser de fleste fællestræk i den megalitiske kultur i den vestlige del af Europa. Grave med en speciel og defineret megalitisk form, bygget af vældige stenblokke, er således kendt i tusindvis fra Portugal i sydvest til Orkneyøerne i nord og Bohuslän i øst. Disse grave fortæller således om kulturel kontakt langs vidtstrakte kystområder, mens det meste af Europas indland lå uden for dette kontaktnet. 

Det er fristende at sammenligne megalit-tidens religionsspredning med det, der skete, da kristendommen blev indført i Europa. Med ca. 4.000 års mellemrum gav stærke trosændringer sig lige så stærke udslag i kultisk byggevirksomhed. Udbredelsen af megalit-tidens stenarkitektur og religion har på en måde sin parallel i udbredelsen af Middelalderens kristne tro og romanske kirker. 

I bl.a. Jeriko og Çatal Hüyük (Anatolien) var det skik at gravlægge de døde under husgulve (eller i affaldsdynger), mens folk fra den båndkeramiske kultur anvendte individuelle begravelser. I megalit-kulturen var dødekulten derimod monumental og præget af kollektive forestillinger. De døde skulle ikke ligge ensomt under flad mark eller i en ruindynge, men i store stenværker, opført på centrale og dominerende steder i slægtsterritoriet. Uanset om gravsætningerne fik store dimensioner såsom i folkerige områder som Bretagne, eller målene blev mere beskedne i randområder som Bohuslän, fulgte folk alligevel overalt den samme stil, i det mindste i hovedtrækkene. 

I Frankrig er der bevaret over 4.000 store stengrave. I Danmark er tallet endnu højere. Hvor mange sådanne kollektive ”dødehuse” der blev bygget, ved vi naturligvis ikke. Tallet har givet været sekscifrede for hele det samlede megalit-område. Selv et så usikkert tal illustrerer ganske godt styrken i den ejendommelige stenaldertradition. Den megalitiske livsform har sat sig yderst synlige spor i det vesteuropæiske område, og der er ingen tvivl om, at store dele af Vesteuropa på den tid blev omskabt til et kulturlandskab. De mange tusinde bevarede kollektivgrave repræsenterer imidlertid kun en brøkdel af menneskenes indsats for at forme naturen efter deres specielle behov. Men selv denne skik lader os ane, at sliddet har været større, end vi måske vil tro. Mange af gravene har nemlig givet plads til flere hundrede døde, og selv de mere beskedne af dem er bygget af blokke, som tilsammen vejer mange tons. 

Der har været tre typer af megalit-grave: Dysser, der er de ældste (5.500 år gamle eller yngre), ganggravene, der på dansk benævnes jættestuer og som byggedes for omkring 5.000 år siden og endelig de mere simple hellekister, der er yngst. Et markant eksempel på en dansk stendysse er runddyssen Porskær Stenhus ved Knebel på Mols. Markante eksempler på danske jættestuer er Kong Askers Høj på Møn og Lundehøj i Thy. Et af de mest imponerende jættestueanlæg er ganggraven New Grange syd for Dublin, Irland. New Grange er dækket af en høj af jord og sten, der er 70-80 m i tværmål og ca. 14 m høj; den indeholder mindst 50.000 tons materiale. Det kan beregnes, at der har været behov for en arbejdsstyrke på 75 mand i et år alene for at opføre højen. Hertil kommer så arbejdet med at konstruere gang og gravkammer. 

Jættestuetiden tilhører megalit-kulturens måske rigeste fase. Dødekulten har været kompliceret og indholdsrig, og døden har givet været opfattet som overgangsstadiet til et nyt liv. Jættestuen med dens lange gang, dens dørtærskel og dens mørke fællessal synes at være idealet af et hjem for de døde. Indgangen, som i nogle tilfælde har været dekoreret med abstrakte religiøse symboler, døren, undertiden indrammet af en portal, og ikke mindst det solide fællesrum lader ane, at der her er foregået symbolske og højst reelle vandringer ind mod de dødes samfund. Man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig, hvor dystert det må have været at, bogstaveligt talt, vandre over tærsklen til de dødes hjem. Enhver, som har famlet sig frem til en jættestues inderste indre har selv kunnet føle lidt af den knugende stemning. Men næppe alle og enhver har haft ret til at opsøge de dødes rige. Rimeligvis har det kun været særligt indviede, kendt med mysterierne og de rette regler for adfærd ind i det allerhemmeligste, der havde det privilegium at føre slægtens døde over i ”den anden verden”. Det var formodentlig sådanne mennesker, der var samfundets åndelige og verdslige ledere.