ARDIPITHECUS RAMIDUS

      A. ramidus, 4,4 mio. år               A. kadabba, 5,8 mio. år

I perioden 1997-2002 er der gjort yderligere fund i området, denne gang af fossiler (tænder, kæbefragmenter og flere fragmenter af postkranielle knogler), der er dateret til 5,2-5,8 millioner år (nederst til højre). De nye fossiler blev i første omgang tilskrevet en ny art, Ardipithecus kadabba. Efterfølgende har man allokeret samtlige de nævnte fossiler til én art, der opdeles i to underarter: Ardipithecus ramidus kadabba (de ældste fossiler) og Ardipithecus ramidus ramidus (de yngste fossiler). På det seneste er holdningen atter skiftet, så der nu igen regnes med to arter af Ardipithecus: ramidus og kadabba.

Kun Sahelanthropus tchadensis og Orrorin tugenensis er ældre end Ardipithecus ramidus.

Den fylogenetiske placering af Ardipithecus ramidus/kadabba er ikke afklaret. De menes som nævnt at tilhøre menneskelinien (er homininer), men efter nogles opfattelse kan de lige så vel tilskrives chimpanselinien.

Den fulde beskrivelse af Ardipithecus ramidus blev først publiceret i oktober 2009 og afslører flere overraskende træk:

De første fossiler af Ardipithecus ramidus (A. ramidus) blev fundet i 1992, flere kom til i de følgende år. Men vi har måttet vente 17 år på den fulde beskrivelse. Denne blev publiceret som en serie af artikler i et særnummer af tidsskriftet Science den 2. oktober 2009. Fossilerne repræsenterer bl.a. et næsten komplet skelet, den hidtil ældste repræsentation af en af vore forfædre. Skelettet tilhører et lille abemenneske ("Ardi"), en hun med en hjerne af chimpansestørrelse, en vægt på ca. 50 kg og en legemshøjde på ca. 120 cm. Se figurerne nedenfor.

Ardi blev fundet i Etiopiens nordlige Afar-region, nærmere bestemt i Aramis, mellemste Awash - kun 74 km fra det sted, hvor den berømte "Lucy" (Australopithecus afarensis) blev fundet i 1974.

Ardi frembyder en uventet blanding af avancerede og primitive træk, hvoraf nogle tilsyneladende er arvet fra menneskeaber, der er meget ældre end chimpansen og gorillaen. På denne måde giver skelettet er indtryk af, hvordan den sidste fælles forfar til mennesket og de nulevende menneskeaber kan have set ud.

Det mest særprægede ved Ardi var den måde, som det bevægede sig på. Udformningen af foden, benet og bækkenet antyder, at Ardi bevægede sig oprest på to ben på jorden, mens det i træerne bevægede sig på alle fire - med støtte på hånd- og fodflader og ikke ved knogang som de afrikanske menneskeaber. Specielt var foden udformet som et griberedskab med en stærkt divergerende storetå; men foden var desuden udformet, så den oprette gang på jorden muliggjordes, dog ikke så effektivt som hos senere homininer.

Fund af bl.a. dyrefossiler antyder, at Ardi levede i et relativt tæt og fugtigt skovområde. Hvis det er sandt, at Ardi både gik oprejst på jorden og kravlede i træer, sætter dette et alvorligt spørgsmålstegn ved den såkaldte "Savanne-hypotese", der postulerer, at den oprejste gang er opstået som et svar på et liv i et åbent skov- eller steppeland. Spørgsmålet er dog, om Ardi virkelig er vores direkte forfar, dvs. at Ardi har givet ophav til alle senere homininer, inkl. Australopithecus og Homo. En anden hominin, Australopithecus anamensis, levede blot 200.000 år senere end Ardi og var i langt højere grad end Ardi tilpasset den oprejste gang i et åbent landskab. Foden hos Australopithecus anamensis var helt anderledes udformet (i retning mod det moderne menneskes fod) end hos Ardi. Man bør være skeptisk overfor om en sådan radikal anatomisk ændring kan være opstået på så kort tid. Måske er Ardi i stedet en blindgyde, hvorfor Australopithecus anamensis bør regnes for vores ældste direkte forfar. På nærværende tidspunkt er sagen åben.